mandag den 22. april 2013

Mit navn er Mette...

Og jeg har desværre uddannet mig til lærer. 

Der var engang, hvor jeg var rigtig glad for mit job. Engang hvor jeg ikke var 
bange for at hævde, at jeg var god til mit job. Jeg ville noget med det. Jeg ville noget med mine børn. Jeg ikke bare arbejdede som lærer. Jeg VAR lærer. 

I disse tider betyder det at være lærer desværre, at alle og enhver har en mening om en og om det arbejde man laver. På godt og ondt. Desværre mest på ondt. Det er i hvert fald dem, der råber højest. Måske fordi de sidder på magten. I disse tider er det åbenbart i orden at vide bedre, vide mere og være klogere, bare fordi man selv gik i skole for 30-40-50 år siden. Der er jo ingen udvikling sket. Og så svært kan det jo heller ikke være, vel?

Jeg går ikke over til tandlægen og udtaler mig om, hvordan han skal lave fyldninger og bore huller. Jeg kræver ikke at skulle bestemme hvordan lægen opererer min parforerede tarm eller hvordan cykelsmeden skifter min kadanaksel. Jeg udtaler mig ikke om, hvordan min frisør bør lave mit undercut eller hvordan bankdirektøren skal forvalte de mange millioner, kommunerne kører ind i disse dage. Men alle kan fortælle en masse om, hvordan en lærer skal arbejde. For lærerarbejder ved alle noget om.

En ting er så professionen - noget andet er, at der faktisk gemmer sig mennesker bag den profession. Mennesker, som er lige så lede og kede af lockouten som de tusindvis af børnefamilier som er ramt. Jeg er en af dem. Jeg savner mine kolleger, savner mine elever. Jeg er bange for min økonomi og for min og min families fremtid. Jeg forstår slet ikke at vi er nået herud. Forstår slet ikke, at man vil være det bekendt. 

Der var engang, hvor jeg var glad for mit job. Hvor jeg gerne gav det ekstra for den gode dag og gode læring for lille Ib. Hvor jeg gang på gang ofrede samværet med min egen familie fordi der var noget på arbejdet, der brændte. Nogle der havde brug for mig. Og nu i lockoutens hellige navn er det igen min egen familie, der bliver taberne. For jeg magter ikke mere. Jeg kan ikke gå til fodbold med min søn uden at skulle stå til regnskab for konflikten. Uden at skulle lægge ryg til kommentarer om dovne lærere, der fandme bare skulle se at stoppe med at strejke og så lave noget for deres penge. Om lærere, der går hjem klokken to hver dag og aldrig laver en skid. Jeg kan ikke tage i det lokale fitnesscenter uden at blive passet op med kommentarer om bare at gå og dandere den og om, hvilket halvdagsjob et lærerliv er. Jeg kan ikke handle mere uden at skulle høre på, hvor ugidelige, inkompetente og dumme, de danske lærere er. Jeg forstår ikke, at man vil være bekendt at behandle andre mennesker sådan. 

Men på et eller andet tidspunkt skal vi i arbejde igen. Engang er det her faktisk ovre. Der er børn, der fortjener undervisning. Børn, der skal lære med liv og lyst. Og som fortjener de bedste, mest motiverede lærere de kan få. Men hvordan skal vi kunne give dem det? Vi lærer jo i øjeblikket, at vi intet er værd. Det er mennesker, det handler om. På begge sider af katederet. Og dem bagved skal være ovenpå for at kunne gøre det allerbedste for dem foran. Men det er vi ikke. For vi duer jo ikke. Og det sætter spor altid at få at vide. Jeg blander mig ikke i, hvordan blikkenslageren lægger sine rør. Gør du? 

7 kommentarer:

  1. Du formulerer dig så pænt Mette, men egentlig sidder jeg tilbage med en følelse af, at du er vred, såret og skuffet. Måske mest af det første? Uanset - og ikke mindst - efterlader du mig med et håb. Og en tro på, at du og andre lærer brænder for det i laver og at i nok skal komme stærke igennem dette. Men derfor er det stadig unfair, at i - og børnene - skal slides så meget på. Både fagligt og mentalt. Jeg håber nogen finder deres indre menneske frem og undskylder overfor jer....og ikke mindst dig!

    SvarSlet
  2. Meget diplomatisk formuleret Mette. De behandler jeg ad H*lvede til. Sg*.
    Kæmpe Kram fra en ikke-blikkenslager.

    SvarSlet
  3. Jeg har altid beundret alle jer laerere for det arbejde, I laegger for dagen. Hver dag. I har aldrig haft helt fri, for foraeldre kan jo ringe paa alle tider af doegnet alle ugens dage. Der er altid forberedelse og retning, der ligger og venter til I har puttet jeres egne boern i seng.
    Politikerne burde ikke kunne vaere sig selv bekendt, naar de taler alle laerere ned og tager jeres privatoekonomi som gidsler i deres desperate forsoeg paa at bevise, at de kan lave mindst lige saa gennemgribende reformer som den tidligere regering.

    SvarSlet
  4. Fedt indlæg Mette.
    Jeg har delt den på min fb, for det er noget der skal ud til verden.

    Jeg tager hatten af for personer som dig, der brænder for sit arbejde.
    I er med til at forme det vigtigste i vores liv, nemlig vores kære børn.

    Jeg har i de sidste par uger haft små grupper af piger hjemme pga lockouten, og kan virkelig ikke forestille mig hvordan det ville have været med 23 af den slags. Det klarer du/i hver eneste skoledag uden at rive alt håret af hovedet.
    Stor respekt til jer

    SvarSlet
  5. Super indlæg, men tag dog offer rollen af...
    Der er ingen tvivl om at det er jer som lærer (og børnene selvfølgelig)der bliver hårdest ramt af at KL har trukket lockout-kortet, men hvis du har læst bare en enkelt avis eller set nyheder så er der stor opbakning til jer fra os forældre (læs evt. de øvrigt kommentarer og min igen).
    De fleste af os kan godt ser at i bliver trynet, at i udfører et fantastisk stykke arbejde og at heldagsskolen er helt hen i vejret, så det kun er de færreste der ønsker den.
    Til gengæld er jeg træt af at mit barn mister kostbar undervisning og derfor ønskede jeg et hurtigt indgreb, da det blev tydeligt at KL (og regeringen) havde besluttet sig for ikke at forhandle...
    Fuld støtte til jer og håbet om en snarlig afslutning på denne farce...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg blander mig normalt ikke i diskussionerne, fordi jeg nåede til hvor Mette er nu, for over en uge siden... Jeg orker det ikke. Men jeg er simpelthen nødt til at kommentere at vi skal tage offerrollen af. Sikke noget pjat at sige! Det kan godt være at de fleste støtter lærerne, men det er ikke det man møder i hverdagen. Det er de sure opstød og kritikken og kommentarerne om at vi skal tage os sammen - og det tager virkelig hårdt på en. Man bliver virkelig angrebet som person, fordi min ikke ARBEJDER som lærer, man ER lærer. Der er flere af de især ældre lærere, som aldrig har gået arbejdsløs, som er ved at gå psykisk ned over det her, og så hjælper de ondskabsfulde kommentarer ikke. Jeg synes ikke vi har en offerrolle, vi vil bare gerne se os fri for, at alle ved bedre hvordan vi udfører vores job end vi selv gør.
      Det er dejligt at læse kommentarerne om at I respekterer vores arbejde, men realiteten er bare, at de negative mennesker råber højere og oftere...
      Nu kom jeg til at lyde som meget sur og negativ, det er jeg normalt ikke, men lockouten begynder også at ramme mit humør (til trods for at jeg er en af dem, der er vant til usikkerheden og arbejdsløshed engang imellem)...

      Slet
  6. KRAM til alle de "udlåste" lærere. I er savnet! Vi vil have jer tilbage - vores børn savner jer!

    KL - så lad dog for pokker lærene komme tilbage på arbejde. INGEN motiveres af at være udelukket. DROP den voksen-mopning. Find de konstruktive briller frem, jeg er SIKKER på at lærene VIL vores folskeskole og har en masse ideer til at forbedre den. Giv dem nu lov!

    SvarSlet