fredag den 7. december 2012

En shop-o-holics bekendelser


Jeg kan rigtig godt lide at shoppe. Sko, makeup, tøj og så videre i den kategori. At gå og kigge hylder, røre ved, lugte til, tage ned og mærke vægten i hånden og på kroppen. Udvælge sig det helt rigtige. Der er noget magisk ved at lægge tingene på disken, se det bliver pakket sammen og - hvis jeg er rigtig heldig - pakket ind i fint silkepapir og lagt i lækre poser af groft papir. En ganske almindelig farverig plastikpose er nu heller ikke at kimse af - når bare der er noget lækkert i jo. Jeg er jo ikke kræsen. Overhovedet ikke. Følelsen af at tage fat i håndtaget og bære sine skatte hjem, lyden af poserne mod hinanden - mellem os sagt, så er der jo sjældent kun én. Det er alt sammen som taget direkte ud af en Disney film, dobbelt op på stjernedrys og glimmer selvfølgelig. Jeg er sikker på, at det er nogenlunde den samme følelser, som narkomaner har, når de endelig, endelig, endelig får et fix. Sådan kan jeg få det, når jeg sætter fingeren på den grønne knap og hører mig selv udtale de magiske ord “bare på beløbet.” Oh salig fryd og glæde.

I den sammenhæng lyder det mærkeligt, at jeg mener, jeg burde forbydes at shoppe blandt andre mennesker i hele december måned. Onlinesalg kan gå an, men indgangen til samtlige butikker og supermarkeder, hvor det kan ske, at jeg skal indgå i såvel fysisk som verbal samkvem med andre levende væsner burde være markeret med neongule “no entry” skilte, og dørene skulle have en særlig Mette-sensor, der spotter mig på flere hundrede meters afstand og sørger for, at de nægter at åbne sig for mig.

Jeg er ikke stolt af det, det er jeg virkelig ikke. Men jeg ejer ikke tålmodighed. Det er ikke bare sådan, at jeg bliver en anelse irriteret, nej, jeg bliver lige så rødglødende som en olm tyr, og røgen vælter ud af ørene på mig i rå mængder, som når en baby kampgylper en ned af nakken på vej ud af døren til en fin fest. Det er virkelig ikke med vilje, men ulvetime, køen i Fakta og så mig er en no go situation. Tolerence status zero point zero.

De der børn jeg nu har fået, er uden tvivl noget af det klogeste, jeg har begået i mit liv, men lige der er det bare ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Og i december er der særligt slemt - der er jo mennesker overalt. Ældre ægtepar, der diskuterer, om de nu skal have fem slags småkager eller syv slags småkager, og bedsteforældre der lettere forvirrede studerer ønskesedler fyldt med fremmedord. Småbørnsforældre som mig selv, der stresser afsted for at nå institutionerne inden lukketid og som allerede føler samtlige offentlige instansers altgennemborende blik i nakken, inden man gasser op og konstaterer, at klokken allerede er fem minutter mere, end hvad der er politisk Vores Børn-korrekt. Og de unge nu til dags - ja, det er jo ikke som da vi andre var børn. De grynter veltilfredse, mens de kaster håndtegn og dunker næve mod næve, og snakker fodbold og piger og sprut, og hvem der nu lige skal duske hvem i i hvilken busk til aftenens julefrokost. Det var nu noget helt, helt andet i min tid. Husker jeg.

Men de der børn. Den er jo allerede gal inden man kommer ind i butikken. De skændes om, hvem der skal sidde hvor, bære hvad og trykke på hvilken knap. “Jeg er stor, du er lille, jeg bestemmer”, kværner den store på bagsædet. “Jeg er også stor, ikke også mor?”, hyler den anden og smider tre snottede fingre i vejret for at bevise, at han i hvert fald ikke længere er nogen baby. Og der burde man nok reagere på faresignalerne, men det gør man bare ikke. Naiv som man er, kaster man den ene op i vognen. Hvis man er heldig. Og den anden skal selvfølgelig hente en lille vogn, som han så kan rende og køre slalom med mellem spinlon-nederdele og Herregaardsrødkål på tilbud. Vognen skriger hele vejen igennem grøntsagsafdelingen, forbi margarine, ketchup og dåsemajs. Han forsøger at kaste sig i flyverskjul ud over vognens kant, men man selv forgæves forsøger at undgå at jorde en palle Porsesnaps med den til årstiden velpolstrede pariser. Det ældste barn er så bare blevet væk.

Jeg styrtshopper, mens vognen tigger om alt fra Byggemand Bob-formede chokoladekiks over kagecreme til den fantastisk flotte tube med salve mod analkløe. “Nej, lille skat, mors hæmorider er ikke i udbrud i øjeblikket.” Eller noget. Og så når man til kassen og sukker lettet over, at der venter ældstearvingen. Med vognen fyldt af ting, som vi i hvert fald overhovedet ikke under nogen som helst omstændigheder skal have med hjem. Man kan se udgangen derfra. Lige der fremme ligger friheden. Det er Egon Olsen på vej gennem porten. “Moooar, hvorfor har damen så meget skæg?”, lyder det fra vognen. “Mmmmhøøøøø”, får man selv fremstammet og forsøger panisk at stikke hovedet helt ned i bunden af vognen efter den pakke gær, som virkelig, virkelig, virkelig burde ligger der. “Min mor har ikke nogen tissemand. Hun er er gået i stykker. Men min far har en tissemand”, forklarer den tre-årige stolt til ekspedienten. “Min far siger, jeg ikke må slå den. Men jeg må gerne ae.” 

Mon Keld og Benny venter på den anden side?  

lørdag den 1. december 2012

En af gutterne!



Jeg kan faktisk rigtig godt lide mænd. Jeg kan lide deres væremåde, deres direkte omgangstone og til tider ret ucensorerede sprog. Som regel kan jeg faktisk også godt lide deres måde at tænke på. Når alt kommer til alt tror jeg, at der er mange ting som kvinder generelt kan lære af mænd. Men sig ikke til dem, at jeg har sagt det.

Det falder mig helt naturligt at være sammen med mænd, og efter et par velplacerede bemærkninger om stillingen i Premier League og karosseriet i en Ford Mustang fra 1968, ryger der som regel en poselunken pils min vej, og mens samtalen får toiletkarakter, er jeg blevet one of the guys. Vi hilser næve mod næve, nikker anerkendende med henslængt omend meget velkontrolleret hovedkast og dunker hinanden i ryggen efter behov. Man skulle jo nødig tro, at vi kunne lide at kramme.

Men jeg sætter nu altså alligevel grænsen ved at blive regnet for en mand. I kan kalde mig meget. Foretrækker rockersej, foxy mama, spidergirl, turbochic, femme fatale og kaospilot. Lockheed Martin - joint fight striker, yeah. Kan dog i særlige tilfælde gå på kompromis. Men en mand?

Jeg ved godt, at jeg har flere hår på benene end mange mænd i ren Bruce Willis-style har på hovedet, men jeg forsøger faktisk at høste med jævne mellemrum på trods af braklægningsstøtte og sæsonens trend for stubmarker. Heller ikke overskægget får lov at gå total Movember, selvom hipster moustache og Fu Manchu-overskæg tjener et godt formål. Der skal dog efter min mening en ret god ansigtspels til for at gøre det hubbahubba hot og ikke bare PornoLasse lummert.

Og jeg har boobs, mand - ikke man boobs. Efterhånden ret slatne, desværre, men alligevel. Ikke som da jeg var yngre, og de opførte sig som mormors vidunder af en fløderand, der kunne vibrere i bløde svajende bevægelser. Et enkelt skub og de smuttede på plads stort set lige under kravebenet. Sådan føltes det i hvert fald. Når jeg prøver samme manøvre i dag lyder der ikke andet end en hul lyd, når hængepatten lander slasket på min pukkelpist af en mave, og jeg må grave spidsen ud af navlen, før jeg kan rulle den sammen og putte den på plads i hejse- aggregatet. Men alligevel. Boobs, mand.

Den anden dag går jeg og snakker med to af mine yndlingsmænd, der holder gang i en ret spændende samtale om løg. Og her snakker vi så hverken skalotteløg, husløg, zittauerløg eller hvidløg. Som samtalen udvikler sig, danner jeg mere og mere skrækindjagende billeder for mit indre blik, der både involverer nøddeknækkere og vaseline. Ret spagt forsøger jeg at indskyde, at der altså er en dame til stede. “Dame?” udbryder den ene af mænnerne lettere forvirret. “Nej, Mette, du tæller ikke. Du er jo en af gutterne.”

En af gutterne?? Jo jo, jeg har forstået at jeg ikke er Grace Kelly ladylike, men alligevel. Jeg træner neglelakspålægning som Zlatan øver saksespark. Kæmper mod stive pindsvinehår på oversiden af tæerne og vrider dem ved enhver lejligheder i smertefulde stiletter. Smører og dækker og redder og trimmer som en anden raceterrier. Min krop bugter sig i bakkedal alle de rigtige og i særdeleshed ikke-rigtige steder, mens jeg lider og forsøger at stoppe den i et opstrammende, opløftende, selvsiddende kropskondom, men hvad er resultatet? En af gutterne!
Jeg kan rigtig godt lide mænd. Rigtig godt. Men ikke så godt, at jeg vil være en.


Hans Christian, jeg går op og lægger mig.