Henter du lige en boltsaks, mens jeg står her og vælter?

Er der nogen af jer, der nogensinde har forsøgt at stoppe Mike Tyson i et par nylonstrømper? Forestillet jer hvordan denne kompakte, firkantede mand vrider sig i arrigskab for at få syningerne til at stoppe med at skarve i folderne mellem lårerne og dermed forhindre sviende, væskende sår, mens han koncentreret gnasker på et øre og slår om sig til højre og venstre?
Eller leget med tanken om, hvordan den hårdtpumpede tidligere republikanske guvernør i Californien ville gøre sig i miniskørt og stiletter til brunch i Det hvide Hus eller på Martha’s Vinyard med resten af The Kennedys? Skulende til Mr. Obama og Secret Service holdet. I’ll be back.
Hvis bare én af jer i et svagt øjeblik har overvejet Hulk Hogan i den lille sorte og set ham for jeres indre blik i hofteholder og g-streng, så ved I hvordan jeg har det. Hvis I kan fornemme deres smerte, føle deres afmagt, smage deres blod, sved og tårer, så er I med mig. Helt inde i mit inderste. Når jeg skal købe en kjole.


Når det så er sagt, hvad får så mig overhovedet til at overveje at købe en kjole? Hvad kan få mig til at udsætte mig selv for de prøvelser? Galskab - jeg kan ikke noget bedre svar. Ægte, hjernelammende galskab. Intet mindre.

Den er gal allerede fra jeg træder ind i første butik. En vaskeægte alf af en ekspedient kommer svævende over gulvet og spørger med pibestemme, hvad hun mon kan hjælpe med.  “Måske en kjole,” får jeg fremstammet. “Eller noget lignende.” Hun giver mig elevatorblikket. Eller i dette tilfælde gik elevatoren nok kun opad. Derefter konstaterer hun nøgternt, at den i hvert fald ikke skal være for stram. Det har jeg nok ligesom opdaget, tænker jeg og forsøger febrilsk at trække maven ind. Ret demonstrativt vælter den alligevel fra side til side, da jeg buldrer gennem lokalet efter alfen, som bamsen med det røde tørklæde på besøg hos Royal Copenhagen. 

“Måske denne kunne være noget”, hyler den spidsørede og fremviser et kjoleaggregat, der mest af alt ligner en sort sæk belagt med bladguld. “Men den laves altså ikke større end xl”, fortsætter hun og vimser hen til prøverummet. Jeg nikker lettere panisk og begynder meget lidt optimistisk at tage tøjet af. 

Første arm i den guldbelagte går godt. Jeg finder hullet i første forsøg, der er ikke noget, der skal knappes op, ikke noget der sidder henslængt moderne og dingler, ikke noget der forhindrer fri passage fra ærmegab til guds fri natur. Totalt succes. Jeg er da kørende, tænker jeg og blinker måske lidt for kækt til mig selv i spejlet, da også hovedet smutter igennem sin dertil indrettede åbning. Du er faktisk ret lækker lige nu, poserer jeg foran helspejlet med Elvis overlæbe og lige tilpas afslappet pandelok designet til henslængt at blive kastet bagover i vinden. Hvilket jeg også gør. Samtidig med at jeg forsøger at tage ærme nummer to på. Og her går det så galt. 

Nogle af jer tænker måske, hvorfor jeg ikke startede ud med begge arme før hovedet, men der må jeg være jer svar skyldig. Det ved jeg simpelthen ikke. Men der står jeg altså. Med hovedet igennem det største hul, armene lodret i vejret og en guldbelagt sæk, der uigenkaldeligt har sat sig fast over mine bryster og trykker dem nedad med udadrettet vip i bunden som skihopbakken i Garmisch-Partenkirchen nytårsdag. Tror roligt man kan sige, at kjolen er nået ud over bakkens K-punkt.

“Hvordan går det herinde?”, spørger alfen med påtaget venlighed fra den anden side, og jeg kan mærke hendes misbilligelse sive ind under forhænget, mens jeg prustende stønner “fremragende” og kampsvedende forsøger at lirke mig ud af kropskondomet. Vel at mærke uden at den sprækker, og jeg bliver en meget dyr pudseklud rigere.
Ikke komme ind, ikke komme ind, ikke komme ind, messer jeg for mig selv, mens jeg svajer frem og tilbage som Johnny Madsen til en af sine egne koncerter. Jeg forestiller mig allerede hvordan jeg vælter ind i spejlet, smadrer glasset og er tæt på at forbløde, fordi de i ambulancen ikke kan få kjolen af og komme ind og lukke hullerne. Overvejer at spørge efter en skærebrænder. Eller måske bare en boltsaks. Ikke at jeg ville være i stand til at bruge den alligevel lige nu. Jeg har altid troet at det var ærefuldt at dø i kamp. Men jeg tror ikke denne kamp tæller.  

Til al held får jeg til sidst kjolen af. Stort set uden sprækker og huller. Og jeg får samlet mit tøj. Ruller dellerne på plads, får hejst brysterne op og ind. Et lille kærligt puf får de med på vejen. De har jo også været i kamp.     
Med rødsprængte kinder og en frisure, som Don King ville have været stolt af, får jeg afleveret tøjstykket med et “det var vist ikke lige sagen.” Hvem gider da også gå rundt og ligne en juletræskugle?