Klaprer dine deller også i modvind?

Bare fordi man er småfed, kan man da godt flytte sig. Tænker jeg naivt hver gang jeg forvilder mig ind i et fitnesscenter. Og hver eneste gang føles det som var jeg Pia Kjærsgaard til årsmøde hos Enhedslisten. Kaster et flygtigt blik rundt i det toptunede, hypermoderne lokale og beder en lynhurtig bøn til who ever om, at jeg er den eneste ene. No luck.

Fra crostraineren får jeg elevatorblikket af en Barbieklon - alt for tynd, alt for høj og med alt for nyindkøbte plastikstive bryster - og et kort øjeblik ser jeg for mit indre blik, hvordan hun stritter af maskineriet, når det går op for hende, at hun ikke engang i den perfekte verden kunne overleve det taljemål. Panisk suger jeg maven ind til jeg bliver gasblå i hovedet og får krampetrækninger i lukkemusklen, hvorefter jeg med en flodhests ynde overskudsagtigt forsøger at svæve ind i lokalet.

Jeg kravler op på motionscyklen og sætter afstadigt benene i bevægelse. "Indtast vægt" bøjer bæstet i neon på skærmen foran mig, mens jeg leger dankortautomat og diskret med den ene hånd forsøger at dække tastaturet, mens jeg bliver ved med at holde tasten nede. Sæt i gang. Jeg vrikker fra indersiden af den ene balle til den anden på sædet, er tæt på at presse livet ud af en enkelt hæmoride, mens jeg torsker derudaf, intetanende om de brændende betændte slidmærker jeg snarligt får påført mig selv af skærende syninger i kondomstramme løbetights. Alt for at falde ind i mængden. Selvom det er et håbløst foretagende, når jeg ligner en nysnøret rullepølse. Med fyld.

Inden længe kampsveder jeg som en brunstig tyr i en sauna og forsøger at trække vejret uden at lyde som en vesterhavskutter i havsnød. Visualiserer chokolademuffins for enden af bjerget og bener derudaf med tre kilometer i timen. Beslutter mig omgående til at opvarmingen må være slut. Skræver ned af cyklen, ormer mig forbi Barbie, der har fået selskab af endnu en klon på crosstraineren, og stiller mig noget der minder om næsten selvsikkert op på løbebåndet. "Vælg program", hvæser den, mens jeg tværer rundt på skærmen med en svedglat fingerspids. Jeg løber. Det ene ben foran det andet. Igen. Igen. Igen.

Overvejer at trække vejret, men frygter at glemme at løfte benene. Jeg dundrer derudaf og føler mig nærmest sporty, da skærmen pludselig begynder at ændre sig og hastigheden banker i vejret. Panisk kaster jeg benene ud til siderne, mens båndet løber hurtigere og hurtigere og jeg tavst tigger den om ikke at smide mig af. Da hastigheden rammer tyve kilometer i timen hænger jeg i overarmene på bæstets armstøtter, mens benene flagrer om kap med mine bryster i slipstrømmen. Fra højre kommer en sand elverpige af en fitnessinstruktør springende til og får stoppet vanvidsmaskinen, mens jeg krampagtigt bliver hængende til den står helt stille. "Jeg tror altså ikke, du er i form til den hastighed", forsøger hun, mens jeg får hvæset ud mellem fortænderne at det var maskinen og ikke mig og forsøger at tørre sved ud af øjnene.

Barbie 1 ser overlegent op fra crosstraineren og hvisker noget til Barbie 2, mens jeg sjosker ud og forestiller mig, hvordan jeg som superwoman flyver igennem lokalet og leverer dem begge et håndkantsslag i nakken på vejen.

Hvorfor dette møde med helvedes forgård ikke stopper mig, forstår jeg ikke. Det burde det. Det burde det virkelig. Men jeg er tykhudet. Åbenbart. For snart ser jeg mit eget navn på en liste. En løbsliste. Til et rigtigt løb med rigtig tidtager og nummer og det hele. Og en fuldstændig rablende distance. Bare fordi man er småfed, kan man vel godt flytte sig.

Ja, men man skal ikke flytte sig 21,1 kilometer. Det er naturstridigt. Og alligevel finder jeg mig selv på listen over deltagere til et halvmarathon. Og jeg løber. Ikke stærkt. Men jeg løber. Overhales gang på gang. Af senede marathonmænd i alt for korte shorts. Af fitnessede tøsebørn som i rusen har glemt at klemme sammen, så de stinker af mødding og har store indtørrede plamager nedad baglårene. Jeg piber over kramper, mens dellerne klaprer mod hinanden i vinden og spænder overarmene så hårdt, at hudflapperne glemmer at vibrere. Mine baller er følelsesløse og jeg sukker ganske opgivende efter lyserøde drinks med sukkerkant og paraplyer. Er i den grad mere til SATC-style end til Chris MacDonald.

Men efter noget der føles som uendelig lang tid sker det. Lige der fremme er det. Målet. Jeg er kold og træt. Føler mig ligeså gammel som Jørn Hjorting og Otto Leisner til sammen. Død eller levende. Jeg er vindblæst og forkommen og absolut kandidat til et års forbrug af wellness. "Yes, yes, yes - du gjorde det", står der over åbningen til stadion, hvor jeg vralter min halvhjertede sejrsrunde. Når undervejs også lige at jokke på plænen, selvom det er i den grad forbudt. Who cares. Jeg er en rebel.

Så selvom man er småfed og ens deller klaprer i modvind, så kan man godt bevæge sig. Jeg løb en halvmarathon i går.

(Og i nat kørte en bulldozer over min krop. Men sig det ikke til nogen.)