Nedtælling for en diva?

En veninde har spurgt om jeg ikke vil med på telttur. Bare hende og mig og vores fire drenge. I manges ører lyder det intet mindre end fantastisk. Jeg er forholdsvis skeptisk. Bubber og BS er barnemad ved siden af det jeg får udrettet i naturen. Og her snakker jeg ikke om at besørge min nødtørft i mosset bag et bøgetræ. Jeg er udpræget mere til wellness end til wild west. 
Men okay, man skal lære noget nyt her i livet. Man skal udvikle sig, har jeg hørt. Så jeg har sagt ja. Hvis altså vejret er godt, that is. Jeg sejler bare ikke rundt på luftmadras i villatelt i skybrud. Glem det. I sådan et vejr er der også bare alt for langt til toilettet. Hader at træde ind i det brune søle sådan et sted og være i tvivl om, hvad det er jeg vader rundt i.


"Kan du slå ihjel?", stod der så i en sms jeg modtog for nogle uger siden. Indtil flere scenarier udspillede sig straks fra mit indre blik, og jeg så mig selv ride mod solnedgangen på min hjulbenede ganger med et rygende geværløb over skulderen. Det viser sig så at min venindes ældstesøn - alderpræsidenten i drengebanden med hele 8 år på bagen - forventer at vi skal fange vores føde selv, og hun ville så lige høre, om jeg kunne ondulere en regnbueørred. Med kniv og gaffel på Hotel Vejlefjord, ja, tænker jeg. Og et lille strejf citron, for sure. 


Husker med smertelig erindring mit sidste forsøg som pigespejder. En smule succes ville have været godt. Ikke sådan world famous kind of succes. Bare nok til ikke at falde totalt igennem. Så de andre på turen ikke konstant ser på mig som hende, der trækker holdet ned. Dødvægten. Klodsen om benet. Som når man i "Hvem vil være millionær" ufrivilligt bliver sat sammen med Linse Kessler, Amalie og hendes mor. På samme tid. Jeg skal bare bruge succes nok til at overleve. Med stil. Med stil, selvfølgelig.
Det er en overvindelse af evolutionelle dimensioner for mig bare at sætte smilet på. "Ja, jeg synes da i den grad at overlevelsestur med kanosejlads, overnatning i hjemmebyggede bivuakker og madlavning på trankia er en vildt fedt idé. Den bakker jeg SÅ meget op om." Krydser stiletterne under bordet og smilet klistrer fast i en dødningeagtig grimasse, mens jeg i et panisk øjeblik ser mig selv sidde skrævende på hug i underskoven og svinge med divacuppen, mens flyvemyrer af dinosaurstørrelse bygger rede i bevoksningen på mine ben og jeg insisterende messer "det er bare græs der kilder hæmoriden, det er bare græs." 

Første mission på sådan en tur har jeg lært er at finde en egnet sovepose. "Flet for fanden da et tæppe af siv", brøler min vildmandsleder som med sin blotte tilstedeværelse får Indiana Jones til at ligne Jim Lyngvild. Jeg hader soveposer af et godt hjerte. De stinker, får mig til at føle mig som indmaden i en kryddermedister og antænder i samme sekund jeg ormer mig ned i den et truende angstanfald. Nogle er bange for edderkopper og slanger. Jeg kampsveder i panikangst over soveposer. Men tanken om at ligge der i mørket under træerne ganske ubeskyttet til lyden af brunstige reners parringshyl får mig alligevel til at slæbe kropskondomet med. Liggeunderlag kan de dog godt glemme. Det kan være nok så polypropylen-behandlet - jeg gør det ikke. Men fandme træls at en luftmadras monteret på en vandrerrygsæk er lige så tung som en middelstor bakkesangerinde. Det sociale serviceniveau i dagens Danmark er drastisk faldende. Som offentligt ansat burde en Hästens med elevation var standardudstyr i tjenesten. Hallo, er der nogle vælgerhungrende landspolitikere derude der hører efter??

Uldundertøj. Tjek. Vandrerstøvler. Tjek. Makeuptaske. Tjek. Fladjern. Njaaaa, må nok hellere lade det blive hjemme. Ikke godt for mit nyfundne outdoorimage at rende rundt i skoven og lede efter strømtræet. Sikkert heller ikke en fremragende kombi med de mængder vand DMI så forræderisk melder om. Satser naivt på at skyggerne i skoven gør noget godt og naturligt for mit look. Men ærligt talt, så tvivler jeg. 
Stavrer gennem mudderet med svuppende klistrede lyde og falder direkte på røven nærmest inden jeg kan nå at bræge Ilse Jacobsen - Hornbæk. Mudderet klæber sig til min regnuniform og render i tykke sølede tunger nedad mine ben. I drømme nipper jeg elegant til en mojito, men virkeligheden sladrer om lunket vand fyldt med kryb der garanteret yngler ganske fremragende i min 37 grader varme krop. Om natten kryber jeg sammen under presenningen, mens myggene forlyster sig på mit ansigt og forvandler min Ole H-hud til en teenagers bebumsede fjæs. Mærker vandet trænge ind fra bunden. Har mareridt om kanotur og rapelling. 


Divaer i junglen, go home. Hvad er Bubber uden sit badekar? Hvorfor var det egentlig, jeg lige sagde ja til den telttur?? Det kommer i den grad til at koste nogle liter papvin at komme igennem.