Regnvejrsdag

Har taget drengene med på det lokale bibliotek. Egentlig meget hyggeligt at sidder her i Chesterfield'en med strikketøjet, mens sønnerne leger og hygger rundt omkring. Ikke verdens største bibliotek, men rart og venligt og så meget andet end bøger. Det er godt. Regnen pisker ned udenfor. Det er godt nok svært at forstå at det er juli.

Den store klinges ædle betvinger.

Sommetider har man bare for meget tid. Jeg har i hvert fald. Eller også går tiden bare for langsomt. Sådan føler jeg det, når jeg sidder på motionscyklen og bare træder rundt og rundt. Jeg vil løbe. Løbe langt. Men læge og ledbånd er ikke enige. Overhovedet ikke. Hørte noget om hvile. Overhørte noget om ro. Sådan et ledbånd gror da sammen af sig selv, brokker jeg og tramper i pedalerne som en lille sur fem årig. Og det er så her, der er for meget tid. Til at sætte ord sammen. Og lege.

"Det er smukt, feltet, som een stor muskel, der banker gennem det gule hav. Se hvor smukt hun sidder på cyklen. Selv når hun står op. Ikke smuk stilisme, men effektiv. Nærmest som en robot, stirrende, trampende, bankende. Hamrende hård varme. Som at stikke hovedet hen over et bål. Det er sejt, det er stejlt. Hun viser her sansen for format. Den gule trøje, de hvide tænder. Den mørke muskel er virkelig lukket op nu. Som en lang lunte på vej mod eksplosion. Fremad - stormer fremad. Som en bøffel mod et vandhul. Smaskende i sin tidstagning. Feltet er trukket langt, langt ud, her, hvor det kører gennem endnu en by...med meget, meget smukke....blågrå tage...og kirker. Og er fremme sidder hun - den store klinges ædle betvinger.

Findes der noget smukkere end genoptræning??? Ja!

Sommerferieønsker

Sommerferien er i dag begyndt for drengene og mamma. Vi må stadig vente en uges tid på far. Midt i morgenmaden satte vi os med en seddel og lavede sammen en liste, hvor vi skrev ned, hvad vi godt kunne tænke os der skulle ske de næste fire uger, så det bare bliver en rigtig god sommerferie. Vejret kan vi ikke gøre så meget ved, men det må vi klare. Listen fortsætter på bagsiden med fantastiske forslag som "Spise is alle fire", "Lege udenfor" og "Spille stangtennis". Jeg synes et eller andet sted at det er ganske fantastiske ønsker fundet på af en tre årig og hans snart seks årige storebror. De viser i hvert fald noget om, hvad der betyder noget for dem.
Det er måske værd at huske for forældrene, som mest af alt drømmer om lange langsomme dage under sydens sol. Ungerne vil vist bare gerne være sammen.

Fordi jeg siger det....

Min yngste ligger i sin seng og brøler. Han ikke bare smågræder af utilfredshed, han nærmest kampbrækker sig i arrigskab over den uretfærdige verden, han er blevet født ind i, mens han hysterisk hyler efter sin moooar. Lyden flænser luften som en skærerbrænder og minder mest af alt om lyden der opstår, når man klipper haler på smågrise. Men der ophører så også al øvrig sammenligning med små nuttede lyserøde grisepjok. I stedet for kærligt omend småhylende at putte sig i halmen, trænes der på værelset akrobatiske saksespark opad væggen, mens kaniner, katte og andre plyssede husdyr smadres gennem rummet efterfulgt af en forholdsvis slasket Brandmand Sam og en enkelt Barbapjuske.

Med sine små buttede børnefingre flår han dynen af og sprutter så savlet står i kaskader opad væggen og lander i nakken på hypermoderne flyvende hoptimister i loftet, at han i hvert fald overhovedet ikke vil ligge i sin seng og sove. Jeg sidder i stuen og rokker lettere autistisk frem og tilbage i sofaen og messer “han kommer ikke op - han kommer ikke op - han kommer ikke op.”

Hvorfor?? Fordi jeg siger det.  

Overvejer et kort øjeblik om kommunen kommer jagtende efter mig med en indberetning mens Lola Jensen, Sigrid Riise og Nanny 911 danser cancan for mit indre øje. Jeg er drattet ned fra piedestalen hurtigere end jeg kan nå at stave til saltfri riskiks. Jeg har prøvet, det har jeg virkelig. Nærstuderet Tænk og Test for at købe en pakke skumklude. Drevet samtlige ekspedienter i de lokale grøntafdelinger til vanvid med spørgsmål om søde kartofler og biodynamiske gulerødder. Lavet lister over pædagogisk korrekt legetøj, tarmstimulerende mavemassage og kernefrie, stivelsesfrie, nitratfrie, Max Havelaar-godkendte Disneyforsagende heldragter. Det er godt min røv er bred - så gør faldet ikke så ondt.

For faldt gjorde jeg. Lige ned i en virkelighed markant anderledes end den man kan læse om i en bog. Duften af lækkerblød varmt sovebarn i sengen er vidunderlig, men bare ikke når barnet er vågnet konstant hver halve time i flere måneder, og man har brændt meget grim orange plastikskål af i køkkenet fordi man i søvne har foretaget sig ting, som vil få de fleste til at overveje akut indlæggelse på den lukkede.    

Der findes ingen lettelse som den, når et barn efter flere dages forstoppelse endelig leverer en ordentlig omgang og man gladeligt fortæller alt og alle at den var “sååååå stor” og slet ikke grøn mere. Men det er bare ikke lækkert, når junior vil mysse og man selv i ren iver laver kæmpe torskemund, og barnet så i stedet brækker sig langt ned i svælget på en og man ikke aner, om man skal hyle lidt eller meget.

Så længe at barnet er lille, så går den jo ikke. Men når det bliver ældre, så er det faktisk helt okay. At sige “fordi jeg siger det. “ Min yngste har i øjeblikket ædt stakkels Spørge Jørgen, og når man for gud ved hvilken gang skal svare på, hvorfor damen bag disken har sorte hår i næsen, hvorfor mor har numse både foran og bagpå, og hvorfor man skal sove, når det er sent, mørkt og mor har en mindre hjernenedsmeltning på vej, så er “fordi jeg siger det” helt i orden. Nej, du må ikke skide i revnerne i trægulvet, nej, du må ikke smøre sovsekulør op ad væggen, nej, du må ikke klippe i gulvtæppet, sidde ovenpå din bror, stikke en nøgle i stikkontaktet, sutte på katten. Hvorfor?? Fordi jeg siger det.

Men når modtageren er en teenagelangsom 15 årig på 1.92 med cap’en på skrå, arme så lange som en gorillas og ben så tynde, at det er håbløst at holde bukserne oppe, så har “fordi jeg siger det” bare ikke helt samme effekt. “Ja, ja, bette Mette”, klukker han og sjosker ind på sin plads. På bagerste række i klassen selvfølgelig for ellers kan de andre ikke se. På et eller andet tidspunkt bliver de alle voksne. Og ikke kun fordi jeg siger det.

Vild med gaver

Jeg kan ret godt lide gaver. Især de uventede af slagsen. Og dem som viser, at giveren kender mig og mine særheder. Som når søster kommer med Kusmi te, kolleger eller elever kommer med garn og chokolade og som i fredags, da min skønne veninde kom med denne fantastiske lille skål fra Royal Copenhagen som tak for hjælpen og som bare fordi. (Der har været flere chokolader - det er der ikke mere)

Hvornår har du sidst givet en gave udenfor sæsonen??

Stilhed før stormen?

Denne her vinter er mærkelig. Faktisk mere et langtrukkent efterår end en rigtig vinter. Er det virkelig alt det skal blive til eller er det mon stilhed før stormen? Håber måske lidt på det sidste. Vejret tager nærmest livet af mig. Det er gråt og koldt og vådt og blæsende og tilsvarende bliver humøret. Mon I andre har det på samme måde? Billederne er fra 1. januar - man skulle tro det var november.

Gavetid. Snart. Mon det er ok. at tyvstarte? Jeg har i hvert fald gjort det og købt en gave til mig selv. Er så vældig, vældig glad for den. Selvom jeg endnu ikke helt har fundet ud af, hvad den kan. Mon ikke det kommer?
Det er lørdag lige nu. Ældsten og yngsten ser Peter Pedal og gemalen sover skønhedssøvn. Jeg planlægger julepynt - vil forsøge at gøre det ordentligt i år. Sidste år lå hele familien syge de første fjorten dage af december, og jeg truede med, at den eneste adventskrans vi fik var en halvrådden banan med fire fødselsdagslys i. Satser på at det bliver anderledes i år. Håber jeg snart har noget at vise frem. God lørdag derude.

Alene hjemme

Manden har taget sønnerne med ud at sejle. Ikke moderens stærkeste side, så jeg er blevet på matriklen. Hvor tit får man lige 48 timer foræret til sig selv?
I dag er turen gået til Viborg. For at besøge garnbutikken Mathilde og købe en ny pind som erstatning for den, manden (eller ifølge ham; ungerne) har siddet i stykker i sofaen, og for at drikke en hyggelig kop kaffe med den skønne Dorte. Og så for at lege turist.
Besøge domkirken, latinerhaven og de gamle skæve huse med de toppede brostensgader. Ren feriestemning med solen bagende fra en skyfri himmel og et ukendt antal forskellige sproglige stemmer omkring mig. Slet og ret en god dag.

Stilletid

Det er begyndt at regne. Himlen er flækket og kaskader af vand vælter ned som om den ikke kender enden for sin egen færden og grænserne for sin egen formåen. På den ene side ganske hyggeligt fejret med lakridste og nybagte boller med jordbærmarmelade af bærene fra i går.

På den anden side så vemodigt som et billede der skærer gennem nethinden. Et billede på den sommer, der inden længe slutter. En sommer der for mig aldrig rigtig er begyndt.
Det er stilhed før stormen nu. Om tre timer får drengene sommerferie. Lille og store i hvert fald. Der er så mange ting jeg burde inden da. Få gjort færdigt rent, så der er noget at svine til. Ordne den bunke af vasketøj, der glor ondt på mig og bider mig i haserne hver gang jeg selvvalgt blind går forbi. Tænke et eller andet om aftensmaden.

Jeg har mere lyst til at gøre noget ved det stof som ligger og venter og som snart burde blive til den emami, som jeg har smugkigget på hos Trinel

i flere dage nu. Men allerhelst vil jeg strikke. Få gjort mit Tina-tørklæde færdigt og komme videre med den restetrøje til Lille som på magisk vis toner frem af pinde og garn og tanker, og som er startet af det rene ingenting. Der er så meget jeg hellere vil.
Men det er stilhed før stormen. Og det regner.

Ordnung muss sein!

Jeg forsøger at lave orden i disse dage. Putte i kasser, sortere, rydde ud og op. Fandt disse fantastiske kasser i Søstrene Grene - i super trendy look a like plexiglas. Men selvfølgelig er der ikke plads nok så må afsted igen snarest.
Den helt store mission er at sortere mit garn. Er startet på en restesweater til yngsten. Problemet opstår, når der ikke er rester nok, og jeg må forbi garnpusheren og supplere op. En i sig selv ganske farlig beskæftigelse. Vender tilbage med resultatet ved en senere lejlighed.

Going pink!

Som dobbelt drengemor er det ikke så tit, at de tøsede nuancer fåret ret meget at skulle have sagt her på matriklen. Men i øjeblikket finder jeg lyserødt og pink overalt. Selv bloggen er blevet lyserød. Bare så rigtigt fint. Jeg arbejder i øjeblikket på dette tørklæde efter opskriften fra Rasmilla - farverne bliver den lyserøde, en lilla og en råhvid. Glæder mig rigtig meget til at se det færdige resultat.


Selv lyserøde boblende drinks bliver det til. Og når de samtidig nydes sammen med det skønneste piger i verden, kan det ikke gøres meget bedre. Det danske sommervejr indbyder ikke til de store udendørs aktiviteter i disse dage. Så kan der strikkes med god samvittighed. Lidt skønhed må der da være over det .

Uldtid

Regnen, blæsten og de kølige morgener er over os. Tidligt ja, men ikke desto mindre sandt. Hos os betyder det uldtid. Jeg har købt garn til nogle af efterårets projekter, ligenu er det LilleLyn-veste i uld, sokker, babyfutter og hjelme, og yngstens uldbodyer er taget i brug til nat. Glæder mig til at han skal i sin allerdejligste uldnatdragt fra Engel, der bare er så skøn, at jeg ville ønske, den fandtes i størrelse voksen. Men ellers er efteråret nu ikke min kop the. Jo, de skønne lyse dage, hvor hele verden stråler af farver, men ellers går det hele mest op i vandpytter og snotnæser. Og snotnæser og hoste er noget af det værste jeg ved. Derfor er det allerede nu uldtid.

Den dag jeg brækkede mig på svigerfar.

Jeg er et udpræget godt menneske, det mener jeg virkelig. Sommetider sætter min hjerne bare min forstand ud af funktion, og jeg udfører handlinger, som jeg på forhånd udemærket godt ved er fuldstændig tåbelige, men af en eller anden sygelig grund, gør jeg det alligevel. Og nu har jeg så gjort det igen.
Lørdag morgen. Manden, arving 1 og 2 samt fruen i huset sidder i vores grønne Familien-Danmark-grønne Ford Mondeo på vej mod Ålborg. Det er der i og for sig ikke noget naturstridigt i. Og så alligevel er det her filmen knækker. Havde vi nu været på vej mod shopping, cafétur eller vennebesøg, så havde alt været fryd og gammen, men nej. Vi har sat kursen mod lystbådehavnen og den kommanderende stemme på gps'en beordrer os til at dreje til højre om 300 meter. Jeg er ikke det store sejlermenneske, der er ikke gået en stor 49'er gast eller guld-firer roer tabt i mig. Faktisk bliver jeg søsyg af at gå ud på en flydebro og håndvask kan i svage perioder virke meget grænsesøgende. Men jeg er jo et udpræget godt menneske. Svigerforældrene vil så gerne have besøg i deres 36 fod lange kølbåd (hey, så I lige de maritime udtryk jeg slyngede om mig der) og hankønsvæsnerne i min verden drømmer om sommerdage i de indre danske farvande i et kæmpe familiært fællesskab. Så jeg har sagt ja. Naivt, sikkert. Åndsvagt, garanteret. Selvmorderisk, nærmest. Men jeg har kastet paraderne og er taget med.
Allerede ved første møde med kræet burde jeg have set faresignalerne bøjet i neon over de dobbelte sallinghorn. (Bemærkede I det lige igen, et meget sejleragtigt udtryk - jo, man har vel læst bøger.) Mine første minutter ombord bærer præg af tsunamilignende bølger i havnebassinet, så inden længe sidder jeg på en fortøjningspæl på havnen, mens de andre gør klar til afgang. Inden længe er vi på vej ud af havnen, og jeg føler mig faktisk ovenpå. Vi tøffer afsted for motor og jeg bræger selvsikkert noget om spilere, fendere og broflag. Men marinaen i Ålborg har ét stort problem, den ligger alt for langt mod vest, hvis man som vi skal en tur op langs den nyrenoverede havnefront i øst. Broen. Eller det vil siger broerne. For der er to af dem. Først en gammel jernbanebro og dernæst selve Limfjordsbroen. Og der knækker filmen så for mig.
For man skal så også ligge i kø for at vente på at sådan en bro åbner sig. Så vi cirkler om os selv og bliver gud ved hvor mange gange passeret af den ene har-I-set-min-røvdyre-motorbåd efter den anden. Sådan nogle bastarder laver bølger. Bare IKKE fedt, når vi i forvejen drejer rundt, vel?? Og så er det min krop sætter ud. Den holder off-knappen nede de famøse 10 sekunder og lukker så ned. Ingen forbindelse, ingen kontakt. Øver mig på at lade som om jeg er helt alene i verden. Det går IKKE. Jeg kampfryser i takt med at sveden hagler af min krop. Det er absolut håbløst at holde mine sorte kendt-med-de-kendte solbriller på næsen, de sejler op ad åen i mit eget sved.
Her træder svigermor i karakter og spørger insisterende svigerfatti, hvor nærmeste kajplads er. For Mette ser ikke så frisk ud. Neeeeej guuud, istemmer min gemal. Hun er da blevet noget guacamolegrøn i roen. Men kajpladser for lystsejlere er ikke ligefrem det, der er flest af i Ålborgs industrikvarter. Så vi må improvisere og inden længe smider jeg mig i bogstavligste forstand op over en betonkaj, styrer mod skyggen af den nærmeste lagerhal og falder slatten om og stønner, at mine dage er talte. De andre diskuterer, hvad de skal gøre ved mig. På et tidspunkt sidder arving 1 ved siden af mig, som man ser trofaste hunde vogte deres døde ejere i gamle amerikanske film. Svigermekanikken har hentet havehynder og uldtæpper til mig, og ægtemanden assisterer med det han nu er bedst til: Våde vaskeklude til min pande.
På et tidspunkt hører jeg skridt ved siden af mig. Overvejer seriøst om det er Vorherre der er kommet efter mig, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være svigerfar som beordrer mig til at stå om. Jamen, så brækker jeg mig, klynker jeg. Men det er han ligeglad med. Op skal jeg, for så vil jeg få det bedre. Halvt op på den ene arm går det så galt og jeg ørler som en anden teenager i Jomfru Ane Gade. Forsøger at se, hvor meget jeg har ramt sviger og hvor meget jeg har ramt mig selv. Opgiver, da anden bølge er på vej. Dernæst får sviger mig til at flytte mig. Mest for at jeg skal slippe for at ligge i mit eget bræk. Hvilket så resulterer i, at jeg leverer en gang til. Og en gang til efter næste flytning. Derefter kommer han med servietter til at pudse næsen og forsøger at muntre mit lidt op ved at spørge til mine studiedage i Ålborg.
Jeg har meget ondt af mig selv. En ting er at være hundesyg. Noget andet er at brække sig på svigerfar. Resten af dagen forløber i en stor tømmermandsagtig tåge for mig. Får med jævne mellemrum sendt nogle mindre pæne gloser i retning af folkene omkring mig, når de forsøger at få lidt liv i mig, mens jeg egentlig bare har mest lyst til at lide i fred. Turen hjem til Herning og omegn er godt nok lang, når man ikke kan bevæge sig, ej heller dreje øjnene i ens hoved uden at skulle ørle. Længe leve Mariekiks. Jeg siger jer: Der er stor forskel på asfalt på de danske landeveje. Noget af det svupper. Og jeg ved så også, at kroppen er længe om at fordøje kebab.

Sommeren begynder med Wimbledon, Sankt Hans, Tour de France og Landsskue i Herning. Sidstnævnte var en tradition med børnehaven, da jeg selv var barn og i dag er det så mig, der tager mine egne børn med derud. Nu har vi lavet vores helt egen tradition med drengenes højtelskede moster: Dyr, maskiner, madpakke og i år meget, meget varmt den første weekend i juli.

Ældsten er svært ovenpå, når det kommer til maskinerne og udbreder vidt og bredt sin viden om gyllevogne, ballepressere og grønthøstere - jo jo, man er vel en bonderøv. Men når det kommer til dyrene, så trækker han i land. De larmer, mor, klager han, når køerne brøler. Det er jo nok heller ikke jordens mest diskrete lyd.

Endelig har vi fået, hvad vi har sukket efter. Varme, sommer og sol. Og så lige samtidig med skolernes sommerferie. Kan man forlange mere?? Jeg har snittet bukser til ældsten her til aften. Af en eller anden grund er de tykke joggingfavoritter fra Hummel for varme i disse dage, hvem der forstår det. Nye bukser er gode - og ekstremt svære at fange ordentligt med kameraet. Men hey, I forstår meningen.

Skønne unger i vejret har vi også. Der er nu ikke noget som kiks i teltet på en sommerdag, når man er 1 og 3 og verden er helt ny og åben.

Glæder mig til i morgen!

I morgen skal jeg være sammen med min gode veninde - med mænd og børn og det hele. Så jeg har været ved at lave en værtindegave. Lækre cookies med nødder og store stykker chokolade. Er vild med værtindegaver, praktiserer gerne selv den hjemmelavede slags. Bliver så glad når nogle af tænkt på mig. Forsøger selv at huske at tænke tilbage igen. Disse kager er særligt gode til en kop iskold mælk. Derfor passer de godt til min veninde. Jeg kan godt selv lide at modtage ting, som der er lagt tid og kærlighed og tanke i. Hvilke værtindegaver er dine favoritter??

Samler trådene og binder knuder

Så nærmer slutningen sig. På dette skoleår - og på flere strikkeprojekter. Jeg samler trådene og binder knuder på det hele. Forsøger at skabe overblik, komme til bunds, fremad, videre.

Jeg har afsluttet to karklude. Den ene strikket, den anden hæklet i grannystribes. Kan godt lide at have sådan nogle små ting at nørkle med. De er nemmere at gå fra og til end store indviklede ting, hvor der skal tælles og samles og tages ind og ud igen. Hver ting til sin tid.

Overvejer at gå over i et hjørne og skrige. Højt, længe og grimt. Jeg går åbenbart rundt med et enormt "Pil gerne ved mig"-skilt på ryggen. Et skilt jeg endnu ikke selv har opdaget. Men hey, så er det da godt andre kan hjælpe mig. Eller hvad??
Forklaring følger:
Tre gange indenfor de seneste fjorten dage er jeg blevet plukket i håret som en anden abe af det, jeg faktisk normalt anser som relativt fornuftige voksne mennesker. En pædagog i ældstens børnehave, en ældre mandlig kollega og en forældre til en af mine elever. Umiddelbart synes jeg ikke jeg render rundt med en stor rød bavianrøv, men jeg kan jo tage fejl. Hvad finder folk så i mit hår?? Havregrød, såmænd. Halvt stivnet, klattet havregrød. Sirligt står de og piller det ud. Ret svært når det på uforklaring vis har lagt sig ovenpå voksen, som skal forsøge at forhindre mit hår i at ligne Michael Jacksons dengang han var barn.
Ja, jeg VED godt at jeg nærmest ikke har været ren i tre år eller mere. Kommer jævnligt afsted med størknet snot på jakken, tandpasta i knæhaserne eller pizza-klørfem på det ene lår. Jeg VED godt at mine øjenbryn er så lange og pjuskede, at selv Mogens Glistrup ville have været stolt. Mit tøj ligner et udsnit af gadebilledet i en hvilken som helst mindre østeuropæisk provinsby og mit super-overskuds-mor-gen strækker sig til at bestikke Spilopperne i børnehaven med saltstænger og popcorn til den årlige børnefest. Med en totalt vattet følelse af middelmådighed kan jeg konstatere, at jeg ikke deltager i den obligatoriske arbejdslørdag. Ja, jeg er en af DEN SLAGS forældre. Jeg formår det simpelthen ikke. Men jeg er hammergod til at købe saltstænger og popcorn.Og bage pladekage.
Sociale sammenhænge skræmmer livet af mig. Hver gang jeg træder ind i et rum med en større forsamling ukendte ansigter, kan jeg prompte mærke de bedømmende blikke som falder på mig. Bryster så lange, at de burde bindes i et råbåndsknob i nakken, en røv så bred, at Norges-færgen overvejer at lægge til i revnen, en under tøjet baconstribet fødedelle som meget lidt elegangt vibrerer urytmisk ved hver bevægelse. Hvornår skal vi have noget melodi grand prix?, bræger jeg inden længe og vrider mit korpus i et Gry'sk rejehop. Tjek lige hende særlingen.
Den anden dag oplevede jeg enhver kvindes mareridt. At komme til en fest, hvor der snart træder én ind af døren i totalt samme outfit som mig selv. Og selvfølgelig skulle det nærmest lige være en 20 årig, 30 kilo tyndere medicinstuderende som burde klaskes på forsiden af fransk Vogue for at ligne en darling doll. Sikke noget smart tøj, grynter jeg i et plat forsøg på at virke overskudsagtig. Følte mig lige så spændende som en Marie kiks i en foodprocesser. Så meget for tre minutters følen sig lækker.
I aften står aftensmaden på rester til manden. Og kogt svin i tarm til sønnerne.
Jeg skal ud at løbe.

Stilhed

Huset er helt fyldt af stilhed. Ikke en lyd nogle steder fra. Solen skinner fra en forårsblå junihimmel og halvdelen af haven er allerede solbeskinnet og den sidste dug forsvundet. Manden er kørt i institution med ældsten og yngsten, morfars trailer og familien Danmark-bilen. Sådan er det, når det er Store Koordinationsdag. Og nu sidder jeg så her. Med min havregrød i skålen og gåsehud på armene - bare fordi jeg er for doven til at hente en trøje. Nyder bare øjeblikket og tænker på dagen forude. Om et kvarter går startskuddet. Så ser man mig cykle afsted til skole med tasken på ryggen og vinden i håret. Mette 7 år - plus det løse.
Min mormor ville have haft fødselsdag i dag, men selvom det efterhånden er ni år siden vi mistede hende, sender jeg alligevel en tanke til himlen i dag. Selvom hun ikke er her mere, er hun alligevel en del af min historie, min baggrund. Hun er "kvinden bag" min mor - og min mor er "kvinden bag" mig. Sådan indfældes vi i årenes gang og trækker bånd gennem generationer. Så tillykke med fødselsdagen, mormor - sikke et smukt vejr, du har givet os.
Jeg ønsker jer alle en dejlig 1. juni - det er NU sommeren starter.

Hvem har du rost i dag?

Jeg har ført nævnt Karen - en stor både kreativ og menneskelig inspiration her i blogland. Hun beder os lave en god dag, i dag har jeg forsøgt at lave en god dag for andre. Har stillet krav, lavet aftaler og rost mine dejlige elever i min klasse, har rost en anden klasse som jeg tidligere har været ude med riven efter pga. dårlig opførsel. Og så har jeg rost min pædagog. Altså sønnens pædagog. Ældsten er vanvittig glad for sin børnehave, kommer hjem hver dag, træt og beskidt, men med solskin på kinderne og i hjertet. De synger, spiller, leger og lærer. De tager på tur, leder efter nisser i skoven, finder dyrespor, samler affald, bygger huler og kører traktor. I en tid, hvor der spares til den store guldmedalje, er der alligevel tid og overskud til en morgensmothie ved køkkenbordet lidt over syv, et eventyr i skyggen af et træ og knus og kram og trøst, når der skal siges farvel til mor, og man måske slet ikke er så stor som man sommetider selv tror. Kritikpunkter bliver taget professionelt til efterretning, og jeg føler der er plads til forskelligheder og individuelle hensyn hos både børn og forældre. DERFOR har jeg rost min pædagog i dag og bedt hende sprede budskabet til resten af stuen.

Hvem har du rost i dag?