lørdag den 2. marts 2013

Hvilken fremtid skal dine børn have?



Jeg har længe været stille. Alt for stille. Men i disse dage føler jeg mig provokeret. Meget provokeret. For i disse dage bliver jeg ramt, ramt på to meget væsentlige dele af min identitet. Mit job. Og mine børn. Og jeg er dybt bekymret på begges vegne.

Som mange nok har regnet ud, så er jeg lærer. Et job som alle har en mening om, og som det er moderne at bruge som offentlig prugelknabe, når politikerne skal lege Christian IV og vil sætte deres præg på historien.  Jeg er ikke bange for at hævde, at jeg er god til mit job. Jeg vil noget med det. Jeg vil noget med mine børn.  Jeg ikke bare arbejder som lærer. Jeg ER lærer. Og jeg ved at mine mange kolleger landet over har det lige sådan.

Jeg blev lærer af lyst, ikke af nød eller tvang. Jeg blev lærer, fordi jeg har noget at fortælle, noget at bringe videre. Jeg vil være med til at skabe, forme og danne verdens bedste børn til blive ordentlige voksne med både hjerne og hjerte. Jeg vil skabe nysgerrighed, undren og eftertænksomhed. Ikke maskiner, der kun kan følge manualer og centralt udstukne planer. Ikke robotter, som kun har værdi som en plet på en graf over internationale læseprøver. Jeg vil lære børn at leve, at lytte, at lære. At udvikle sig, alene og sammen med andre. At tænkte nyt, tænke anderledes, tænke skævt. Mine børn - vores børn - skal ikke blot passe ned i ministerielle kasser og systemer. De skal ikke være brikker i et magtspil mellem mennesker, som i stor stil har glemt de vælgere, de kan takke for deres job og selvophøjede status. Vores børn er meget mere værd end det.

Selvfølgelig skal folkeskolen diskuteres. De ting man diskuterer, kan man udvikle, og selvfølgelig skal folkeskolen udvikle. Men der er lang vej fra udvikling til øjelæggelse. Og lige nu ødelægges der. Og der ødelægges dybt. De, der tror andet, stikker sig selv og deres artsfæller blår i øjnene. Jeg forstår ikke, at man vil være det bekendt. Det er dybt pinligt og meget uanstændigt, at vores generation vil byde fremtidens generationer dette. Jeg skammer mig.

Men lad os nu et kort øjeblik glemme at jeg er lærer. For før jeg er lærer, er jeg allermest mor. Mor til et nuværende og et snart kommende skolebarn. Det er mine børn. Ikke statens. Og jeg kan faktisk ret godt lide dem. Jeg vil selv opdrage dem, selv være med til at præge og udfordre deres holdninger og værdier, selv vise dem, hvordan verden hænger sammen. Det hverken kan eller vil jeg lægge over til skolen. Mine børn er ikke soldater i Maos røde hær. De er hele mennesker under udvikling. De skal have tid til at lege, til at udforske, til at fantasere. De skal have tid til at være børn. Ikke kapres til en pengemaskines helt afsporede holdning til hvad der er god uddannelse og god dannelse. Jeg vil som forælder have ansvaret for mine egne børn. Det er ikke statens opgave. Det er der åbenbart nogle, der i deres magtliderlighed har glemt.

Til jer der sidder på magten. Tænk jer om. Lige nu har I mistet grebet om virkeligheden. I sidder så højt oppe, at man skulle tro, I havde overblik. Men I har åbenbart hejst jer selv så højt op, at overblikket er forsvundet og I intet ser. Og intet forstår. De tal, der står på jeres skærme, er ikke bare tal. Det er vores fremtid. Det er vores børn. Er det virkelig dette, I vil byde dem?

4 kommentarer:

  1. Fantastisk Mette Brøl vider højer og giv aldrig op
    Lilian :-)

    SvarSlet
  2. Du rammer plet og gør det eftertænksomt. Din entusiasme lyser ud af hvert ord og kærligheden til din levevej ligeså. Held og lykke i kampen.

    SvarSlet
  3. Godt brølt, løve!
    Hvor er det godt at der stadig findes engagerede mennesker som dig. Der er alt for mange primitive 'kassetænkere' i vores verden.
    Hvis vi fortsætter med at spare, spare, spare på vores børns opvækst, hvor skal vi så få kvalitetsvoksne fra?

    SvarSlet
  4. Fra en lærer til en anden.. Fantastisk!

    SvarSlet