Rugbrød med surdej
Opstart af surdej:
2 dl rugmel
2 dl vand
I dagene efter tilsættes 1 dl rugmel og 1 dl vand, indtil den en morgen bobler og lugter svagt surt. Så er den klar. Den skal stå utildækket på køkkenbordet, og fodres hver dag. Den kan også stilles i køleskabet og fodres hver 14. dag, hvis der er pause i bagningen.
Når surdejen er klar, blander jeg følgende.
1½ l vand
4½ dl (350 g) surdej
200 g solsikkekerner
1 kg groft rugmel
400 g hvedemel
100 g hørfrø
2 spsk salt
200-300 gr. revne gulerødder
Efterfølgende hældes dejen i forme - jeg bruger tre forme a 2 liter. Dernæst hæver dejen i formene i ca. 16 timer +/- med et vådt viskestykke over. (Eller bare til næste dag)
Inden brødene bages, prikkes de helt igennem med en spisepind, strikkepind eller lignende . Bages 1½ time på 180 grader (ikke varmluft -det udtørrer brødet). Når brødene er færdige, tages de ud af formene, køler af 10 min og kommes i plastikposer (godkendt til fødevarer) og lukkes. Så bliver skorpen på brødet, når man skærer, og den bliver ikke hård.
Kan først skæres, når det ikke er varmt længere.









Osso Buco - kæmpestore og mange af dem. Omend klokken syv er en anelse tidligt at kokkerere på en søndag, så er det det helt rette tidspunkt. Knudemanden sover endnu, ungerne stener til morgenkanalen og er endnu ikke fløjet i flæsket af det samme stykke legetøj. Eller hinanden. Og jeg har lidt tid til i ro og mag at få gang i gryderne. Hakke vinterens sidste grove rodfrugter. Snitte køkkenets mest uundværlige ingrediens; hvidløg. Og spæde op med hvidvin. Hvilket normalt ville have givet anledning til lidt småsipperi, men dog ikke klokken syv om morgenen.









