Den store klinges ædle betvinger.

Sommetider har man bare for meget tid. Jeg har i hvert fald. Eller også går tiden bare for langsomt. Sådan føler jeg det, når jeg sidder på motionscyklen og bare træder rundt og rundt. Jeg vil løbe. Løbe langt. Men læge og ledbånd er ikke enige. Overhovedet ikke. Hørte noget om hvile. Overhørte noget om ro. Sådan et ledbånd gror da sammen af sig selv, brokker jeg og tramper i pedalerne som en lille sur fem årig. Og det er så her, der er for meget tid. Til at sætte ord sammen. Og lege.

"Det er smukt, feltet, som een stor muskel, der banker gennem det gule hav. Se hvor smukt hun sidder på cyklen. Selv når hun står op. Ikke smuk stilisme, men effektiv. Nærmest som en robot, stirrende, trampende, bankende. Hamrende hård varme. Som at stikke hovedet hen over et bål. Det er sejt, det er stejlt. Hun viser her sansen for format. Den gule trøje, de hvide tænder. Den mørke muskel er virkelig lukket op nu. Som en lang lunte på vej mod eksplosion. Fremad - stormer fremad. Som en bøffel mod et vandhul. Smaskende i sin tidstagning. Feltet er trukket langt, langt ud, her, hvor det kører gennem endnu en by...med meget, meget smukke....blågrå tage...og kirker. Og er fremme sidder hun - den store klinges ædle betvinger.

Findes der noget smukkere end genoptræning??? Ja!