søndag den 24. oktober 2010

Søndagshygge.

Udenfor siler regnen ned og vinden hyler om hushjørnerne. Men indenfor er der lunt og godt. Med æbleskiver og lygtemænd. God søndag.
Published with Blogger-droid v1.6.3

tirsdag den 19. oktober 2010

Hvem har taget mine tænder?

Suk. Jeg er ved at være gammel. Ikke længere bare ældre end dem på femten men sådan rigtig voksen-gammel. Det huer mig ikke. På jobbet bliver jeg meget ofte tiltalt som Fru L. Hvorefter jeg vender mig om og forventer at se min mor. Eller farmor. Det er jo ikke MIG, der er Fru L, vel? Det er det jo ikke. Fru L er jo en dame, jeg er bare mig. Men en ting er hvad jeg bilder mig selv ind, noget andet er de kolde facts. Og de er ikke til at tage fejl af. Mine brysters flugt over plankeværket er efterhånden en offentlig hemmelighed i blogland. Og resten af kroppen lader dem ikke noget tilbage. Om natten når jeg skal op og tisse, er mine ben så stive at jeg vralter som en vingeskudt høne. Røven bagud, kroppen foroverbøjet for ikke at vælte. Og benene bøjes IKKE. De forsøger skræmte at følge med kroppen, der bare vælter fremad i en totalt ukontrolleret udgave af Vild med Dans. Og jeg ser mig selv overveje et håndtag ved siden af toilettet, så jeg har noget at hænge i, når jeg glemmer at gå i seng. Mine arme er lige så slatne som min rygrad, de er tre dage om at komme sig efter fysisk arbejde og inden længe vinker det tynde dalreflæsk kontra, når jeg bevæger hænderne for hurtigt. Mon vandglasset på bordet i badeværelset rent faktisk er tiltænkt mine tænder? I byens butikker hører jeg mig selv brokke mig, hvis ikke jeg bliver behandlet med respekt. Og gentagne gange har jeg meddelt, at dit og dat er jeg blevet for gammel til. Jeg ryster sippet på hovedet af teenagerne og deres "ai altså helt seriøst ikk, han er så fucking naiz" og bræger "få da noget tøj på, så du ikke får blærebetændelse, bette pige." Fru L, here I come. Fødedellen aka nederste flæskestribede mave vibrerer faretruende ved hver bevægelse, når den ikke bliver holdt inde af jordens mest antisexede stykke beklædning. Et kropskondom fra midt på lårerne til lige under brysterne. Når de altså først lige er blevet hevet op og bundet i et råbåndsknob i nakken. Stramme ind og stramme op får mig til at føle mig som en medister i naturtarm, og jeg vrider mig som kløede min hæmoride, når nogen forsøger at lægge armen om livet på mig. Der er squ ikke meget babyblød hud ved sådan en stivert. Men hey, jeg slipper da for slidmærker mellem lårene i varmt vejr. At jeg så stinker som en selvdød hyæne er så en anden side af sagen. Suk altså. Hvad sker der, når jeg runder 80, hvis jeg allerede er gammel i en alder af 31?

mandag den 18. oktober 2010

Efterårsferie.

Har lige startet grillen op. Der er nu noget over at grille i silende regnvejr. Aftenens menu står på krydret kalvetykkam, grillet pebercreme og fattoush. Masser af hvidløg, persille, spidskommen, paprika og chili. Og selvfølgelig olivenolie og citron, salt og peber. Det dufter næsten af sommer her den første dag i efterårsferien.
Published with Blogger-droid v1.6.3

torsdag den 14. oktober 2010

En mudderhjernes bekendelser

Hun var godt nok ikke særlig lækkerfræk, orken som gloede tvært tilbage på mig i spejlet i morges med søvn i øjnene og striber fra lagenet tydeligt aftegnet på kinderne. Lige væltet direkte ud af sengen. Langt fra af egen fri vilje. Totalt paralyseret parerende ordre fra husterroristerne iført Spiderman hue og Byggemand Bob-ble. Rigtig ringe ble, btw. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været noget, der bare minder lidt om lækkerfræk. Med mindre afbleget nattøj, kønsbehåring i vild flugt væk fra trussekanten og appelsinhud strøet med let hånd over lårene anses som attraktivt nu til dags. Jeg tror det ikke. Trænger altså også til at få trimmet de næsehår.
Du ser godt nok sur ud i dag, konstaterer en kollega med lige så meget social forståelse som Sidney Lee på et plejehjem. Jeg tørrer søvnen ud af øjnene og laver knibeøvelser i et rasende tempo, klemmer ballerne sammen og trækker maverne ind. Og op - og folder dem usynligt på midten - motion er sundt og giver energi, bilder jeg mig selv ind at jeg har læst et sted. Jeg forsøger i ny og næ at stikke hjernen op over søvntågerne, men det eneste jeg hører er en konstant summen bla bla bla. Takker mig selv for lange støvler, da jeg resigneret konstaterer at strømperne ikke lige har samme farve og at den hvide plet under knæet nærmere er tandpasta end kridt. Tror squ ikke jeg har været ren i tre år. Gylp, snot og smørfingre er min tro følgesvend og afstanden fra spaghetti bolognese-indsmurt outdated mutti til lækkerfræk forførerske i blonder og lederhosen virker uendelig lang. Men vi bor pænt. På afstand. Lang afstand.
Om natten er jeg fyld i en børnesandwich. Den ene ligger ovenpå mig og savler mig ind i øret. Den anden ligger klinet ind i min behårede armhule, totalt bedøvet af stanken fra den halvrådne gnu, som har slået lejr der, mens han med jævne mellemrum øver knockout på min milt. Så ved man godt nok, man er blevet mor.
Helt ærligt, så virker det til tider som en håbløs gerning at komme ud af det sammensurium af pligter og hverdag, som karakteriserer børnenettes fintmaskede spind. Gud fader, jeg elsker de børn af hele mit hjerte, men hvor ville jeg da ønske at de hylede noget mindre. Måske er der en grund til, at jeg åbenbart ser sur ud. Mon knibeøvelserne helt ubevidst også har omfattet min mund som er blevet forvandlet til en regulær hønserøv. Orken lever i bedste velgående. Lille frøken lækkerfræk lamsebamse er blevet ædt af gråslidte trevlende bomuldstrusser og piglignende hår på benene. Der er squ ikke noget at sige til, at orken sommmetider er tvær.

søndag den 10. oktober 2010

Hvem gider hjælpe med mig med at hive brysterne frem fra armhulerne.

Det går tilbage for mig. Ikke bare lidt. Det går meget tilbage, RIGTIG meget. Det er lørdag aften og jeg keder mig, så det driver. Manden sidder henslængt i herrestolen ved siden af fordybet i en *nu*kommer*vi*og*smadrer*jer*med*store*maskuline*våben-film. Jeg flyder i sofaen med computeren på skødet, indtil flere ufærdige strikketøj omkring mig, mens jeg cruiser lidt rundt på sædet i forsøget på at undgå af få en strikkepind op mellem ballerne. Ryggen knaser som en grussti i regnvejr, jeg gnider øjnene og får sorte streger på fingrene, mens ansigtet skrider i retning af en hærget panda, jeg har mens og klemmer benene sammen om noget, der føles som en middelstor engelsk bøf. Det er lørdag for fanden og jeg er allerede iført nattøj og uldne tænder. Mens jeg så sidder her, kommer jeg til at kigge ned af mig selv. Noget mangler. En gang var det noget af det første jeg fik øje på, når jeg kiggede ned af mig selv. Og nu er det væk. Forsvundet. Og det eneste jeg har tilbage er minderne. Overvejer et kort øjeblik at melde mig til "Sporløs", men i samme sekund dukker noget op i den ydre vinkel af mit synsfelt. Og der er de squ. Mine bryster. De har taget flugten i hver deres retning og har nu slået lejr under dingleflæsket i mine armhuler. Ikke at jeg ikke forstår dem. Der er lunt, noget blødt langhåret at ligge på og vel egentligt forholdsvist komfortabelt. Men ville faktisk gerne have dem tilbage igen. Ikke nødvendigvis i Amalie-bungy-junk-style, men bare lige så de atter skjuler det direkte udsyn til fødedellen. Er det så meget at forlange her i livet?
Men back on track - har haft en alt for heftig uge. Det er lørdag, og jeg har lige knækket en negl.

fredag den 8. oktober 2010

Man skulle være et skarn, hvis man ikke kunne bage en pulverkage.

Der mangler en bog i verdenslitteraturen. Den bør stå et sted mellem Biblen og Shakespeares samlede. En håndbog til kvinder - om at navigere i en hverdag, hvor man uhæmmet bestikker sig til syndsforladelse i børnehaven efter endnu engang at være udeblevet fra arbejdslørdag og hvor man desperat ringer til sin mor, når ungen kræver brun kødsovs til aftensmad, og man ikke magter at lave noget, som ikke indeholder hakkede tomater på dåse. Hvor ens barn er den eneste i hele institutionen, som endnu ikke har fået sin sommerferiebog med, mens kalenderen bræger oktober, hvor man jævnligt mindes om begrebet "skærpet indberetningspligt", når ens yngste konstant taler om mad. og hvor man stædigt holder fast i at de grå tindinger er pigmentfejl og ikke alderen, der bider én i det laskede stykke nederst på ballen.
Jeg kom for sent på kursus den anden dag. Den var gal allerede da jeg kørte fra skole og kunne konstatere, at manden ville have ret svært ved at hente ungerne, når jeg havde bilen. Trods det faktum at manden har arbejdet samme sted i snart fire år, så lykkes det mig stadig at fare vild på vejen for at bytte bil og tiden går. Overskuddet bliver ikke større, da det så viser sig, at bilen jeg overtager er løbet tør for benzin. Tik tak, tik tak.
Om 400 meter drej til højre og fortsæt ligeud af grusstien.
Uden mad og drikke bla bla bla, siger de kloge. Hvad gør man så, når det eneste ens yngste gider spise til morgenmad, er det moderen netop har øst op til sig selv? Når det rugbrød, man satsede på lå i køleskabet på jobbet er blevet spist, så man må nøjes med leverpostej på agurk?? Og når ældsten vil have have hotdogs til aften og foredraget om kostpyramiden og vigtigheden af korrekt ernæring flyver direkte hen over knolden på den 4-årige? Tag tredje vej ud af rundkørslen og hold tilbage for lavtgående flytrafik.
En kvart rugbrød med ost, et stykke Othellolagkage, en kold øl og en bid svineaffald i naturtarm. Det blå under øjnene matcher efterårets jeansmode. Brysterne er lige så slatne og uden indhold som Folketingets åbningsdebat. Læg ikke dit hoved mod min kind, mit overskæg kradser.
Og nej, jeg er ikke fuld. For jeg kan ikke holde mig vågen længe nok til at blive det.

Over and out.