Nedtælling for en diva?

En veninde har spurgt om jeg ikke vil med på telttur. Bare hende og mig og vores fire drenge. I manges ører lyder det intet mindre end fantastisk. Jeg er forholdsvis skeptisk. Bubber og BS er barnemad ved siden af det jeg får udrettet i naturen. Og her snakker jeg ikke om at besørge min nødtørft i mosset bag et bøgetræ. Jeg er udpræget mere til wellness end til wild west. 
Men okay, man skal lære noget nyt her i livet. Man skal udvikle sig, har jeg hørt. Så jeg har sagt ja. Hvis altså vejret er godt, that is. Jeg sejler bare ikke rundt på luftmadras i villatelt i skybrud. Glem det. I sådan et vejr er der også bare alt for langt til toilettet. Hader at træde ind i det brune søle sådan et sted og være i tvivl om, hvad det er jeg vader rundt i.


"Kan du slå ihjel?", stod der så i en sms jeg modtog for nogle uger siden. Indtil flere scenarier udspillede sig straks fra mit indre blik, og jeg så mig selv ride mod solnedgangen på min hjulbenede ganger med et rygende geværløb over skulderen. Det viser sig så at min venindes ældstesøn - alderpræsidenten i drengebanden med hele 8 år på bagen - forventer at vi skal fange vores føde selv, og hun ville så lige høre, om jeg kunne ondulere en regnbueørred. Med kniv og gaffel på Hotel Vejlefjord, ja, tænker jeg. Og et lille strejf citron, for sure. 


Husker med smertelig erindring mit sidste forsøg som pigespejder. En smule succes ville have været godt. Ikke sådan world famous kind of succes. Bare nok til ikke at falde totalt igennem. Så de andre på turen ikke konstant ser på mig som hende, der trækker holdet ned. Dødvægten. Klodsen om benet. Som når man i "Hvem vil være millionær" ufrivilligt bliver sat sammen med Linse Kessler, Amalie og hendes mor. På samme tid. Jeg skal bare bruge succes nok til at overleve. Med stil. Med stil, selvfølgelig.
Det er en overvindelse af evolutionelle dimensioner for mig bare at sætte smilet på. "Ja, jeg synes da i den grad at overlevelsestur med kanosejlads, overnatning i hjemmebyggede bivuakker og madlavning på trankia er en vildt fedt idé. Den bakker jeg SÅ meget op om." Krydser stiletterne under bordet og smilet klistrer fast i en dødningeagtig grimasse, mens jeg i et panisk øjeblik ser mig selv sidde skrævende på hug i underskoven og svinge med divacuppen, mens flyvemyrer af dinosaurstørrelse bygger rede i bevoksningen på mine ben og jeg insisterende messer "det er bare græs der kilder hæmoriden, det er bare græs." 

Første mission på sådan en tur har jeg lært er at finde en egnet sovepose. "Flet for fanden da et tæppe af siv", brøler min vildmandsleder som med sin blotte tilstedeværelse får Indiana Jones til at ligne Jim Lyngvild. Jeg hader soveposer af et godt hjerte. De stinker, får mig til at føle mig som indmaden i en kryddermedister og antænder i samme sekund jeg ormer mig ned i den et truende angstanfald. Nogle er bange for edderkopper og slanger. Jeg kampsveder i panikangst over soveposer. Men tanken om at ligge der i mørket under træerne ganske ubeskyttet til lyden af brunstige reners parringshyl får mig alligevel til at slæbe kropskondomet med. Liggeunderlag kan de dog godt glemme. Det kan være nok så polypropylen-behandlet - jeg gør det ikke. Men fandme træls at en luftmadras monteret på en vandrerrygsæk er lige så tung som en middelstor bakkesangerinde. Det sociale serviceniveau i dagens Danmark er drastisk faldende. Som offentligt ansat burde en Hästens med elevation var standardudstyr i tjenesten. Hallo, er der nogle vælgerhungrende landspolitikere derude der hører efter??

Uldundertøj. Tjek. Vandrerstøvler. Tjek. Makeuptaske. Tjek. Fladjern. Njaaaa, må nok hellere lade det blive hjemme. Ikke godt for mit nyfundne outdoorimage at rende rundt i skoven og lede efter strømtræet. Sikkert heller ikke en fremragende kombi med de mængder vand DMI så forræderisk melder om. Satser naivt på at skyggerne i skoven gør noget godt og naturligt for mit look. Men ærligt talt, så tvivler jeg. 
Stavrer gennem mudderet med svuppende klistrede lyde og falder direkte på røven nærmest inden jeg kan nå at bræge Ilse Jacobsen - Hornbæk. Mudderet klæber sig til min regnuniform og render i tykke sølede tunger nedad mine ben. I drømme nipper jeg elegant til en mojito, men virkeligheden sladrer om lunket vand fyldt med kryb der garanteret yngler ganske fremragende i min 37 grader varme krop. Om natten kryber jeg sammen under presenningen, mens myggene forlyster sig på mit ansigt og forvandler min Ole H-hud til en teenagers bebumsede fjæs. Mærker vandet trænge ind fra bunden. Har mareridt om kanotur og rapelling. 


Divaer i junglen, go home. Hvad er Bubber uden sit badekar? Hvorfor var det egentlig, jeg lige sagde ja til den telttur?? Det kommer i den grad til at koste nogle liter papvin at komme igennem. 

Skaaat, gider du ikke lige barbere mine tæer?

“Skaaaaat, gider du ikke lige barbere mine tæer?” Det er lørdag, og jeg er ved at gennemgå de minutiøse forberedelser, der skal til for at få gjort mit nedslidte, halvgamle korpus klart til at gå ud blandt andre mennesker. Seancen minder mest af alt om nedtællingen til Siriusekspeditionen, og jeg forventer hvert øjeblik, at kronprinsen himself gør sin entre iført slædehund og “Far til fire”.
Jeg fistrer rundt i badeværelset med blodrøde nylakerede negle strittende i alle retninger, da mit falkeblik spotter fem lange stive hår midt på min højre storetå. Ved nærmere øjesyn holder venstre storetå sig ikke tilbage og er tilsvarende sirligt pyntet med pels, der ville have gjort ethvert pindsvin stolt.

Jeg forsøger at lirke skuffen i det efterhånden ret tildækkede badeværelsesmøblement op med bagdelen og håber inderligt på, at det for en gangs skyld kan svare sig at have en mås som en østtysk kampvogn. Uden held. I stedet får jeg dekoreret min oversize pariser med lange røde streger, hvor huden hænger i trevler og en enkelt bloddråbe står i slående kontrast til popoens kummefryserblege teint. Skuffens hjørner skærer sig ind i appelsinhuden og jeg bander meget lidt kvindeligt, da jeg får vredet skuffen op. Forsøger at fiske skraberen op stadig med fingrene strittende ud til alle sider, og da det ikke lykkes, bøjer jeg mig forover og tager et godt greb om apparatet med fortænderne.

Så står jeg så der i utæmmet Eva-kostume og overvejer næste træk i kampen mod gevæksterne. Forsøger stivbenet og med samme ynde som et næsehorn i løbetid at banke plankerne op på bordkanten men må acceptere, at der faktisk er noget langt fra Venus-jeg-er-super-lækker-super-tøset-lige-det-redskab-du-ikke-kan-leve-uden-Gilette mellem mine tænder til tæernes bepelsede overflade. Overvejer nogenlunde samme stilling men med foden placeret på toiletbrættet - også her uden større succes. Frygter samtidig at glide på det våde badeværelsesgulv og lande i en postition, der sprænger alt fra indersiden af højre knæ til det tilsvarende venstre. Med en dobbelt salto med halv skrue velplaceret i midten. Ærgelig må jeg indse, at jeg ikke har anden udvej, hvis plænen skal bankes ned nu.”Skaaaaaaat?”

Det var faktisk en ret nedslående oplevelse at tage min krop i nærmere øjesyn før den helt store klargøringstur. Jeg bugter mig i bakkedal over stort set hele arealet. Kan vist desværre ikke engang skyde skylden på to graviditeter med efterfølgende strækmærker og fødedelle med eget liv. I blame Marabou. Det gør det ikke meget bedre at alderen kommer snigende hurtig som en ninja og jeg efterhånden mere har status af rasp end af sprød snitte.

Ikke engang mine bryster vibrerer længere. Også det er slut, finito, ovre. Det var jeg ellers stolt over, at de kunne. Da jeg var yngre og noget mere spændstig end nu, kunne et enkelt veltilpasset skub med håndfladen få dem til at dirre svagt fra side til side. Som da man var lille og ikke kunne holde sig fra bedstemors fløderand i køleskabet. Man måtte bare prikke til det rene gelatinevidunder med en møgbeskidt barnehånd for at se den vibrere rytmisk på tallerknen med bløde svajende bevægelser.
Et enkelt puf efterfulgt af vibrationer, og kort tid efter fandt de igen deres fremadskuende plads stort set lige under kravebenet. Altid faktisk. Når jeg prøver samme trick i dag - og det gør jeg - lyder der ikke andet end en dump hul lyd, når hængepatten lander slasket på min pukkelpist af en mave, og jeg må grave spidsen ud af navlen, før jeg kan rulle dem sammen og putte dem på plads i deres forede bh-huler. Det er dog en trøst, at jeg stadig magter den manøvre selv. Der får forhåbentlig et par år før jeg også der er nødt til at søge assistance.

“Skaaaaat, gider du rulle mine bryster tilbage på plads?? Jeg tror de sidder fast i min armhule.”

Klaprer dine deller også i modvind # 2

Sidste år i oktober skrev jeg dette indlæg. Jeg må være godt tosset for i morgen gør jeg det igen. Man skulle tro, jeg var blevet klogere. Det er jeg ikke. Jeg er en humlebi. Den er alt for tyk til at flyve, men gør det alligevel. Jeg er alt for tyk til at løbe, men forstår det åbenbart ikke. 

Håber ikke det blæser så meget i Århus i morgen - så klaprer mine deller måske ikke så meget.  

Bare fordi man er småfed, kan man da godt flytte sig. Tænker jeg naivt hver gang jeg forvilder mig ind i et fitnesscenter. Og hver eneste gang føles det som var jeg Pia Kjærsgaard til årsmøde hos Enhedslisten. Kaster et flygtigt blik rundt i det toptunede, hypermoderne lokale og beder en lynhurtig bøn til who ever om, at jeg er den eneste ene. No luck.

Fra crosstraineren får jeg elevatorblikket af en Barbieklon - alt for tynd, alt for høj og med alt for nyindkøbte plastikstive bryster - og et kort øjeblik ser jeg for mit indre blik, hvordan hun stritter af maskineriet, når det går op for hende, at hun ikke engang i den perfekte verden kunne overleve det taljemål. Panisk suger jeg maven ind til jeg bliver gasblå i hovedet og får krampetrækninger i lukkemusklen, hvorefter jeg med en flodhests ynde overskudsagtigt forsøger at svæve ind i lokalet.

Jeg kravler op på motionscyklen og sætter afstadigt benene i bevægelse. "Indtast vægt" bøjer bæstet i neon på skærmen foran mig, mens jeg leger dankortautomat og diskret med den ene hånd forsøger at dække tastaturet, mens jeg bliver ved med at holde tasten nede. Sæt i gang. Jeg vrikker fra indersiden af den ene balle til den anden på sædet, er tæt på at presse livet ud af en enkelt hæmoride, mens jeg torsker derudaf, intetanende om de brændende betændte slidmærker jeg snarligt får påført mig selv af skærende syninger i kondomstramme løbetights. Alt for at falde ind i mængden. Selvom det er et håbløst foretagende, når jeg ligner en nysnøret rullepølse. Med fyld.

Inden længe kampsveder jeg som en brunstig tyr i en sauna og forsøger at trække vejret uden at lyde som en vesterhavskutter i havsnød. Visualiserer chokolademuffins for enden af bjerget og bener derudaf med tre kilometer i timen. Beslutter mig omgående til at opvarmingen må være slut. Skræver ned af cyklen, ormer mig forbi Barbie, der har fået selskab af endnu en klon på crosstraineren, og stiller mig noget der minder om næsten selvsikkert op på løbebåndet. "Vælg program", hvæser den, mens jeg tværer rundt på skærmen med en svedglat fingerspids. Jeg løber. Det ene ben foran det andet. Igen. Igen. Igen.

Overvejer at trække vejret, men frygter at glemme at løfte benene. Jeg dundrer derudaf og føler mig nærmest sporty, da skærmen pludselig begynder at ændre sig og hastigheden banker i vejret. Panisk kaster jeg benene ud til siderne, mens båndet løber hurtigere og hurtigere og jeg tavst tigger den om ikke at smide mig af. Da hastigheden rammer tyve kilometer i timen hænger jeg i overarmene på bæstets armstøtter, mens benene flagrer om kap med mine bryster i slipstrømmen. Fra højre kommer en sand elverpige af en fitnessinstruktør springende til og får stoppet vanvidsmaskinen, mens jeg krampagtigt bliver hængende til den står helt stille. "Jeg tror altså ikke, du er i form til den hastighed", forsøger hun, mens jeg får hvæset ud mellem fortænderne at det var maskinen og ikke mig og forsøger at tørre sved ud af øjnene.

Barbie 1 ser overlegent op fra crosstraineren og hvisker noget til Barbie 2, mens jeg sjosker ud og forestiller mig, hvordan jeg som superwoman flyver igennem lokalet og leverer dem begge et håndkantsslag i nakken på vejen.

Hvorfor dette møde med helvedes forgård ikke stopper mig, forstår jeg ikke. Det burde det. Det burde det virkelig. Men jeg er tykhudet. Åbenbart. For snart ser jeg mit eget navn på en liste. En løbsliste. Til et rigtigt løb med rigtig tidtager og nummer og det hele. Og en fuldstændig rablende distance. Bare fordi man er småfed, kan man vel godt flytte sig.

Ja, men man skal ikke flytte sig 21,1 kilometer. Det er naturstridigt. Og alligevel finder jeg mig selv på listen over deltagere til et halvmarathon. Og jeg løber. Ikke stærkt. Men jeg løber. Overhales gang på gang. Af senede marathonmænd i alt for korte shorts. Af fitnessede tøsebørn som i rusen har glemt at klemme sammen, så de stinker af mødding og har store indtørrede plamager nedad baglårene. Jeg piber over kramper, mens dellerne klaprer mod hinanden i vinden og spænder overarmene så hårdt, at hudflapperne glemmer at vibrere. Mine baller er følelsesløse og jeg sukker ganske opgivende efter lyserøde drinks med sukkerkant og paraplyer. Er i den grad mere til SATC-style end til Chris MacDonald.

Men efter noget der føles som uendelig lang tid sker det. Lige der fremme er det. Målet. Jeg er kold og træt. Føler mig ligeså gammel som Jørn Hjorting og Otto Leisner til sammen. Død eller levende. Jeg er vindblæst og forkommen og absolut kandidat til et års forbrug af wellness. "Yes, yes, yes - du gjorde det", står der over åbningen til stadion, hvor jeg vralter min halvhjertede sejrsrunde. Når undervejs også lige at jokke på plænen, selvom det er i den grad forbudt. Who cares. Jeg er en rebel.

Så selvom man er småfed og ens deller klaprer i modvind, så kan man godt bevæge sig. Jeg løb en halvmarathon i går.

(Og i nat kørte en bulldozer over min krop. Men sig det ikke til nogen.) 

Bekendelser fra tissemandland

"Woooow mor, har du set hvor lang den kan blive?", råber min 3-årige ganske overstrømmende lykkeligt og hiver i sin tissemand som var den et splinternyt hudfarvet gummibånd. Med sine små buttede barnefingre har han hevet fat om det yderste tynde stykke hud og trækker nu krabaten i alle mulige og umulige retninger, og jeg frygter et øjeblik at huden revner og den brækker midt over, mens jeg ser min langt ude i fremtiden chance for at blive farmor svinde ind som en frankfurter på weberen en varm sommeraften. 

Jeg forsøger smådesperat at få ham til at stoppe og putte hænderne et sted, hvor det er mere Emma Gad-passende for små drenge, alt imens min bekymring for svendens videre skæbne stiger og stiger. Men knægten er himmelråbende ligeglad og valser pavestolt rundt i stuen med fremskudt prinsgemal-vom og et saligt smil fra en verden, hans mor ikke forstår. Skrækindjagende billeder passerer revy for mit indre blik af min søn som en fremtidens Karl Mar hujende og skrigende gennem indre by med dynamiske hjortespring, mens han trods kraftig modvind forsøger at lave propellen. Allerede der føler jeg mig en anelse træt

Det gik meget hurtigt op for mig, at de faktisk ikke skal være ret gamle sådan nogle knægte før de får lært at size matters. “Min tissemand er større end din tissemand”, hyler ældsten gang på gang hoverende, når han har overtalt brormand til at tisse over kors. Stolte står de med bukserne nede om haserne og øver synkronpisning på badeværelset, mens jeg vrider mig ved tanken om, hvem der skal gøre rent den dag, de finder på at sprøjte til måls efter en flue på væggen. Samtidig håber jeg i mit stille sind, at de i kampens hede har husket skamlen, så toiletbræddet ikke ved et uheld vipper ned og klemmer yngtens, der stadig er så kortbenet, at han kun lige kan nå op og lade den hvile på kummens kant. 

“Min far har en tissemand”, fortæller de stolte den stakkels kassemedarbejder i Fakta, mens jeg kampsvedende losser cocktailpølser og vådservietter på båndet. Forsøger at undgå at skubbe Se & Hør ned af hylden med min kummefryserbrede mås, mens jeg suger maven ind og laver freelance knibeøvelser, der ikke giver meget andet end analkrampe. 
“Har du også en tissemand?,” lyder det efterfølgende fra den lille barnemund og jeg forsøger febrilsk at forklare at nej, det har damen ikke. Det er kun mænd, der har tissemænd. 

At damen så har et overskæg mere velpoleret end Herr Hitlers og skuldre bredere end en østeuropæisk kuglestøder gør ikke sagen nemmere. Og så sker det, der ikke må ske. Man tror lige at man har alt under kontrol. Der er ingen børn, der er stukket af. Ingen der har nakket legetøj, chokoladekiks eller politisk ukorrekte vingummibamser fulde af e-numre og direkte importerede fra down town Fleggaard. Der er ikke nogen, der ligger på gulvet og skriger. Ingen der har sagt, at manden efter os i køen iført kaftan og sandaler ligner en abe. Det går sådan overall meget godt. Indtil verdenen ramler sammen. 

“Min far har en kæmpestor tissemand. Jeg ikke må slå, men jeg må gerne ae.” 

Det er rart nok, når opdragelsen virker til at sidde fast i de små hoveder. De skal bare indgå i de rigtige sammenhænge. 

Ikke som de andre

Okay, jeg indrømmer det. Jeg elsker at kigge på mennesker, elsker at se deres valg af tøj, hår og handlemåde. På den ene side siger det en masse om dem, på den anden side ingenting. Og efterhånden er jeg kommet frem til en ting. Jeg er ikke helt som de andre er flest, når man nu bor på en mark hvor dilligencen kun kommer forbi hver tredje uge. Udvalget i børnehaven af klassiske nordiske mødre med lyst halvlangt hår, smalle hofter og udpræget veltrænet figur er stødt stigende og må jeg sige, stærkt i overtal. De medbringer kønne, lige så blonde hello kitty-lyserøde døtre og sønner iført spiderman og resten af superhelteklanen. Deres børn medbringer til legetøjsdag - og her kan jeg kun udtale mig om drengene, da ældstens stue kun består af hankønsvæsener - Bakugan, Gormiti, skydere og maskiner på hjul, på vinger og på propeller.
Og så er der sådan en som mig - vi er få, men vi er der. I øjeblikket er jeg i besiddelse af det korteste, mest strittende hår i en lad os sige ret rød nuance. Solbrillerne ville have gjort Tom Cruise og resten af hans Top Gun-crew stolt, dog uden diverse bling bling, er jeg ret sikker på. Skoene svinger mellem bubblegum-farvede sommercrocs, et bred udvalg af Angulus i diverse nuancer samt græsgrønne El Naturalista med halvhøj gummihæl. Tøjet er i en kategori for sig - følger dog sjældent den samme mode som de andre mødre. Har så dog ikke fattet hvem af os, som er outdatet. De fleste af de andre mødre er rolige og afbalancerede, venlige men distancerede, høflige, pæne og nydelige i alt hvad de siger og gør. Og så er der "min slags." Jeg larmer en del i både sind og adfærd, skræmmer dem sikkert næsten væk, når jeg åbner munden og snakker løs. Tror ikke jeg er så kompliceret endda - nærmere direkte. Jeg er egentlig ikke bange for at virke lidt åndsvag, det løb er vist kørt for længst. Og så jeg er vist ikke særlig afbalanceret, distanceret og nydelig. Men ved I hvad?? Det er også fint nok.
Og så er der mine drenge. Iført hjemmestrikkede sweatre og bukser i mors eget design kværnet igennem på den gamle Singer. Katvig, Danefæ og andet nice stuff som aldrig er nået helt herud. Til legetøjsdag medbringer ældsten......en dukke. Og han er fuldstændig romersk katolsk ligeglad med at han skiller sig ud fra de andre drenge. Jo jo, godt nok er den en Arnold Schwarzenegger look alike dukke med arme som kalkunlår og ben som husets gulvvase, men alligevel. Det rører ikke knægten. Han er mest af alt sig selv. Hviler så meget i sig selv at det er en fryd.
Her i huset er vi vist ikke som de andre. Hvem er du?

Stilhed

Huset er helt fyldt af stilhed. Ikke en lyd nogle steder fra. Solen skinner fra en forårsblå junihimmel og halvdelen af haven er allerede solbeskinnet og den sidste dug forsvundet. Manden er kørt i institution med ældsten og yngsten, morfars trailer og familien Danmark-bilen. Sådan er det, når det er Store Koordinationsdag. Og nu sidder jeg så her. Med min havregrød i skålen og gåsehud på armene - bare fordi jeg er for doven til at hente en trøje. Nyder bare øjeblikket og tænker på dagen forude. Om et kvarter går startskuddet. Så ser man mig cykle afsted til skole med tasken på ryggen og vinden i håret. Mette 7 år - plus det løse.
Min mormor ville have haft fødselsdag i dag, men selvom det efterhånden er ni år siden vi mistede hende, sender jeg alligevel en tanke til himlen i dag. Selvom hun ikke er her mere, er hun alligevel en del af min historie, min baggrund. Hun er "kvinden bag" min mor - og min mor er "kvinden bag" mig. Sådan indfældes vi i årenes gang og trækker bånd gennem generationer. Så tillykke med fødselsdagen, mormor - sikke et smukt vejr, du har givet os.
Jeg ønsker jer alle en dejlig 1. juni - det er NU sommeren starter.

Hvem har du rost i dag?

Jeg har ført nævnt Karen - en stor både kreativ og menneskelig inspiration her i blogland. Hun beder os lave en god dag, i dag har jeg forsøgt at lave en god dag for andre. Har stillet krav, lavet aftaler og rost mine dejlige elever i min klasse, har rost en anden klasse som jeg tidligere har været ude med riven efter pga. dårlig opførsel. Og så har jeg rost min pædagog. Altså sønnens pædagog. Ældsten er vanvittig glad for sin børnehave, kommer hjem hver dag, træt og beskidt, men med solskin på kinderne og i hjertet. De synger, spiller, leger og lærer. De tager på tur, leder efter nisser i skoven, finder dyrespor, samler affald, bygger huler og kører traktor. I en tid, hvor der spares til den store guldmedalje, er der alligevel tid og overskud til en morgensmothie ved køkkenbordet lidt over syv, et eventyr i skyggen af et træ og knus og kram og trøst, når der skal siges farvel til mor, og man måske slet ikke er så stor som man sommetider selv tror. Kritikpunkter bliver taget professionelt til efterretning, og jeg føler der er plads til forskelligheder og individuelle hensyn hos både børn og forældre. DERFOR har jeg rost min pædagog i dag og bedt hende sprede budskabet til resten af stuen.

Hvem har du rost i dag?

Mandag

Det er i sandhed mandag. For første gang i evigheder sov begge drenge da vækkeuret ringede i morges, og det var ikke ligefrem populære forældre som gennemtrumfede afklædning, påklædning og tandbørstning. Tonehøjden hos familiens to yngste medlemmer ville have gjort enhver koloratursopran pavestolt. Nu er klokken 19.00 og der er ro i lejren. Noget tidligere end normalt, men hvad gør det, når trætheden melder sig. Jo, det er helt sikkert mandag.

Vores ene rhododendron er sprunget ud her i weekenden. Så fin den er. Nu venter vi bare på alle de andre, hvide, lilla, røde. Især én er ventet med spænding i år. En "arve-rhododendron" som mine forældre fik fra mine bedsteforældres gård for mange år siden efterhånden. Indtil sidste sommer stod den så i mine forældres have, hvorefter min søster arvede den. Problemet er bare, at rhododendron nok ikke har det så godt på anden sal, så nu er den altså flyttet ind til os i en periode. Den glæder jeg mig til at se springe ud.

I går bagte jeg kærlighedsbrød. Brødet i sig selv er en sjælden fornøjelse, både at bage og sætte tænderne i. Og opskriften giver smil på læben. Så stort et smil at det klart må gives videre. Bare navnet. Kærlighedsbrød. Kig forbi denne alt for skønne blog , det er altid en oplevelse.

Over and out...

...i hvert fald for nu. Om en time afgår toget til en uges lejrskole med min 5. klasse. Håber på bedre vejr end det der præsteres i skrivende stund, hvor regner siler ned og slår på ruden. I det fjerne kan jeg dog skimte enkelte lyseblå striber af himmel, det er lunt, fuglene synger og træerne suger vandet til sig og springer ud, som om det er deres fornemmeste opgave her i livet.

Pas godt på jer selv og jeres kære, mens jeg er væk. Der bliver lidt stille her på bloggen, så vær velkommen til at kigge forbi og læg en besked til mig til når jeg kommer hjem.

Over and out.

Jeg har ryddet op. Sorteret, kategoriseret, smidt ud. Det giver overblik, energi og orden.

Har masser af ord på vej til jer, men lige nu kan de ikke komme ud gennem fingrene. Over and out.

Hvor skal moderskabet stå??

Det er søndag morgen - påskesøndag. Gemalen og ældstesønnen sover, yngsten tømmer husets skuffer og moderen har bænket sig ved computeren med en kop varm kakao i den musselmalede. Der har været et indlæg på vej i mit hoved de sidste dage. Egentlig nok en af den slags, som måske er lige en tand for personlige til så offentligt et sted som blogland, men jeg tænker lidt, at jeg ikke er den første med disse tanker og sikkert heller ikke den sidste. Så måske der er nogle derude, som forstår hvad jeg tænker og hvorfor. Og som vil dele deres tanker med mig, som jeg nu gør med jer. Det håber jeg.
Lille V. som lige er blevet et år, har haft en hård start på livet. Han har sovet ekstremt dårligt som i 2 x 10 min. om dagen og vågen 10-15 gange hver nat. Han har bare aldrig kunnet finde ro, og med tiden fandt vi ud af at det var ryggen, lænd og nakke den var helt galt med og vi gik til kiropraktor over en længere periode sideløbende med træning seks gange om dagen herhjemme. Desuden er han vaskeægte ørebarn med alt, hvad det fører med sig. Han har ikke villet tage sut, tage flaske, spise grød, sove og så har han nærmest hele tiden fejlet et eller andet. Snot, hoste, tænder, øre osv. osv. Så han er blevet ammet. Igen og igen, konstant og igen. For det var noget som fungerede. Alt andet kørte slet ikke efter bogen, og når læger og sundhedsplejersker kunne ikke putte ham i deres højtelskede kasser, ja, så kørte amningen alligevel. Og den kørte godt.
Alle de gange hvor jeg tog beslutninger for min søn og vores familie som omverden ikke forstod, og som til tider gav mig følelsen af at være en dårlig mor, der kunne jeg i det mindste amme. Der lå min sikkerhed. Alle de gange hvor jeg i afmagt har sagt grimme ting og taget nogle mindre politisk korrekte valg, der har amningen været min redningsplanke, for der var i det mindste noget som jeg som mor kunne finde ud af. Når alt andet fejlede, hvilket jeg egentlig tit følte at det gjorde, så kunne jeg trods alt amme.
Men nu er det slut. De sidste par måneder har jeg kun ammet nat, vi har hygget os med det begge to, men nu har jeg taget beslutningen og lukket ned for mors mælkebar. Farmand svæver på en lyserød sky over at han pludselig kan trøste V. om natten, vi har nu haft tre nætter i streg, hvor knægten trods mange opvågninger har sovet i sin egen seng hele natten og hvor far bare har været superhelt. Og så står jeg her tilbage og ved ikke rigtig, hvor jeg skal placere mit moderskab. Jeg ved udemærket godt at en god mor ikke er defineret af amning, men for mig har det bare været der, hvor jeg har følt har jeg været god for mit barn. Jeg har jo ikke kunnet få ret meget andet til at fungere.
Lille V. er en glad og velfungerende knægt. Elsker sin vuggestue, spiser godt, er vild med nye udfordringer, er glad for mennesker og trives i stor stil. Så noget må jeg have gjort rigtigt. Lige nu er det bare tid til at jeg skal opdatere skabet (måske tapesere lidt retro og følge tidens trend?) og finde ud af, hvor det nu skal stå. Og det er ikke let.

En dejlig dag.

Udenfor er mørket faldet på, det er blevet aften og roen har sænket sig over os efter en lang dag med fart på. Drengene sover endelig omend efter meget modstand. Man overgiver sig vel ikke så let, når man tror man går glip af en fest. Mor og far er gået kold i henholdsvis sofaen og herrestolen. Så må I selv gætte på, hvem der sidder hvor. Vi har holdt rigtig familien Danmark dag i dag med svoger, svigerinde, bullerbassen Hjalte og Pippipigen Ida. Legeland, madpakke og kakaobrik med knæksugerør. Kan det blive meget bedre?
I dag var også dagen, hvor jeg rundede 1000 hits på bloggen og fik min faste læser nr. 20 - velkommen her, Tina, og tak til jer alle fordi I læser med. Dejligt at der er nogle, som følger med i mine mange ord.
Inden længe vil jeg i seng - først skal jeg dog lige have kastet en gang dej i køleren, så der kan blive friske boller til morgenmad i morgen. Lun hygge.

Sov godt - Mette

Lynhurtig lille påskegiveaway

Jeg har truet med det længe - min allerførste giveaway. Og nu skal det være. Det er blevet forår, fuglene synger i hækken, i haverne pipler blomsterne frem og vinden føles nærmest lun i håret. Som når solens stråler rammer ens vinterblege kinder og lover lysere tider. Om en time møder jeg på arbejde til en dag med masser af billedkunst og kreative unger. Og snart er det påskeferie. Jeg har lige taget boller ud af ovnen. Verdens letteste i øvrigt. Drengene er let og smertefrit afleveret i henholdsvis børnehave og vuggestue. Det er bedsteforældredag - åååh, hvor bliver Gustav overrasket. Skønne unge. I morgen sender vi far på tur med de andre store drenge. Og så får vi ham hjem, træt, overstadig og glad engang natten til søndag. Christian 5 år. Og jeg har købt ind til den store kreapåske - det gør MIG glad.Og på grund af alt dette kommer den nu.

Min allerførste lynhurtige lille påskegiveaway, som udtrækkes på tirsdag 30.03.10. Mange af jer kender reglerne:

En påskehilsen i denne tråd = et lod

En hilsen og fast læser (nye som gamle) = to lodder

Hilsen, fast læser og link på egen blog/hjemmeside = tre lodder

Gevinster skal vi da også have. Små, hyggelige og liiiidt søde. Tre styks:

To træhjerter i snor beklædt med tapet og lakeret - perfekt til en forårsgren.

Tre magneter med hæklede blomster - til køleskabet eller opslagstavlen.

En endnu ikke offentliggjort lille påskesag.

Håber der er nogle, som vil være med - jeg ønsker jer i hvert fald en rigtig dejlig dag.

Krea-heaven

Så kom posten med superlækkert retrotapet - lige til at blive arbejdet med når der inden længe er påskeferie. Og det blev da også lige til lidt nyt garn, nogle rammer og noget papir til projekterne. Det er helt nye veje for mig at gå, anderledes, inspirerende og også lidt skræmmende. Ved ikke rigtig hvor jeg skal starte og ende. Mon jeg nogensinde finder ud af det??

Et åndehul

Onsdag har jeg lang dag på skolen. Vi slutter klokken fire og først derefter står den på forberedelse til torsdag. Men jeg er en af de heldige - synes jeg selv. Jeg har to mellemtimer midt på dagen, et rent åndehul med plads til lys og luft for krop og sjæl. Perfekt som opladning til en lang eftermiddag med stribevis af møder. Man kan nå en masse på 1½ time. Eller man kan lade være. I dag har jeg valgt at lade være og bare være.

Jeg er vild med bøger og blade. Den gode historie, inspirerende artikel, ny lærdom og information på side efter side efterside. Er der noget så lækkert som duften af en helt ny bog, hvor siderne stadig er så stive, at de nærmest skal brækkes fra hinanden? Eller et lækkert blad; om børn, sport, indretning og kreativitet. Me like.

I disse dage vil jeg gerne være den lykkelige ejer af designerbøger, strikkebøger og kogebøger. Ikke så meget fordi jeg bruger dem voldsomt meget i praksis. Jeg er bare vild med billederne.

Forsøger mig frem

Her i blogland er jeg faldet over masser af fantastiske flagranker i de fedeste retrostoffer. Men jeg kan ikke sy, eller rettere sagt, jo, det kan jeg godt, men jeg har ikke lige de rigtige stoffer, der vil gøre sådan en ranke helt perfekt, og jeg hader bare at gå på kompromis når jeg har fået noget bestemt på hjernen.

Så jeg er gået i gang med at lege. Vil prøve at lave min egen flagranke. En hæklet version i flerfarvet strømpegarn. Bliver sikkert monteret på noget rustikt snor af en art, glæder mig til at se, hvordan det udarter sig.

Har forresten glemt at vise jer de skønne, skønne plakater som yngstesønnen fik af moster til sin fødselsdag i sidste uge. Er vild med Hans Scherfigs junglebilleder, og nu er vi de heldige ejere af to som skal op og hænge på hans værelse, når vi får det gjort ordentligt færdigt.

Og så ang. den der giveaway. Havde egentlig regnet med at søsætte fænomenet, når jeg nåede 10 faste læsere, men det har jo rykket for vildt de seneste dage (tak for det), så jeg er ikke helt med endnu. Har også et par projekter, som jeg skal have lavet, som muligvis kan ende som giveaway-material. Håber I har tålmodighed og holder øje, for pludselig dukker den op og jeg håber I vil være med.

Blogland

Jeg er faldet totalt for det her blogging. Har hele dagen surfet rundt mellem forskellige herlige, inspirerende, udfordrende, humoristiske, fremragende blogs. Dog afbrudt af rengøring, madlavning og hygge med familien. Jeg har desuden opdaget noget helt fantastisk: Giveaways. Jamen, det er jo et fænomen helt for sig selv. Og jeg har skam deltaget i en ordentlig bunke af slagsen og krydser fingre for, at der på et eller andet tidspunkt falder en lille gave af til mig. Det kunne være så hyggeligt. Jeg er blevet bidt af det i en sådan grad, at jeg går og planlægger min egen lille giveaway. Hvis altså der er nogle, som har lyst til at være med.

Forelskelse

Update: Er også ret forelsket i blogland - render rundt med mange, mange ord om dette sted i mit hoved. Og leger med ideen om en giveaway. Dem er jeg også ret forelsket i.


Foråret er forelskelserne tid. Det gælder også for mig. Jeg er forelsket i mange ting i disse dage. I blomster, hvilket bloggen også bærer præg af, i bøger - især fire af slagsen med dertilhørende film - og så er jeg forelsket i porcelæn. Altså ikke bare i tallerkner, skåle og fade i al almindelighed, men i lige netop DE tallerkner, skåle og fade. Me låååååve. Musselmalet Mega fra Royal Copenhagen. Så bliver det pludselig en ren fornøjelse at dække bord. Og for den sags skyld også at vaske op. Det startede med tallerkner som min søster gav os i bryllupsgave. Derefter kom et par termokrus snigende sig ind i husholdningen og senere to forskellige skåle. Nu drømmer jeg om et fad. Et firkantet fad med riflet kant og store blå blomster. Bare smukt. Det er kærlighed.

Har taget endnu mere forår ind i dag - elsker blomster og i dag blev det tulipaner. Så skønne. I krukken ligger nylavet müsli - MED chokolade, når nu det er weekend. Og nå ja, så har jeg fået nyt billedredigeringsprogram. Lige et legetøj for mig til at gejle bloggen.