Nedtælling for en diva?

En veninde har spurgt om jeg ikke vil med på telttur. Bare hende og mig og vores fire drenge. I manges ører lyder det intet mindre end fantastisk. Jeg er forholdsvis skeptisk. Bubber og BS er barnemad ved siden af det jeg får udrettet i naturen. Og her snakker jeg ikke om at besørge min nødtørft i mosset bag et bøgetræ. Jeg er udpræget mere til wellness end til wild west. 
Men okay, man skal lære noget nyt her i livet. Man skal udvikle sig, har jeg hørt. Så jeg har sagt ja. Hvis altså vejret er godt, that is. Jeg sejler bare ikke rundt på luftmadras i villatelt i skybrud. Glem det. I sådan et vejr er der også bare alt for langt til toilettet. Hader at træde ind i det brune søle sådan et sted og være i tvivl om, hvad det er jeg vader rundt i.


"Kan du slå ihjel?", stod der så i en sms jeg modtog for nogle uger siden. Indtil flere scenarier udspillede sig straks fra mit indre blik, og jeg så mig selv ride mod solnedgangen på min hjulbenede ganger med et rygende geværløb over skulderen. Det viser sig så at min venindes ældstesøn - alderpræsidenten i drengebanden med hele 8 år på bagen - forventer at vi skal fange vores føde selv, og hun ville så lige høre, om jeg kunne ondulere en regnbueørred. Med kniv og gaffel på Hotel Vejlefjord, ja, tænker jeg. Og et lille strejf citron, for sure. 


Husker med smertelig erindring mit sidste forsøg som pigespejder. En smule succes ville have været godt. Ikke sådan world famous kind of succes. Bare nok til ikke at falde totalt igennem. Så de andre på turen ikke konstant ser på mig som hende, der trækker holdet ned. Dødvægten. Klodsen om benet. Som når man i "Hvem vil være millionær" ufrivilligt bliver sat sammen med Linse Kessler, Amalie og hendes mor. På samme tid. Jeg skal bare bruge succes nok til at overleve. Med stil. Med stil, selvfølgelig.
Det er en overvindelse af evolutionelle dimensioner for mig bare at sætte smilet på. "Ja, jeg synes da i den grad at overlevelsestur med kanosejlads, overnatning i hjemmebyggede bivuakker og madlavning på trankia er en vildt fedt idé. Den bakker jeg SÅ meget op om." Krydser stiletterne under bordet og smilet klistrer fast i en dødningeagtig grimasse, mens jeg i et panisk øjeblik ser mig selv sidde skrævende på hug i underskoven og svinge med divacuppen, mens flyvemyrer af dinosaurstørrelse bygger rede i bevoksningen på mine ben og jeg insisterende messer "det er bare græs der kilder hæmoriden, det er bare græs." 

Første mission på sådan en tur har jeg lært er at finde en egnet sovepose. "Flet for fanden da et tæppe af siv", brøler min vildmandsleder som med sin blotte tilstedeværelse får Indiana Jones til at ligne Jim Lyngvild. Jeg hader soveposer af et godt hjerte. De stinker, får mig til at føle mig som indmaden i en kryddermedister og antænder i samme sekund jeg ormer mig ned i den et truende angstanfald. Nogle er bange for edderkopper og slanger. Jeg kampsveder i panikangst over soveposer. Men tanken om at ligge der i mørket under træerne ganske ubeskyttet til lyden af brunstige reners parringshyl får mig alligevel til at slæbe kropskondomet med. Liggeunderlag kan de dog godt glemme. Det kan være nok så polypropylen-behandlet - jeg gør det ikke. Men fandme træls at en luftmadras monteret på en vandrerrygsæk er lige så tung som en middelstor bakkesangerinde. Det sociale serviceniveau i dagens Danmark er drastisk faldende. Som offentligt ansat burde en Hästens med elevation var standardudstyr i tjenesten. Hallo, er der nogle vælgerhungrende landspolitikere derude der hører efter??

Uldundertøj. Tjek. Vandrerstøvler. Tjek. Makeuptaske. Tjek. Fladjern. Njaaaa, må nok hellere lade det blive hjemme. Ikke godt for mit nyfundne outdoorimage at rende rundt i skoven og lede efter strømtræet. Sikkert heller ikke en fremragende kombi med de mængder vand DMI så forræderisk melder om. Satser naivt på at skyggerne i skoven gør noget godt og naturligt for mit look. Men ærligt talt, så tvivler jeg. 
Stavrer gennem mudderet med svuppende klistrede lyde og falder direkte på røven nærmest inden jeg kan nå at bræge Ilse Jacobsen - Hornbæk. Mudderet klæber sig til min regnuniform og render i tykke sølede tunger nedad mine ben. I drømme nipper jeg elegant til en mojito, men virkeligheden sladrer om lunket vand fyldt med kryb der garanteret yngler ganske fremragende i min 37 grader varme krop. Om natten kryber jeg sammen under presenningen, mens myggene forlyster sig på mit ansigt og forvandler min Ole H-hud til en teenagers bebumsede fjæs. Mærker vandet trænge ind fra bunden. Har mareridt om kanotur og rapelling. 


Divaer i junglen, go home. Hvad er Bubber uden sit badekar? Hvorfor var det egentlig, jeg lige sagde ja til den telttur?? Det kommer i den grad til at koste nogle liter papvin at komme igennem. 

Skaaat, gider du ikke lige barbere mine tæer?

“Skaaaaat, gider du ikke lige barbere mine tæer?” Det er lørdag, og jeg er ved at gennemgå de minutiøse forberedelser, der skal til for at få gjort mit nedslidte, halvgamle korpus klart til at gå ud blandt andre mennesker. Seancen minder mest af alt om nedtællingen til Siriusekspeditionen, og jeg forventer hvert øjeblik, at kronprinsen himself gør sin entre iført slædehund og “Far til fire”.
Jeg fistrer rundt i badeværelset med blodrøde nylakerede negle strittende i alle retninger, da mit falkeblik spotter fem lange stive hår midt på min højre storetå. Ved nærmere øjesyn holder venstre storetå sig ikke tilbage og er tilsvarende sirligt pyntet med pels, der ville have gjort ethvert pindsvin stolt.

Jeg forsøger at lirke skuffen i det efterhånden ret tildækkede badeværelsesmøblement op med bagdelen og håber inderligt på, at det for en gangs skyld kan svare sig at have en mås som en østtysk kampvogn. Uden held. I stedet får jeg dekoreret min oversize pariser med lange røde streger, hvor huden hænger i trevler og en enkelt bloddråbe står i slående kontrast til popoens kummefryserblege teint. Skuffens hjørner skærer sig ind i appelsinhuden og jeg bander meget lidt kvindeligt, da jeg får vredet skuffen op. Forsøger at fiske skraberen op stadig med fingrene strittende ud til alle sider, og da det ikke lykkes, bøjer jeg mig forover og tager et godt greb om apparatet med fortænderne.

Så står jeg så der i utæmmet Eva-kostume og overvejer næste træk i kampen mod gevæksterne. Forsøger stivbenet og med samme ynde som et næsehorn i løbetid at banke plankerne op på bordkanten men må acceptere, at der faktisk er noget langt fra Venus-jeg-er-super-lækker-super-tøset-lige-det-redskab-du-ikke-kan-leve-uden-Gilette mellem mine tænder til tæernes bepelsede overflade. Overvejer nogenlunde samme stilling men med foden placeret på toiletbrættet - også her uden større succes. Frygter samtidig at glide på det våde badeværelsesgulv og lande i en postition, der sprænger alt fra indersiden af højre knæ til det tilsvarende venstre. Med en dobbelt salto med halv skrue velplaceret i midten. Ærgelig må jeg indse, at jeg ikke har anden udvej, hvis plænen skal bankes ned nu.”Skaaaaaaat?”

Det var faktisk en ret nedslående oplevelse at tage min krop i nærmere øjesyn før den helt store klargøringstur. Jeg bugter mig i bakkedal over stort set hele arealet. Kan vist desværre ikke engang skyde skylden på to graviditeter med efterfølgende strækmærker og fødedelle med eget liv. I blame Marabou. Det gør det ikke meget bedre at alderen kommer snigende hurtig som en ninja og jeg efterhånden mere har status af rasp end af sprød snitte.

Ikke engang mine bryster vibrerer længere. Også det er slut, finito, ovre. Det var jeg ellers stolt over, at de kunne. Da jeg var yngre og noget mere spændstig end nu, kunne et enkelt veltilpasset skub med håndfladen få dem til at dirre svagt fra side til side. Som da man var lille og ikke kunne holde sig fra bedstemors fløderand i køleskabet. Man måtte bare prikke til det rene gelatinevidunder med en møgbeskidt barnehånd for at se den vibrere rytmisk på tallerknen med bløde svajende bevægelser.
Et enkelt puf efterfulgt af vibrationer, og kort tid efter fandt de igen deres fremadskuende plads stort set lige under kravebenet. Altid faktisk. Når jeg prøver samme trick i dag - og det gør jeg - lyder der ikke andet end en dump hul lyd, når hængepatten lander slasket på min pukkelpist af en mave, og jeg må grave spidsen ud af navlen, før jeg kan rulle dem sammen og putte dem på plads i deres forede bh-huler. Det er dog en trøst, at jeg stadig magter den manøvre selv. Der får forhåbentlig et par år før jeg også der er nødt til at søge assistance.

“Skaaaaat, gider du rulle mine bryster tilbage på plads?? Jeg tror de sidder fast i min armhule.”

Klaprer dine deller også i modvind # 2

Sidste år i oktober skrev jeg dette indlæg. Jeg må være godt tosset for i morgen gør jeg det igen. Man skulle tro, jeg var blevet klogere. Det er jeg ikke. Jeg er en humlebi. Den er alt for tyk til at flyve, men gør det alligevel. Jeg er alt for tyk til at løbe, men forstår det åbenbart ikke. 

Håber ikke det blæser så meget i Århus i morgen - så klaprer mine deller måske ikke så meget.  

Bare fordi man er småfed, kan man da godt flytte sig. Tænker jeg naivt hver gang jeg forvilder mig ind i et fitnesscenter. Og hver eneste gang føles det som var jeg Pia Kjærsgaard til årsmøde hos Enhedslisten. Kaster et flygtigt blik rundt i det toptunede, hypermoderne lokale og beder en lynhurtig bøn til who ever om, at jeg er den eneste ene. No luck.

Fra crosstraineren får jeg elevatorblikket af en Barbieklon - alt for tynd, alt for høj og med alt for nyindkøbte plastikstive bryster - og et kort øjeblik ser jeg for mit indre blik, hvordan hun stritter af maskineriet, når det går op for hende, at hun ikke engang i den perfekte verden kunne overleve det taljemål. Panisk suger jeg maven ind til jeg bliver gasblå i hovedet og får krampetrækninger i lukkemusklen, hvorefter jeg med en flodhests ynde overskudsagtigt forsøger at svæve ind i lokalet.

Jeg kravler op på motionscyklen og sætter afstadigt benene i bevægelse. "Indtast vægt" bøjer bæstet i neon på skærmen foran mig, mens jeg leger dankortautomat og diskret med den ene hånd forsøger at dække tastaturet, mens jeg bliver ved med at holde tasten nede. Sæt i gang. Jeg vrikker fra indersiden af den ene balle til den anden på sædet, er tæt på at presse livet ud af en enkelt hæmoride, mens jeg torsker derudaf, intetanende om de brændende betændte slidmærker jeg snarligt får påført mig selv af skærende syninger i kondomstramme løbetights. Alt for at falde ind i mængden. Selvom det er et håbløst foretagende, når jeg ligner en nysnøret rullepølse. Med fyld.

Inden længe kampsveder jeg som en brunstig tyr i en sauna og forsøger at trække vejret uden at lyde som en vesterhavskutter i havsnød. Visualiserer chokolademuffins for enden af bjerget og bener derudaf med tre kilometer i timen. Beslutter mig omgående til at opvarmingen må være slut. Skræver ned af cyklen, ormer mig forbi Barbie, der har fået selskab af endnu en klon på crosstraineren, og stiller mig noget der minder om næsten selvsikkert op på løbebåndet. "Vælg program", hvæser den, mens jeg tværer rundt på skærmen med en svedglat fingerspids. Jeg løber. Det ene ben foran det andet. Igen. Igen. Igen.

Overvejer at trække vejret, men frygter at glemme at løfte benene. Jeg dundrer derudaf og føler mig nærmest sporty, da skærmen pludselig begynder at ændre sig og hastigheden banker i vejret. Panisk kaster jeg benene ud til siderne, mens båndet løber hurtigere og hurtigere og jeg tavst tigger den om ikke at smide mig af. Da hastigheden rammer tyve kilometer i timen hænger jeg i overarmene på bæstets armstøtter, mens benene flagrer om kap med mine bryster i slipstrømmen. Fra højre kommer en sand elverpige af en fitnessinstruktør springende til og får stoppet vanvidsmaskinen, mens jeg krampagtigt bliver hængende til den står helt stille. "Jeg tror altså ikke, du er i form til den hastighed", forsøger hun, mens jeg får hvæset ud mellem fortænderne at det var maskinen og ikke mig og forsøger at tørre sved ud af øjnene.

Barbie 1 ser overlegent op fra crosstraineren og hvisker noget til Barbie 2, mens jeg sjosker ud og forestiller mig, hvordan jeg som superwoman flyver igennem lokalet og leverer dem begge et håndkantsslag i nakken på vejen.

Hvorfor dette møde med helvedes forgård ikke stopper mig, forstår jeg ikke. Det burde det. Det burde det virkelig. Men jeg er tykhudet. Åbenbart. For snart ser jeg mit eget navn på en liste. En løbsliste. Til et rigtigt løb med rigtig tidtager og nummer og det hele. Og en fuldstændig rablende distance. Bare fordi man er småfed, kan man vel godt flytte sig.

Ja, men man skal ikke flytte sig 21,1 kilometer. Det er naturstridigt. Og alligevel finder jeg mig selv på listen over deltagere til et halvmarathon. Og jeg løber. Ikke stærkt. Men jeg løber. Overhales gang på gang. Af senede marathonmænd i alt for korte shorts. Af fitnessede tøsebørn som i rusen har glemt at klemme sammen, så de stinker af mødding og har store indtørrede plamager nedad baglårene. Jeg piber over kramper, mens dellerne klaprer mod hinanden i vinden og spænder overarmene så hårdt, at hudflapperne glemmer at vibrere. Mine baller er følelsesløse og jeg sukker ganske opgivende efter lyserøde drinks med sukkerkant og paraplyer. Er i den grad mere til SATC-style end til Chris MacDonald.

Men efter noget der føles som uendelig lang tid sker det. Lige der fremme er det. Målet. Jeg er kold og træt. Føler mig ligeså gammel som Jørn Hjorting og Otto Leisner til sammen. Død eller levende. Jeg er vindblæst og forkommen og absolut kandidat til et års forbrug af wellness. "Yes, yes, yes - du gjorde det", står der over åbningen til stadion, hvor jeg vralter min halvhjertede sejrsrunde. Når undervejs også lige at jokke på plænen, selvom det er i den grad forbudt. Who cares. Jeg er en rebel.

Så selvom man er småfed og ens deller klaprer i modvind, så kan man godt bevæge sig. Jeg løb en halvmarathon i går.

(Og i nat kørte en bulldozer over min krop. Men sig det ikke til nogen.)