Stilletid

Det er begyndt at regne. Himlen er flækket og kaskader af vand vælter ned som om den ikke kender enden for sin egen færden og grænserne for sin egen formåen. På den ene side ganske hyggeligt fejret med lakridste og nybagte boller med jordbærmarmelade af bærene fra i går.

På den anden side så vemodigt som et billede der skærer gennem nethinden. Et billede på den sommer, der inden længe slutter. En sommer der for mig aldrig rigtig er begyndt.
Det er stilhed før stormen nu. Om tre timer får drengene sommerferie. Lille og store i hvert fald. Der er så mange ting jeg burde inden da. Få gjort færdigt rent, så der er noget at svine til. Ordne den bunke af vasketøj, der glor ondt på mig og bider mig i haserne hver gang jeg selvvalgt blind går forbi. Tænke et eller andet om aftensmaden.

Jeg har mere lyst til at gøre noget ved det stof som ligger og venter og som snart burde blive til den emami, som jeg har smugkigget på hos Trinel

i flere dage nu. Men allerhelst vil jeg strikke. Få gjort mit Tina-tørklæde færdigt og komme videre med den restetrøje til Lille som på magisk vis toner frem af pinde og garn og tanker, og som er startet af det rene ingenting. Der er så meget jeg hellere vil.
Men det er stilhed før stormen. Og det regner.