Søndagsliv

Vinteren går på hæld og overalt udenfor står foråret på spring. Så fantastisk at ord er for små og stille. Hængepilen har fået fine små hvide knopper, inden længe efterfulgt af det blødeste bløde. Vintergækker, krokus og selv blå anemoner er dukket op i krat og skovbund. Det kan kun blive godt. Med forårets kommer siger vi samtidig farvel til en af vinterens klassikere. Her hos os har vintersøndagene budt på langsomme simreretter med saft og kraft og smag. I dag tager vi vinterens sidste.Osso Buco - kæmpestore og mange af dem. Omend klokken syv er en anelse tidligt at kokkerere på en søndag, så er det det helt rette tidspunkt. Knudemanden sover endnu, ungerne stener til morgenkanalen og er endnu ikke fløjet i flæsket af det samme stykke legetøj. Eller hinanden. Og jeg har lidt tid til i ro og mag at få gang i gryderne. Hakke vinterens sidste grove rodfrugter. Snitte køkkenets mest uundværlige ingrediens; hvidløg. Og spæde op med hvidvin. Hvilket normalt ville have givet anledning til lidt småsipperi, men dog ikke klokken syv om morgenen.

Allerede nu dufter hele huset af mad - og det kommer det til længe. For i dag står den på langsom mad. Stille mad. En stilhed som i hverdagen kan være svær at finde. Måske det er det, vi skal lære af vinterens mad. Ro og langsomhed.

Senere i dag skal jeg hakke kød. Til ugens pitabrød og lasagne. Måske vi skal i haven. Måske jeg skal løbe. Ja, jeg skal løbe. Har udfordret mig selv på det groveste. Men mere om det senere. En teaser kan I dog få. Det involverer 21 grusomme km. Men først til efteråret. Nu kalder foråret.