fredag den 7. december 2012

En shop-o-holics bekendelser


Jeg kan rigtig godt lide at shoppe. Sko, makeup, tøj og så videre i den kategori. At gå og kigge hylder, røre ved, lugte til, tage ned og mærke vægten i hånden og på kroppen. Udvælge sig det helt rigtige. Der er noget magisk ved at lægge tingene på disken, se det bliver pakket sammen og - hvis jeg er rigtig heldig - pakket ind i fint silkepapir og lagt i lækre poser af groft papir. En ganske almindelig farverig plastikpose er nu heller ikke at kimse af - når bare der er noget lækkert i jo. Jeg er jo ikke kræsen. Overhovedet ikke. Følelsen af at tage fat i håndtaget og bære sine skatte hjem, lyden af poserne mod hinanden - mellem os sagt, så er der jo sjældent kun én. Det er alt sammen som taget direkte ud af en Disney film, dobbelt op på stjernedrys og glimmer selvfølgelig. Jeg er sikker på, at det er nogenlunde den samme følelser, som narkomaner har, når de endelig, endelig, endelig får et fix. Sådan kan jeg få det, når jeg sætter fingeren på den grønne knap og hører mig selv udtale de magiske ord “bare på beløbet.” Oh salig fryd og glæde.

I den sammenhæng lyder det mærkeligt, at jeg mener, jeg burde forbydes at shoppe blandt andre mennesker i hele december måned. Onlinesalg kan gå an, men indgangen til samtlige butikker og supermarkeder, hvor det kan ske, at jeg skal indgå i såvel fysisk som verbal samkvem med andre levende væsner burde være markeret med neongule “no entry” skilte, og dørene skulle have en særlig Mette-sensor, der spotter mig på flere hundrede meters afstand og sørger for, at de nægter at åbne sig for mig.

Jeg er ikke stolt af det, det er jeg virkelig ikke. Men jeg ejer ikke tålmodighed. Det er ikke bare sådan, at jeg bliver en anelse irriteret, nej, jeg bliver lige så rødglødende som en olm tyr, og røgen vælter ud af ørene på mig i rå mængder, som når en baby kampgylper en ned af nakken på vej ud af døren til en fin fest. Det er virkelig ikke med vilje, men ulvetime, køen i Fakta og så mig er en no go situation. Tolerence status zero point zero.

De der børn jeg nu har fået, er uden tvivl noget af det klogeste, jeg har begået i mit liv, men lige der er det bare ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Og i december er der særligt slemt - der er jo mennesker overalt. Ældre ægtepar, der diskuterer, om de nu skal have fem slags småkager eller syv slags småkager, og bedsteforældre der lettere forvirrede studerer ønskesedler fyldt med fremmedord. Småbørnsforældre som mig selv, der stresser afsted for at nå institutionerne inden lukketid og som allerede føler samtlige offentlige instansers altgennemborende blik i nakken, inden man gasser op og konstaterer, at klokken allerede er fem minutter mere, end hvad der er politisk Vores Børn-korrekt. Og de unge nu til dags - ja, det er jo ikke som da vi andre var børn. De grynter veltilfredse, mens de kaster håndtegn og dunker næve mod næve, og snakker fodbold og piger og sprut, og hvem der nu lige skal duske hvem i i hvilken busk til aftenens julefrokost. Det var nu noget helt, helt andet i min tid. Husker jeg.

Men de der børn. Den er jo allerede gal inden man kommer ind i butikken. De skændes om, hvem der skal sidde hvor, bære hvad og trykke på hvilken knap. “Jeg er stor, du er lille, jeg bestemmer”, kværner den store på bagsædet. “Jeg er også stor, ikke også mor?”, hyler den anden og smider tre snottede fingre i vejret for at bevise, at han i hvert fald ikke længere er nogen baby. Og der burde man nok reagere på faresignalerne, men det gør man bare ikke. Naiv som man er, kaster man den ene op i vognen. Hvis man er heldig. Og den anden skal selvfølgelig hente en lille vogn, som han så kan rende og køre slalom med mellem spinlon-nederdele og Herregaardsrødkål på tilbud. Vognen skriger hele vejen igennem grøntsagsafdelingen, forbi margarine, ketchup og dåsemajs. Han forsøger at kaste sig i flyverskjul ud over vognens kant, men man selv forgæves forsøger at undgå at jorde en palle Porsesnaps med den til årstiden velpolstrede pariser. Det ældste barn er så bare blevet væk.

Jeg styrtshopper, mens vognen tigger om alt fra Byggemand Bob-formede chokoladekiks over kagecreme til den fantastisk flotte tube med salve mod analkløe. “Nej, lille skat, mors hæmorider er ikke i udbrud i øjeblikket.” Eller noget. Og så når man til kassen og sukker lettet over, at der venter ældstearvingen. Med vognen fyldt af ting, som vi i hvert fald overhovedet ikke under nogen som helst omstændigheder skal have med hjem. Man kan se udgangen derfra. Lige der fremme ligger friheden. Det er Egon Olsen på vej gennem porten. “Moooar, hvorfor har damen så meget skæg?”, lyder det fra vognen. “Mmmmhøøøøø”, får man selv fremstammet og forsøger panisk at stikke hovedet helt ned i bunden af vognen efter den pakke gær, som virkelig, virkelig, virkelig burde ligger der. “Min mor har ikke nogen tissemand. Hun er er gået i stykker. Men min far har en tissemand”, forklarer den tre-årige stolt til ekspedienten. “Min far siger, jeg ikke må slå den. Men jeg må gerne ae.” 

Mon Keld og Benny venter på den anden side?  

lørdag den 1. december 2012

En af gutterne!



Jeg kan faktisk rigtig godt lide mænd. Jeg kan lide deres væremåde, deres direkte omgangstone og til tider ret ucensorerede sprog. Som regel kan jeg faktisk også godt lide deres måde at tænke på. Når alt kommer til alt tror jeg, at der er mange ting som kvinder generelt kan lære af mænd. Men sig ikke til dem, at jeg har sagt det.

Det falder mig helt naturligt at være sammen med mænd, og efter et par velplacerede bemærkninger om stillingen i Premier League og karosseriet i en Ford Mustang fra 1968, ryger der som regel en poselunken pils min vej, og mens samtalen får toiletkarakter, er jeg blevet one of the guys. Vi hilser næve mod næve, nikker anerkendende med henslængt omend meget velkontrolleret hovedkast og dunker hinanden i ryggen efter behov. Man skulle jo nødig tro, at vi kunne lide at kramme.

Men jeg sætter nu altså alligevel grænsen ved at blive regnet for en mand. I kan kalde mig meget. Foretrækker rockersej, foxy mama, spidergirl, turbochic, femme fatale og kaospilot. Lockheed Martin - joint fight striker, yeah. Kan dog i særlige tilfælde gå på kompromis. Men en mand?

Jeg ved godt, at jeg har flere hår på benene end mange mænd i ren Bruce Willis-style har på hovedet, men jeg forsøger faktisk at høste med jævne mellemrum på trods af braklægningsstøtte og sæsonens trend for stubmarker. Heller ikke overskægget får lov at gå total Movember, selvom hipster moustache og Fu Manchu-overskæg tjener et godt formål. Der skal dog efter min mening en ret god ansigtspels til for at gøre det hubbahubba hot og ikke bare PornoLasse lummert.

Og jeg har boobs, mand - ikke man boobs. Efterhånden ret slatne, desværre, men alligevel. Ikke som da jeg var yngre, og de opførte sig som mormors vidunder af en fløderand, der kunne vibrere i bløde svajende bevægelser. Et enkelt skub og de smuttede på plads stort set lige under kravebenet. Sådan føltes det i hvert fald. Når jeg prøver samme manøvre i dag lyder der ikke andet end en hul lyd, når hængepatten lander slasket på min pukkelpist af en mave, og jeg må grave spidsen ud af navlen, før jeg kan rulle den sammen og putte den på plads i hejse- aggregatet. Men alligevel. Boobs, mand.

Den anden dag går jeg og snakker med to af mine yndlingsmænd, der holder gang i en ret spændende samtale om løg. Og her snakker vi så hverken skalotteløg, husløg, zittauerløg eller hvidløg. Som samtalen udvikler sig, danner jeg mere og mere skrækindjagende billeder for mit indre blik, der både involverer nøddeknækkere og vaseline. Ret spagt forsøger jeg at indskyde, at der altså er en dame til stede. “Dame?” udbryder den ene af mænnerne lettere forvirret. “Nej, Mette, du tæller ikke. Du er jo en af gutterne.”

En af gutterne?? Jo jo, jeg har forstået at jeg ikke er Grace Kelly ladylike, men alligevel. Jeg træner neglelakspålægning som Zlatan øver saksespark. Kæmper mod stive pindsvinehår på oversiden af tæerne og vrider dem ved enhver lejligheder i smertefulde stiletter. Smører og dækker og redder og trimmer som en anden raceterrier. Min krop bugter sig i bakkedal alle de rigtige og i særdeleshed ikke-rigtige steder, mens jeg lider og forsøger at stoppe den i et opstrammende, opløftende, selvsiddende kropskondom, men hvad er resultatet? En af gutterne!
Jeg kan rigtig godt lide mænd. Rigtig godt. Men ikke så godt, at jeg vil være en.


Hans Christian, jeg går op og lægger mig.

lørdag den 17. november 2012

Henter du lige en boltsaks, mens jeg står her og vælter?


Er der nogen af jer, der nogensinde har forsøgt at stoppe Mike Tyson i et par nylonstrømper? Forestillet jer hvordan denne kompakte, firkantede mand vrider sig i arrigskab for at få syningerne til at stoppe med at skarve i folderne mellem lårerne og dermed forhindre sviende, væskende sår, mens han koncentreret gnasker på et øre og slår om sig til højre og venstre?
Eller leget med tanken om, hvordan den hårdtpumpede tidligere republikanske guvernør i Californien ville gøre sig i miniskørt og stiletter til brunch i Det hvide Hus eller på Martha’s Vinyard med resten af The Kennedys? Skulende til Mr. Obama og Secret Service holdet. I’ll be back.
Hvis bare én af jer i et svagt øjeblik har overvejet Hulk Hogan i den lille sorte og set ham for jeres indre blik i hofteholder og g-streng, så ved I hvordan jeg har det. Hvis I kan fornemme deres smerte, føle deres afmagt, smage deres blod, sved og tårer, så er I med mig. Helt inde i mit inderste. Når jeg skal købe en kjole.


Når det så er sagt, hvad får så mig overhovedet til at overveje at købe en kjole? Hvad kan få mig til at udsætte mig selv for de prøvelser? Galskab - jeg kan ikke noget bedre svar. Ægte, hjernelammende galskab. Intet mindre.

Den er gal allerede fra jeg træder ind i første butik. En vaskeægte alf af en ekspedient kommer svævende over gulvet og spørger med pibestemme, hvad hun mon kan hjælpe med.  “Måske en kjole,” får jeg fremstammet. “Eller noget lignende.” Hun giver mig elevatorblikket. Eller i dette tilfælde gik elevatoren nok kun opad. Derefter konstaterer hun nøgternt, at den i hvert fald ikke skal være for stram. Det har jeg nok ligesom opdaget, tænker jeg og forsøger febrilsk at trække maven ind. Ret demonstrativt vælter den alligevel fra side til side, da jeg buldrer gennem lokalet efter alfen, som bamsen med det røde tørklæde på besøg hos Royal Copenhagen. 


“Måske denne kunne være noget”, hyler den spidsørede og fremviser et kjoleaggregat, der mest af alt ligner en sort sæk belagt med bladguld. “Men den laves altså ikke større end xl”, fortsætter hun og vimser hen til prøverummet. Jeg nikker lettere panisk og begynder meget lidt optimistisk at tage tøjet af. 


Første arm i den guldbelagte går godt. Jeg finder hullet i første forsøg, der er ikke noget, der skal knappes op, ikke noget der sidder henslængt moderne og dingler, ikke noget der forhindrer fri passage fra ærmegab til guds fri natur. Totalt succes. Jeg er da kørende, tænker jeg og blinker måske lidt for kækt til mig selv i spejlet, da også hovedet smutter igennem sin dertil indrettede åbning. Du er faktisk ret lækker lige nu, poserer jeg foran helspejlet med Elvis overlæbe og lige tilpas afslappet pandelok designet til henslængt at blive kastet bagover i vinden. Hvilket jeg også gør. Samtidig med at jeg forsøger at tage ærme nummer to på. Og her går det så galt. 

Nogle af jer tænker måske, hvorfor jeg ikke startede ud med begge arme før hovedet, men der må jeg være jer svar skyldig. Det ved jeg simpelthen ikke. Men der står jeg altså. Med hovedet igennem det største hul, armene lodret i vejret og en guldbelagt sæk, der uigenkaldeligt har sat sig fast over mine bryster og trykker dem nedad med udadrettet vip i bunden som skihopbakken i Garmisch-Partenkirchen nytårsdag. Tror roligt man kan sige, at kjolen er nået ud over bakkens K-punkt.

“Hvordan går det herinde?”, spørger alfen med påtaget venlighed fra den anden side, og jeg kan mærke hendes misbilligelse sive ind under forhænget, mens jeg prustende stønner “fremragende” og kampsvedende forsøger at lirke mig ud af kropskondomet. Vel at mærke uden at den sprækker, og jeg bliver en meget dyr pudseklud rigere.
Ikke komme ind, ikke komme ind, ikke komme ind, messer jeg for mig selv, mens jeg svajer frem og tilbage som Johnny Madsen til en af sine egne koncerter. Jeg forestiller mig allerede hvordan jeg vælter ind i spejlet, smadrer glasset og er tæt på at forbløde, fordi de i ambulancen ikke kan få kjolen af og komme ind og lukke hullerne. Overvejer at spørge efter en skærebrænder. Eller måske bare en boltsaks. Ikke at jeg ville være i stand til at bruge den alligevel lige nu. Jeg har altid troet at det var ærefuldt at dø i kamp. Men jeg tror ikke denne kamp tæller.  

Til al held får jeg til sidst kjolen af. Stort set uden sprækker og huller. Og jeg får samlet mit tøj. Ruller dellerne på plads, får hejst brysterne op og ind. Et lille kærligt puf får de med på vejen. De har jo også været i kamp.     
Med rødsprængte kinder og en frisure, som Don King ville have været stolt af, får jeg afleveret tøjstykket med et “det var vist ikke lige sagen.” Hvem gider da også gå rundt og ligne en juletræskugle?

torsdag den 12. juli 2012

Regnvejrsdag


Har taget drengene med på det lokale bibliotek. Egentlig meget hyggeligt at sidder her i Chesterfield'en med strikketøjet, mens sønnerne leger og hygger rundt omkring. Ikke verdens største bibliotek, men rart og venligt og så meget andet end bøger. Det er godt. Regnen pisker ned udenfor. Det er godt nok svært at forstå at det er juli.

onsdag den 11. juli 2012

Den store klinges ædle betvinger.


Sommetider har man bare for meget tid. Jeg har i hvert fald. Eller også går tiden bare for langsomt. Sådan føler jeg det, når jeg sidder på motionscyklen og bare træder rundt og rundt. Jeg vil løbe. Løbe langt. Men læge og ledbånd er ikke enige. Overhovedet ikke. Hørte noget om hvile. Overhørte noget om ro. Sådan et ledbånd gror da sammen af sig selv, brokker jeg og tramper i pedalerne som en lille sur fem årig. Og det er så her, der er for meget tid. Til at sætte ord sammen. Og lege.

"Det er smukt, feltet, som een stor muskel, der banker gennem det gule hav. Se hvor smukt hun sidder på cyklen. Selv når hun står op. Ikke smuk stilisme, men effektiv. Nærmest som en robot, stirrende, trampende, bankende. Hamrende hård varme. Som at stikke hovedet hen over et bål. Det er sejt, det er stejlt. Hun viser her sansen for format. Den gule trøje, de hvide tænder. Den mørke muskel er virkelig lukket op nu. Som en lang lunte på vej mod eksplosion. Fremad - stormer fremad. Som en bøffel mod et vandhul. Smaskende i sin tidstagning. Feltet er trukket langt, langt ud, her, hvor det kører gennem endnu en by...med meget, meget smukke....blågrå tage...og kirker. Og er fremme sidder hun - den store klinges ædle betvinger.

Findes der noget smukkere end genoptræning??? Ja!

tirsdag den 10. juli 2012

Rugbrød

Sommervejret herhjemme er jo ikke ligefrem til strand og badning, så i stedet strikker jeg og bager rugbrød. Flere har spurgt efter opskriften, så her kommer den. Super nem - og tyvstjålet fra min bageguru Christina. 




Rugbrød med surdej

Opstart af surdej:

2 dl rugmel
2 dl vand

I dagene efter tilsættes 1 dl rugmel og 1 dl vand, indtil den en morgen bobler og lugter svagt surt. Så er den klar. Den skal stå utildækket på køkkenbordet, og fodres hver dag. Den kan også stilles i køleskabet og fodres hver 14. dag, hvis der er pause i bagningen. 

Når surdejen er klar, blander jeg følgende. 

1½ l vand
4½ dl (350 g) surdej
200 g solsikkekerner
1 kg groft rugmel
400 g hvedemel
100 g hørfrø
2 spsk salt
200-300 gr. revne gulerødder 

Efterfølgende hældes dejen i forme - jeg bruger tre forme a 2 liter. Dernæst hæver dejen i formene i ca. 16 timer +/- med et vådt viskestykke over. (Eller bare til næste dag)

Inden brødene bages, prikkes de helt igennem med en spisepind, strikkepind eller lignende . B
ages 1½ time på 180 grader (ikke varmluft -det udtørrer brødet). Når brødene er færdige, tages de ud af formene, køler af 10 min og kommes i plastikposer (godkendt til fødevarer) og lukkes. Så bliver skorpen på brødet, når man skærer, og den bliver ikke hård.

Kan først skæres, når det ikke er varmt længere.

mandag den 9. juli 2012

Sommerferieønsker


Sommerferien er i dag begyndt for drengene og mamma. Vi må stadig vente en uges tid på far. Midt i morgenmaden satte vi os med en seddel og lavede sammen en liste, hvor vi skrev ned, hvad vi godt kunne tænke os der skulle ske de næste fire uger, så det bare bliver en rigtig god sommerferie. Vejret kan vi ikke gøre så meget ved, men det må vi klare. Listen fortsætter på bagsiden med fantastiske forslag som "Spise is alle fire", "Lege udenfor" og "Spille stangtennis". Jeg synes et eller andet sted at det er ganske fantastiske ønsker fundet på af en tre årig og hans snart seks årige storebror. De viser i hvert fald noget om, hvad der betyder noget for dem.
Det er måske værd at huske for forældrene, som mest af alt drømmer om lange langsomme dage under sydens sol. Ungerne vil vist bare gerne være sammen.

torsdag den 21. juni 2012

Nedtælling for en diva?

En veninde har spurgt om jeg ikke vil med på telttur. Bare hende og mig og vores fire drenge. I manges ører lyder det intet mindre end fantastisk. Jeg er forholdsvis skeptisk. Bubber og BS er barnemad ved siden af det jeg får udrettet i naturen. Og her snakker jeg ikke om at besørge min nødtørft i mosset bag et bøgetræ. Jeg er udpræget mere til wellness end til wild west. 
Men okay, man skal lære noget nyt her i livet. Man skal udvikle sig, har jeg hørt. Så jeg har sagt ja. Hvis altså vejret er godt, that is. Jeg sejler bare ikke rundt på luftmadras i villatelt i skybrud. Glem det. I sådan et vejr er der også bare alt for langt til toilettet. Hader at træde ind i det brune søle sådan et sted og være i tvivl om, hvad det er jeg vader rundt i.


"Kan du slå ihjel?", stod der så i en sms jeg modtog for nogle uger siden. Indtil flere scenarier udspillede sig straks fra mit indre blik, og jeg så mig selv ride mod solnedgangen på min hjulbenede ganger med et rygende geværløb over skulderen. Det viser sig så at min venindes ældstesøn - alderpræsidenten i drengebanden med hele 8 år på bagen - forventer at vi skal fange vores føde selv, og hun ville så lige høre, om jeg kunne ondulere en regnbueørred. Med kniv og gaffel på Hotel Vejlefjord, ja, tænker jeg. Og et lille strejf citron, for sure. 


Husker med smertelig erindring mit sidste forsøg som pigespejder. En smule succes ville have været godt. Ikke sådan world famous kind of succes. Bare nok til ikke at falde totalt igennem. Så de andre på turen ikke konstant ser på mig som hende, der trækker holdet ned. Dødvægten. Klodsen om benet. Som når man i "Hvem vil være millionær" ufrivilligt bliver sat sammen med Linse Kessler, Amalie og hendes mor. På samme tid. Jeg skal bare bruge succes nok til at overleve. Med stil. Med stil, selvfølgelig.
Det er en overvindelse af evolutionelle dimensioner for mig bare at sætte smilet på. "Ja, jeg synes da i den grad at overlevelsestur med kanosejlads, overnatning i hjemmebyggede bivuakker og madlavning på trankia er en vildt fedt idé. Den bakker jeg SÅ meget op om." Krydser stiletterne under bordet og smilet klistrer fast i en dødningeagtig grimasse, mens jeg i et panisk øjeblik ser mig selv sidde skrævende på hug i underskoven og svinge med divacuppen, mens flyvemyrer af dinosaurstørrelse bygger rede i bevoksningen på mine ben og jeg insisterende messer "det er bare græs der kilder hæmoriden, det er bare græs." 

Første mission på sådan en tur har jeg lært er at finde en egnet sovepose. "Flet for fanden da et tæppe af siv", brøler min vildmandsleder som med sin blotte tilstedeværelse får Indiana Jones til at ligne Jim Lyngvild. Jeg hader soveposer af et godt hjerte. De stinker, får mig til at føle mig som indmaden i en kryddermedister og antænder i samme sekund jeg ormer mig ned i den et truende angstanfald. Nogle er bange for edderkopper og slanger. Jeg kampsveder i panikangst over soveposer. Men tanken om at ligge der i mørket under træerne ganske ubeskyttet til lyden af brunstige reners parringshyl får mig alligevel til at slæbe kropskondomet med. Liggeunderlag kan de dog godt glemme. Det kan være nok så polypropylen-behandlet - jeg gør det ikke. Men fandme træls at en luftmadras monteret på en vandrerrygsæk er lige så tung som en middelstor bakkesangerinde. Det sociale serviceniveau i dagens Danmark er drastisk faldende. Som offentligt ansat burde en Hästens med elevation var standardudstyr i tjenesten. Hallo, er der nogle vælgerhungrende landspolitikere derude der hører efter??

Uldundertøj. Tjek. Vandrerstøvler. Tjek. Makeuptaske. Tjek. Fladjern. Njaaaa, må nok hellere lade det blive hjemme. Ikke godt for mit nyfundne outdoorimage at rende rundt i skoven og lede efter strømtræet. Sikkert heller ikke en fremragende kombi med de mængder vand DMI så forræderisk melder om. Satser naivt på at skyggerne i skoven gør noget godt og naturligt for mit look. Men ærligt talt, så tvivler jeg. 
Stavrer gennem mudderet med svuppende klistrede lyde og falder direkte på røven nærmest inden jeg kan nå at bræge Ilse Jacobsen - Hornbæk. Mudderet klæber sig til min regnuniform og render i tykke sølede tunger nedad mine ben. I drømme nipper jeg elegant til en mojito, men virkeligheden sladrer om lunket vand fyldt med kryb der garanteret yngler ganske fremragende i min 37 grader varme krop. Om natten kryber jeg sammen under presenningen, mens myggene forlyster sig på mit ansigt og forvandler min Ole H-hud til en teenagers bebumsede fjæs. Mærker vandet trænge ind fra bunden. Har mareridt om kanotur og rapelling. 



Divaer i junglen, go home. Hvad er Bubber uden sit badekar? Hvorfor var det egentlig, jeg lige sagde ja til den telttur?? Det kommer i den grad til at koste nogle liter papvin at komme igennem. 

søndag den 17. juni 2012

Skaaat, gider du ikke lige barbere mine tæer?



“Skaaaaat, gider du ikke lige barbere mine tæer?” Det er lørdag, og jeg er ved at gennemgå de minutiøse forberedelser, der skal til for at få gjort mit nedslidte, halvgamle korpus klart til at gå ud blandt andre mennesker. Seancen minder mest af alt om nedtællingen til Siriusekspeditionen, og jeg forventer hvert øjeblik, at kronprinsen himself gør sin entre iført slædehund og “Far til fire”.
Jeg fistrer rundt i badeværelset med blodrøde nylakerede negle strittende i alle retninger, da mit falkeblik spotter fem lange stive hår midt på min højre storetå. Ved nærmere øjesyn holder venstre storetå sig ikke tilbage og er tilsvarende sirligt pyntet med pels, der ville have gjort ethvert pindsvin stolt.

Jeg forsøger at lirke skuffen i det efterhånden ret tildækkede badeværelsesmøblement op med bagdelen og håber inderligt på, at det for en gangs skyld kan svare sig at have en mås som en østtysk kampvogn. Uden held. I stedet får jeg dekoreret min oversize pariser med lange røde streger, hvor huden hænger i trevler og en enkelt bloddråbe står i slående kontrast til popoens kummefryserblege teint. Skuffens hjørner skærer sig ind i appelsinhuden og jeg bander meget lidt kvindeligt, da jeg får vredet skuffen op. Forsøger at fiske skraberen op stadig med fingrene strittende ud til alle sider, og da det ikke lykkes, bøjer jeg mig forover og tager et godt greb om apparatet med fortænderne.

Så står jeg så der i utæmmet Eva-kostume og overvejer næste træk i kampen mod gevæksterne. Forsøger stivbenet og med samme ynde som et næsehorn i løbetid at banke plankerne op på bordkanten men må acceptere, at der faktisk er noget langt fra Venus-jeg-er-super-lækker-super-tøset-lige-det-redskab-du-ikke-kan-leve-uden-Gilette mellem mine tænder til tæernes bepelsede overflade. Overvejer nogenlunde samme stilling men med foden placeret på toiletbrættet - også her uden større succes. Frygter samtidig at glide på det våde badeværelsesgulv og lande i en postition, der sprænger alt fra indersiden af højre knæ til det tilsvarende venstre. Med en dobbelt salto med halv skrue velplaceret i midten. Ærgelig må jeg indse, at jeg ikke har anden udvej, hvis plænen skal bankes ned nu.”Skaaaaaaat?”

Det var faktisk en ret nedslående oplevelse at tage min krop i nærmere øjesyn før den helt store klargøringstur. Jeg bugter mig i bakkedal over stort set hele arealet. Kan vist desværre ikke engang skyde skylden på to graviditeter med efterfølgende strækmærker og fødedelle med eget liv. I blame Marabou. Det gør det ikke meget bedre at alderen kommer snigende hurtig som en ninja og jeg efterhånden mere har status af rasp end af sprød snitte.

Ikke engang mine bryster vibrerer længere. Også det er slut, finito, ovre. Det var jeg ellers stolt over, at de kunne. Da jeg var yngre og noget mere spændstig end nu, kunne et enkelt veltilpasset skub med håndfladen få dem til at dirre svagt fra side til side. Som da man var lille og ikke kunne holde sig fra bedstemors fløderand i køleskabet. Man måtte bare prikke til det rene gelatinevidunder med en møgbeskidt barnehånd for at se den vibrere rytmisk på tallerknen med bløde svajende bevægelser.
Et enkelt puf efterfulgt af vibrationer, og kort tid efter fandt de igen deres fremadskuende plads stort set lige under kravebenet. Altid faktisk. Når jeg prøver samme trick i dag - og det gør jeg - lyder der ikke andet end en dump hul lyd, når hængepatten lander slasket på min pukkelpist af en mave, og jeg må grave spidsen ud af navlen, før jeg kan rulle dem sammen og putte dem på plads i deres forede bh-huler. Det er dog en trøst, at jeg stadig magter den manøvre selv. Der får forhåbentlig et par år før jeg også der er nødt til at søge assistance.

“Skaaaaat, gider du rulle mine bryster tilbage på plads?? Jeg tror de sidder fast i min armhule.”

lørdag den 2. juni 2012

Klaprer dine deller også i modvind # 2


Sidste år i oktober skrev jeg dette indlæg. Jeg må være godt tosset for i morgen gør jeg det igen. Man skulle tro, jeg var blevet klogere. Det er jeg ikke. Jeg er en humlebi. Den er alt for tyk til at flyve, men gør det alligevel. Jeg er alt for tyk til at løbe, men forstår det åbenbart ikke. 
Håber ikke det blæser så meget i Århus i morgen - så klaprer mine deller måske ikke så meget.  

Bare fordi man er småfed, kan man da godt flytte sig. Tænker jeg naivt hver gang jeg forvilder mig ind i et fitnesscenter. Og hver eneste gang føles det som var jeg Pia Kjærsgaard til årsmøde hos Enhedslisten. Kaster et flygtigt blik rundt i det toptunede, hypermoderne lokale og beder en lynhurtig bøn til who ever om, at jeg er den eneste ene. No luck.

Fra crosstraineren får jeg elevatorblikket af en Barbieklon - alt for tynd, alt for høj og med alt for nyindkøbte plastikstive bryster - og et kort øjeblik ser jeg for mit indre blik, hvordan hun stritter af maskineriet, når det går op for hende, at hun ikke engang i den perfekte verden kunne overleve det taljemål. Panisk suger jeg maven ind til jeg bliver gasblå i hovedet og får krampetrækninger i lukkemusklen, hvorefter jeg med en flodhests ynde overskudsagtigt forsøger at svæve ind i lokalet.

Jeg kravler op på motionscyklen og sætter afstadigt benene i bevægelse. "Indtast vægt" bøjer bæstet i neon på skærmen foran mig, mens jeg leger dankortautomat og diskret med den ene hånd forsøger at dække tastaturet, mens jeg bliver ved med at holde tasten nede. Sæt i gang. Jeg vrikker fra indersiden af den ene balle til den anden på sædet, er tæt på at presse livet ud af en enkelt hæmoride, mens jeg torsker derudaf, intetanende om de brændende betændte slidmærker jeg snarligt får påført mig selv af skærende syninger i kondomstramme løbetights. Alt for at falde ind i mængden. Selvom det er et håbløst foretagende, når jeg ligner en nysnøret rullepølse. Med fyld.

Inden længe kampsveder jeg som en brunstig tyr i en sauna og forsøger at trække vejret uden at lyde som en vesterhavskutter i havsnød. Visualiserer chokolademuffins for enden af bjerget og bener derudaf med tre kilometer i timen. Beslutter mig omgående til at opvarmingen må være slut. Skræver ned af cyklen, ormer mig forbi Barbie, der har fået selskab af endnu en klon på crosstraineren, og stiller mig noget der minder om næsten selvsikkert op på løbebåndet. "Vælg program", hvæser den, mens jeg tværer rundt på skærmen med en svedglat fingerspids. Jeg løber. Det ene ben foran det andet. Igen. Igen. Igen.

Overvejer at trække vejret, men frygter at glemme at løfte benene. Jeg dundrer derudaf og føler mig nærmest sporty, da skærmen pludselig begynder at ændre sig og hastigheden banker i vejret. Panisk kaster jeg benene ud til siderne, mens båndet løber hurtigere og hurtigere og jeg tavst tigger den om ikke at smide mig af. Da hastigheden rammer tyve kilometer i timen hænger jeg i overarmene på bæstets armstøtter, mens benene flagrer om kap med mine bryster i slipstrømmen. Fra højre kommer en sand elverpige af en fitnessinstruktør springende til og får stoppet vanvidsmaskinen, mens jeg krampagtigt bliver hængende til den står helt stille. "Jeg tror altså ikke, du er i form til den hastighed", forsøger hun, mens jeg får hvæset ud mellem fortænderne at det var maskinen og ikke mig og forsøger at tørre sved ud af øjnene.

Barbie 1 ser overlegent op fra crosstraineren og hvisker noget til Barbie 2, mens jeg sjosker ud og forestiller mig, hvordan jeg som superwoman flyver igennem lokalet og leverer dem begge et håndkantsslag i nakken på vejen.

Hvorfor dette møde med helvedes forgård ikke stopper mig, forstår jeg ikke. Det burde det. Det burde det virkelig. Men jeg er tykhudet. Åbenbart. For snart ser jeg mit eget navn på en liste. En løbsliste. Til et rigtigt løb med rigtig tidtager og nummer og det hele. Og en fuldstændig rablende distance. Bare fordi man er småfed, kan man vel godt flytte sig.

Ja, men man skal ikke flytte sig 21,1 kilometer. Det er naturstridigt. Og alligevel finder jeg mig selv på listen over deltagere til et halvmarathon. Og jeg løber. Ikke stærkt. Men jeg løber. Overhales gang på gang. Af senede marathonmænd i alt for korte shorts. Af fitnessede tøsebørn som i rusen har glemt at klemme sammen, så de stinker af mødding og har store indtørrede plamager nedad baglårene. Jeg piber over kramper, mens dellerne klaprer mod hinanden i vinden og spænder overarmene så hårdt, at hudflapperne glemmer at vibrere. Mine baller er følelsesløse og jeg sukker ganske opgivende efter lyserøde drinks med sukkerkant og paraplyer. Er i den grad mere til SATC-style end til Chris MacDonald.

Men efter noget der føles som uendelig lang tid sker det. Lige der fremme er det. Målet. Jeg er kold og træt. Føler mig ligeså gammel som Jørn Hjorting og Otto Leisner til sammen. Død eller levende. Jeg er vindblæst og forkommen og absolut kandidat til et års forbrug af wellness. "Yes, yes, yes - du gjorde det", står der over åbningen til stadion, hvor jeg vralter min halvhjertede sejrsrunde. Når undervejs også lige at jokke på plænen, selvom det er i den grad forbudt. Who cares. Jeg er en rebel.

Så selvom man er småfed og ens deller klaprer i modvind, så kan man godt bevæge sig. Jeg løb en halvmarathon i går.

(Og i nat kørte en bulldozer over min krop. Men sig det ikke til nogen.) 

søndag den 27. maj 2012

Bekendelser fra tissemandland



"Woooow mor, har du set hvor lang den kan blive?", råber min 3-årige ganske overstrømmende lykkeligt og hiver i sin tissemand som var den et splinternyt hudfarvet gummibånd. Med sine små buttede barnefingre har han hevet fat om det yderste tynde stykke hud og trækker nu krabaten i alle mulige og umulige retninger, og jeg frygter et øjeblik at huden revner og den brækker midt over, mens jeg ser min langt ude i fremtiden chance for at blive farmor svinde ind som en frankfurter på weberen en varm sommeraften. 

Jeg forsøger smådesperat at få ham til at stoppe og putte hænderne et sted, hvor det er mere Emma Gad-passende for små drenge, alt imens min bekymring for svendens videre skæbne stiger og stiger. Men knægten er himmelråbende ligeglad og valser pavestolt rundt i stuen med fremskudt prinsgemal-vom og et saligt smil fra en verden, hans mor ikke forstår. Skrækindjagende billeder passerer revy for mit indre blik af min søn som en fremtidens Karl Mar hujende og skrigende gennem indre by med dynamiske hjortespring, mens han trods kraftig modvind forsøger at lave propellen. Allerede der føler jeg mig en anelse træt

Det gik meget hurtigt op for mig, at de faktisk ikke skal være ret gamle sådan nogle knægte før de får lært at size matters. “Min tissemand er større end din tissemand”, hyler ældsten gang på gang hoverende, når han har overtalt brormand til at tisse over kors. Stolte står de med bukserne nede om haserne og øver synkronpisning på badeværelset, mens jeg vrider mig ved tanken om, hvem der skal gøre rent den dag, de finder på at sprøjte til måls efter en flue på væggen. Samtidig håber jeg i mit stille sind, at de i kampens hede har husket skamlen, så toiletbræddet ikke ved et uheld vipper ned og klemmer yngtens, der stadig er så kortbenet, at han kun lige kan nå op og lade den hvile på kummens kant. 

“Min far har en tissemand”, fortæller de stolte den stakkels kassemedarbejder i Fakta, mens jeg kampsvedende losser cocktailpølser og vådservietter på båndet. Forsøger at undgå at skubbe Se & Hør ned af hylden med min kummefryserbrede mås, mens jeg suger maven ind og laver freelance knibeøvelser, der ikke giver meget andet end analkrampe. 
“Har du også en tissemand?,” lyder det efterfølgende fra den lille barnemund og jeg forsøger febrilsk at forklare at nej, det har damen ikke. Det er kun mænd, der har tissemænd. 

At damen så har et overskæg mere velpoleret end Herr Hitlers og skuldre bredere end en østeuropæisk kuglestøder gør ikke sagen nemmere. Og så sker det, der ikke må ske. Man tror lige at man har alt under kontrol. Der er ingen børn, der er stukket af. Ingen der har nakket legetøj, chokoladekiks eller politisk ukorrekte vingummibamser fulde af e-numre og direkte importerede fra down town Fleggaard. Der er ikke nogen, der ligger på gulvet og skriger. Ingen der har sagt, at manden efter os i køen iført kaftan og sandaler ligner en abe. Det går sådan overall meget godt. Indtil verdenen ramler sammen. 

“Min far har en kæmpestor tissemand. Jeg ikke må slå, men jeg må gerne ae.” 

Det er rart nok, når opdragelsen virker til at sidde fast i de små hoveder. De skal bare indgå i de rigtige sammenhænge. 

onsdag den 25. april 2012

Lidt godt


Synes altid det er drengene, som får goodies her i huset. Så jeg bliver altid så glad, når der kommer en pakke med noget til mig. Også nærmest overrasket, selvom det er mig selv, der har bestilt den. Denne gang nye pinde i str. 3 til mit knitprosæt efter jeg tog livet af en af de gamle den anden dag. Note to self: Lad være med at sætte hånden ned i strikketøjet og læg al vægt i. Samtidig faldt der lidt ekstra wires af og længe ventede sikkerhedsnåle til "ventemasker". Er næsten nødt til at strikke noget, hvor de kan komme i brug. Bare for at prøve.  

lørdag den 21. april 2012


Jeg synes egentlig det er så træls at tage billeder af strik, for det bliver bare aldrig lige så godt og lækkert og blødt på billeder som i virkeligheden. Men hvis ikke jeg gør det, kan I jo ikke se at jeg endelig er blevet færdig med "Jasen" i det lækre yndlingsgarn, som jeg fik af Dorte i påsken. Den er bare så super sød og fin, og jeg er da næsten sikker på at jeg må lave en mere. Må eksperimentere lidt med en drengeudgave. Dem er der nu flest af her i huset. God regnvejrsdag til jer alle. 

mandag den 9. april 2012

Succes!


Jeg har en grundlæggende irritation over ting, jeg ikke kan. Som når jeg ikke kan få hulahopringen i fitnesscentret til at dreje, og jeg træner mig gul og blå. Men nu kan jeg. Eller når jeg ikke kan strikke strømper, bruge husblas eller lave planken. Jeg træner og træner til jeg kan. Nogle kalder det stædighed. Jeg kan det ambition. 
Lidt på samme måde har jeg det med rugbrød. Gud fader, hvor har jeg bagt mange rugbrød. Så hårde i skorpen at jeg kunne bruge dem til at spille curling med. Så smuldrede indeni at de kunne bruges til ymerdrys. Men hey, jeg giver jo ikke op. Og nu var den der. Endelig en opskrift på et blødt, lækkert rugbrød, der ikke smuldrer og som forbliver blødt. Som samtidig er super nemt og lige til at lave uden alle mulige krumspring og med de ting, som alligevel er i huset. En total succes.
Prikken over i'et. Jeg spørger mine til tider rugbrødsforskrækkede unger, om de skal have rugbrød til morgenmad. De siger nej, de vil hellere have boller. Jeg skærer rugbrød til dem alligevel. Mit rugbrød. De sætter tænderne i det, og jeg spørger om det er godt rugbrød. Nej mor, det er ikke rugbrød, lyder svaret. Det er jo bare brød. De har nu begge på den fjerde halve. 

torsdag den 5. april 2012

Gamle jas


Sommetider falder man over en opskrift, som man bare må lave. Den anden dag mødte jeg for første gang "Jasen". Jeg synes bare den er så fin. Den måtte jeg lave. Fik super hjælp og assistance hos Dorte fra Duddelutte som sælger både denne og andre superfine opskrifter. Også nogle gode nogle til drenge. Det luner jo altid hos os. Jeg er snart færdig med bærestykket. Er lidt vild med at den strikkes på tværs, det giver et sjovt og lidt anderledes udtryk. Og rene retpinde får det jo til at rykke ret hurtigt fremad. 

onsdag den 4. april 2012

Velkommen hjem

Det er mærkeligt som nogle ting bare kan gøre en glad. Lige nu er det husets nyeste medlem - en robotstøvsuger som ældsten har døbt Orla Pedersen. Den tøffer rundt i stuen og fjerner nuller det bedste den har lært. Vi andre står nærmest betaget og kigger på. Tænk sig al den tid jeg pludselig får til strik når jeg ikke skal støvsuge hele tiden. Man har vel lov at drømme.

mandag den 2. april 2012

Kan næsten ikke vente....


Man må altså kende mig, når dette er gaven man medbringer, når man kommer på besøg. Tusind tak søde Dorte for det skønne, skønne garn. Jeg strikker ellers altid i drengefarver, hvilket jo er ret naturligt, når husstanden og det meste af vennekredsen udelukkende består af drenge. Men så pippede jeg lidt om et enkelt lille pigeprojekt og straks meldte Dorte sig med gode sager i tasken. Glæder mig vildt til at få gang i pindene - men har måske lige et enkelt projekt eller to, der skal laves færdige først. Men snart...meget snart. Kan næsten ikke vente. 

søndag den 1. april 2012

Gulerodsbrud



Jeg har vist dem før her på bloggen - disse fantastiske gulerodsbrud lige til at sætte tænderne i. I dag røg endnu en omgang i ovnen og for at fejre påskens komme, får I her den superlækre og meget nemme opskrift. Perfekt til et godt stykke ost eller syrlig marmelade. Eller bare lige præcis som de er. God palmesøndag til jer alle derude.

Ingredienser til 15-18 store gulerodsbrud:

Dejen:
100 g gær
5 dl lunkent vand
1 dl olie – jeg bruger alm. olivenolie, men andre er sikkert også fine.
4 tsk salt
4 spsk sukker
1 kg god økologisk mel

Opløs gæren sig i det lunkne vand. Tilsæt herefter olie, salt, sukker og tilsidst mel. Ælt dejen godt sammen. Den kan godt være lidt sej i starten, men skal gerne blive smidig, så læg nogle kræfter i og lad som om det er motion. Jeg bruger Kenwood’en. :-)
Lad herefter dejen hæve i skålen i 30 minutter med et viskestykke over.
Mens dejen hæver, skræller du gulerødder, tænder ovnen på 225 grader, kysser manden og tager et velfortjent hvil.

Efter hævning:
2 økologiske æg
200 g revne gulerødder
100 g solsikkekerner

Efter hævningen ælter du dejen kort igennen, så du lige får slået lidt af luften ud. Derefter tilsætter du æg, gulerødder og kerner. Dejen er pludselig rigtig klistret og fedtet og måske lidt svær at håndtere - hvis dette er tilfældet, har du gjort det helt rigtigt.
Læg en klump dej på bagepladen med en ske - ingen fine runde boller her. Sørg for at der er godt med plads mellem brudene, da de hæver en del i ovnen.

Bag dem i en 225 grader varm ovn i ca. 12-15 min.

tirsdag den 27. marts 2012

Fordi jeg siger det....




Min yngste ligger i sin seng og brøler. Han ikke bare smågræder af utilfredshed, han nærmest kampbrækker sig i arrigskab over den uretfærdige verden, han er blevet født ind i, mens han hysterisk hyler efter sin moooar. Lyden flænser luften som en skærerbrænder og minder mest af alt om lyden der opstår, når man klipper haler på smågrise. Men der ophører så også al øvrig sammenligning med små nuttede lyserøde grisepjok. I stedet for kærligt omend småhylende at putte sig i halmen, trænes der på værelset akrobatiske saksespark opad væggen, mens kaniner, katte og andre plyssede husdyr smadres gennem rummet efterfulgt af en forholdsvis slasket Brandmand Sam og en enkelt Barbapjuske.

Med sine små buttede børnefingre flår han dynen af og sprutter så savlet står i kaskader opad væggen og lander i nakken på hypermoderne flyvende hoptimister i loftet, at han i hvert fald overhovedet ikke vil ligge i sin seng og sove. Jeg sidder i stuen og rokker lettere autistisk frem og tilbage i sofaen og messer “han kommer ikke op - han kommer ikke op - han kommer ikke op.”
Hvorfor?? Fordi jeg siger det.  

Overvejer et kort øjeblik om kommunen kommer jagtende efter mig med en indberetning mens Lola Jensen, Sigrid Riise og Nanny 911 danser cancan for mit indre øje. Jeg er drattet ned fra piedestalen hurtigere end jeg kan nå at stave til saltfri riskiks. Jeg har prøvet, det har jeg virkelig. Nærstuderet Tænk og Test for at købe en pakke skumklude. Drevet samtlige ekspedienter i de lokale grøntafdelinger til vanvid med spørgsmål om søde kartofler og biodynamiske gulerødder. Lavet lister over pædagogisk korrekt legetøj, tarmstimulerende mavemassage og kernefrie, stivelsesfrie, nitratfrie, Max Havelaar-godkendte Disneyforsagende heldragter. Det er godt min røv er bred - så gør faldet ikke så ondt.

For faldt gjorde jeg. Lige ned i en virkelighed markant anderledes end den man kan læse om i en bog. Duften af lækkerblød varmt sovebarn i sengen er vidunderlig, men bare ikke når barnet er vågnet konstant hver halve time i flere måneder, og man har brændt meget grim orange plastikskål af i køkkenet fordi man i søvne har foretaget sig ting, som vil få de fleste til at overveje akut indlæggelse på den lukkede.    

Der findes ingen lettelse som den, når et barn efter flere dages forstoppelse endelig leverer en ordentlig omgang og man gladeligt fortæller alt og alle at den var “sååååå stor” og slet ikke grøn mere. Men det er bare ikke lækkert, når junior vil mysse og man selv i ren iver laver kæmpe torskemund, og barnet så i stedet brækker sig langt ned i svælget på en og man ikke aner, om man skal hyle lidt eller meget.

Så længe at barnet er lille, så går den jo ikke. Men når det bliver ældre, så er det faktisk helt okay. At sige “fordi jeg siger det. “ Min yngste har i øjeblikket ædt stakkels Spørge Jørgen, og når man for gud ved hvilken gang skal svare på, hvorfor damen bag disken har sorte hår i næsen, hvorfor mor har numse både foran og bagpå, og hvorfor man skal sove, når det er sent, mørkt og mor har en mindre hjernenedsmeltning på vej, så er “fordi jeg siger det” helt i orden. Nej, du må ikke skide i revnerne i trægulvet, nej, du må ikke smøre sovsekulør op ad væggen, nej, du må ikke klippe i gulvtæppet, sidde ovenpå din bror, stikke en nøgle i stikkontaktet, sutte på katten. Hvorfor?? Fordi jeg siger det.

Men når modtageren er en teenagelangsom 15 årig på 1.92 med cap’en på skrå, arme så lange som en gorillas og ben så tynde, at det er håbløst at holde bukserne oppe, så har “fordi jeg siger det” bare ikke helt samme effekt. “Ja, ja, bette Mette”, klukker han og sjosker ind på sin plads. På bagerste række i klassen selvfølgelig for ellers kan de andre ikke se. På et eller andet tidspunkt bliver de alle voksne. Og ikke kun fordi jeg siger det.

søndag den 25. marts 2012

Nye tider

Foråret er på vej, og som så mange andre år giver det mig trang til at lave om i mit hus. Rydde ud i gammelt, sortere, ordne og organisere. Hive lyset, livet og det friske ind. Nu er det så gået ud over tre billeder, som egentlig har fulgt mig i mange år efterhånden, men som jeg også var blevet gevaldigt træt af. Har længe ledt efter lige det, men uden held. I går faldt jeg ganske tilfældigt over Trines blog her - fyldt med lækre mønstre og grafiske udtryk. Så jeg stjal ideen og fik lavet det første billede.

Til det andet billede blev inspirationen hentet hos Louise - eventyragtigt, fuld af tivoli og fransk forår. Jeg har ikke det fede papir, det grafiske udtryk og teknikken, men jeg har sønnikes nye tusser og muligheden for tøsede farver som ellers ikke er dem, der normalt bliver brugt her i huset. Så nu er der balloner, stjerner og måne. Og vimpler. På kryds og tværs.


Det sidste billede blev en ugle med en mønsterballon - mønsteret lånt hos Trine Søhest og uglen selvkreeret med lidt rustik frihåndstegning. Det er da humor.
Så nu er der billeder - stadigvæk ikke lige det, men bedre end dem, som hang der før. Så jeg er tilfreds.



tirsdag den 20. marts 2012

Det klodser.


Fantastisk at tage på arbejde og få lov at slippe sit indre legebarn løs. At eksperimentere, tænke med hænderne, forstå med øre og øjne. Jeg er vild med at lege med farver, former og figurer. Elsker at fortælle historier og formidle ord og tanker. Hader at følge manualer og planer bare fordi det er sådan man gør.
Mon mine elever er enige i at det? 


LEGO serious play - vi har allerede eksperimenteret lidt i min 7. klasse i dansk. Klodserne bruges som et redskab til at bygge konkrete modeller af elevernes tanker, når der skal fortolkes, reflekteres og perspektiveres i arbejdet med fagets tekster og problemstillinger. Modellerne bruges som udgangspunkt for diskussioner og samtaler på klassen, hvor også de som ellers ikke er hurtigst med mundtøjet kommet til orde. Arbejdet med LEGO-klodserne er med til at pirre elevernes nysgerrighed og evne til at tænke kreativt og ud af boksen. Kombinationen af leg og alvor er med til at inspirere til eksperimenterende, kreative og anderledes. Håber jeg. Jeg er i hvert fald solgt. 

torsdag den 15. marts 2012

Hjerter i takt

Selvom man om 48 timer er en stor dreng på tre år, findes der ikke noget rarere og mere rigtigt end at sove hjerte mod hjerte med mor. Bare lukke øjnene og hvile. Jeg hviler med.

onsdag den 14. marts 2012

Grib garnet

http://www.gribgarnet.dk/ 

Til sommer - i juni i hvert fald - er der noget at vente på og se frem til. Strikkefestival i Silkeborg - dejlige dage med workshops og masser af garn. Kan da kun blive fantastisk. Ses vi??

mandag den 12. marts 2012

Puff Daddy

Puf

Halleluja. Intet mindre, siger jeg bare. Jeg er fuldstændig syg og vanvittig vild med disse kæmpestore flydere af nogle puffer. Runde, firkantede eller pølsede, doesn't matter. Must have. De er simpelthen nødt til at flytte ind i min stue. Altså når jeg har slået min nærighed ihjel over, hvad det vil koste i garn og fyld til sådan nogle. Men indtil da kan jeg jo så drømme. Og DET gør jeg. 


Puff


Er vist også nødt til at få kigget på nogle UFO'er inden puf-projektet. I øjeblikket er der en raglansweater i petroliumsblå fra Rasmilla på vej til yngsten. Samme farve som nederste kvadratiske puf. Did someone say destiny? Anyway, der er strik på vej. Trænger til noget nyt, noget spændende. Laver for meget af det samme i de samme farver. Må snart gøre noget. Noget vildt. Leger altså stadig med tanken om den der strikkeklub. Det må da kunne lade sig gøre. 

søndag den 11. marts 2012

Knitting world

Billedet er lånt fra http://www.thesartorialist.com/page/16//


Faldt over dette billede den anden dag. Synes det er så fint og tasken i øvrigt ualmindelig lækker. Sådan en mangler jeg til mit strikketøj - dem har jeg er aldrig store nok.
Jeg strikker overalt. Når jeg er passager i bilen, til familiekomsammen, ventetid når ungerne er til gymnastik, til foredrag, foran fjernsynet og til møder, hvor jeg bare skal lytte. Føler mig som en sjælden dyreart. Eller som en kendis. Folk stirrer. De ikke bare kigger, de direkte glor. Jeg må åbenbart være et sjældent syn her hos os. Ikke at jeg forstår det for så unormalt er det vel ikke at strikke. Eller er det?
Overvejer at holde strikkeklub en dag. Kender så mange, som gerne vil lære at strikke. Og jeg vil gerne lære dem det. Håber og tror at jeg kan. Skal du med?

torsdag den 16. februar 2012

Langsom lykke

De sidste par dage har vi trukket stikket ud herhjemme og holdt ferie. Leget, svømmet, strikket, hygget. Der har været tid og langsomhed og højt til himmel. Der har været regn og blæst og sol og frost - og is både inde og ude. Jeg elsker, når der er plads til feriehår og ingen make-up. Når jeg giver pladsen til det - og kobler fra. Når uret bliver lagt i køkkenet og nærmest glemmes der. Når jeg kan sidde under tæppet og strikke, mens det lysner udenfor. Når det eneste jeg skal nå er bare at være der. 

 
I går var vi nede på stranden ved den lille limfjordsby Rønbjerg. Der gav naturen os en af de helt store oplevelser, som vi ikke får så tit herhjemme.



Efter flere uger med hård frost flyder drivisen tykt flere steder på Limfjorden og efter meget hård vind natten til onsdag er store flager skubbet op mod land og har dannet store dæmninger af skrueis. Flere steder er isen pakket så tyk, at isbryderen måtte ud og holde sejlranden fri. 



søndag den 5. februar 2012

Vinterdag

Havde håbet at sæsonen for gryderetter og ild i brændeovnen var på retur, men de forventninger har jeg som så mange andre måttet pakke langt væk. Det er bidende koldt udenfor, brændeovnen kører næsten i døgndrift og på komfuret snurrer mørbradgryde med rodfrugter. Man må jo få det bedste ud af det.




mandag den 30. januar 2012

Pulsvarmere


I weekenden blev jeg færdig med mine reste-rasmilla-pulsvarmere. Strikket på pind tre med to tråde yndlingsgarn - denne gang to forskellige nuancer lilla - og pyntet med små facetslebne perler. Det passer med i alt ca. 50 gram garn - 25 pr. hånd. Perfekt måde at få ryddet ud i resterne, når man kan kombinere farver og mønstre efter behov. 


Vi går en kold uge i møde - heldigvis blev min søde kollega glad for en mandagsgave på hendes plads. Så er det nu ikke så skidt at gå på arbejde. Find opskriften her.

søndag den 29. januar 2012

Vild med gaver


Jeg kan ret godt lide gaver. Især de uventede af slagsen. Og dem som viser, at giveren kender mig og mine særheder. Som når søster kommer med Kusmi te, kolleger eller elever kommer med garn og chokolade og som i fredags, da min skønne veninde kom med denne fantastiske lille skål fra Royal Copenhagen som tak for hjælpen og som bare fordi. (Der har været flere chokolader - det er der ikke mere)

Hvornår har du sidst givet en gave udenfor sæsonen??

fredag den 27. januar 2012

Rester

Som så mange andre strikkere ligger jeg inde med bunkevis af restergarn. Især en del ynglingsgarn fra Rasmilla i mange forskellige farver. Og mængder. Jeg arbejder i øjeblikket på at komme til bunds i nogle af disse rester. Her er det to nuancer lilla som gerne skulle blive til fine pulsvarmere til en god kollega. God fredag aften derude. Og hey, der er finale på søndag. Kom så gutter.

mandag den 23. januar 2012

Gulerodsbrud


Nogle opskrifter ligger bare og venter på én. Denne er en af dem. Aner ikke hvor jeg har den fra og egentlig heller ikke hvor længe jeg har haft den. Men afprøves måtte de. Og de er så intet mindre en geniale. Gulerodsbrud - på en gang sprøde og bløde. Næsten lige som dem man sommetider kan få hos bageren - næsten. Men lige nu er næsten også helt godt nok. 

tirsdag den 17. januar 2012

The year of kindness



I sidste uge faldt jeg over følgende indlæg på Facebook:

"I promise to make something handmade for the first five people who comment. If you are one of my five, you must in turn post this and make something for the first five people who comment on your
status. It has to be handmade by you and they must receive it before 2012 ends. It can be as simple as making a friend a plate of cookies or a cup of coffee. Let's take away the dark predictions for 2012 and make it a year of kindness."

Den skulle jeg selvfølgelig med på og er nu gået i gang med en lille håndlavet ting til en af mine "first five." Men shhhh, jeg siger ikke hvad det er.