Bekendelser fra tissemandland

"Woooow mor, har du set hvor lang den kan blive?", råber min 3-årige ganske overstrømmende lykkeligt og hiver i sin tissemand som var den et splinternyt hudfarvet gummibånd. Med sine små buttede barnefingre har han hevet fat om det yderste tynde stykke hud og trækker nu krabaten i alle mulige og umulige retninger, og jeg frygter et øjeblik at huden revner og den brækker midt over, mens jeg ser min langt ude i fremtiden chance for at blive farmor svinde ind som en frankfurter på weberen en varm sommeraften. 

Jeg forsøger smådesperat at få ham til at stoppe og putte hænderne et sted, hvor det er mere Emma Gad-passende for små drenge, alt imens min bekymring for svendens videre skæbne stiger og stiger. Men knægten er himmelråbende ligeglad og valser pavestolt rundt i stuen med fremskudt prinsgemal-vom og et saligt smil fra en verden, hans mor ikke forstår. Skrækindjagende billeder passerer revy for mit indre blik af min søn som en fremtidens Karl Mar hujende og skrigende gennem indre by med dynamiske hjortespring, mens han trods kraftig modvind forsøger at lave propellen. Allerede der føler jeg mig en anelse træt

Det gik meget hurtigt op for mig, at de faktisk ikke skal være ret gamle sådan nogle knægte før de får lært at size matters. “Min tissemand er større end din tissemand”, hyler ældsten gang på gang hoverende, når han har overtalt brormand til at tisse over kors. Stolte står de med bukserne nede om haserne og øver synkronpisning på badeværelset, mens jeg vrider mig ved tanken om, hvem der skal gøre rent den dag, de finder på at sprøjte til måls efter en flue på væggen. Samtidig håber jeg i mit stille sind, at de i kampens hede har husket skamlen, så toiletbræddet ikke ved et uheld vipper ned og klemmer yngtens, der stadig er så kortbenet, at han kun lige kan nå op og lade den hvile på kummens kant. 

“Min far har en tissemand”, fortæller de stolte den stakkels kassemedarbejder i Fakta, mens jeg kampsvedende losser cocktailpølser og vådservietter på båndet. Forsøger at undgå at skubbe Se & Hør ned af hylden med min kummefryserbrede mås, mens jeg suger maven ind og laver freelance knibeøvelser, der ikke giver meget andet end analkrampe. 
“Har du også en tissemand?,” lyder det efterfølgende fra den lille barnemund og jeg forsøger febrilsk at forklare at nej, det har damen ikke. Det er kun mænd, der har tissemænd. 

At damen så har et overskæg mere velpoleret end Herr Hitlers og skuldre bredere end en østeuropæisk kuglestøder gør ikke sagen nemmere. Og så sker det, der ikke må ske. Man tror lige at man har alt under kontrol. Der er ingen børn, der er stukket af. Ingen der har nakket legetøj, chokoladekiks eller politisk ukorrekte vingummibamser fulde af e-numre og direkte importerede fra down town Fleggaard. Der er ikke nogen, der ligger på gulvet og skriger. Ingen der har sagt, at manden efter os i køen iført kaftan og sandaler ligner en abe. Det går sådan overall meget godt. Indtil verdenen ramler sammen. 

“Min far har en kæmpestor tissemand. Jeg ikke må slå, men jeg må gerne ae.” 

Det er rart nok, når opdragelsen virker til at sidde fast i de små hoveder. De skal bare indgå i de rigtige sammenhænge.