Jeg bliver slået ihjel en otte-ti gange hver dag. Mindst. Fra jeg knagende og bragende i samtlige knogler og led vælter ud af sengen om morgenen til jeg oldgammel og vissen falder sanseløst om lige efter Nyhederne, er jeg blevet skudt, flækket, stenet, frosset og hakket til atomer et utal af gange. Jeg er blevet tømt for blod, fået hovedet skilt fra kroppen eller som noget at det mere enkle blevet sendt helt ind til jordens indre af røntgenblik og lasersyn.
Gerningsmændene er af varierende størrelse og karakter såvel som motivet til mordene. Det ene øjeblik handler det om nøje planlagte hævnaktioner, det næste om rene affektdrab.
Nogle gange sendes jeg langt ud i intergalaktiske sfærer og taber i supersoniske kampe mod kloner og droider. Andre gange forvandles jeg til slimede læspende slanger, der sniger sig ind på sværtbevæbnede ninjaer for at gøre verden gennemført ond og det er altså bare mega nedern, ja, det er så. Sommetider ser jeg bare alt for åndssvag ud med de der lange kødlapper foran, som gerningsmændene i tidernes morgen sugede slatne og dalrende, og nogle gange skal jeg egentlig bare skride ud for jeg er bare alt alt for pinlig. Og gammel. Og en pige.
I de fleste tilfælde er gerningsstedsundersøgelser forholdsvist irrelevante og overflødige, da både morder, offer og mordvåben som udgangspunkt befinder sig på samme matrikel. Desuden findes der på gerningsstedet i overflod af leverpostejsindsmurte fingeraftryk på møbler og vægge, syltetøjsstørknede hår i sofaer, på dyner og tæpper og mudrede, tilgræssede fibre på gulve, borde og i vindueskarme. Og jeg tillader mig ganske fordomsfuldt at mene, at der ofte er tale om sæsonregulerede angreb, der kommer synkront med lukkedage i institutioner og samfundsforventede hyg-vi-har-ferie-uger.
Som regel bliver jeg dog lappet sammen igen og genopstår på magisk vis, når der skal findes alle de ting, som absolut og helt hundrede procent sikkert er blevet væk. Og som ingen overhovedet nogensinde kunne finde på at lægge andre steder end på deres helt rigtige plads. Selvfølgelig.
Eller når der skal laves mad, tørres numse, bindes snørebånd, køres til fodbold, til fødselsdag, til arbejdsdag, you name it.
Nej forresten, slet lave mad. Det er faktisk også en mordgrund her i huset. Når der drømmes om pizza med majs og skinke og så absolut overhovedet ikke med pepperoni, og mor så laver lasagne med camouflerede gulerødder og c-vitaminer. Eller når aftensmaden står på frikadeller med totaltsmadrede, ukendelige løg, og der med garanti og a’mar halshug er blevet hørt pasta og kødsovs. Så kan kokken godt regne med kreative trusler på livet, mens jeg flygter i frivilligt eksil på badeværelset med en fatwa i nakken.
Hvis jeg så samtidig har tilladt mig at sige nej til iPad, Nintendo, Playstation og andre absolut nødvendigheder til livets opretholdelse til fordel for almindelig kedsomhed og gammeldags tv, kan jeg være ganske sikker på at blive ædt af en zombie eller blive sladret om til skoleinspektøren, borgmesteren, dronningen og Gud. For de bestemmer nemlig og har helt vildt mange penge.
uh ha..... jeg blev helt glad for mine piger- for der er også krammere og kys ind imellem himmelvendte øjne, grimt tøj og dårlig lugt....og lige nu en 5 årig som kom ind og vækkede mig for at sove trygt videre ved siden af min seng- mens jeg så ikke kunne falde i søvn igen.. fortsat god søndag- count down til mandag er igang ;-)
SvarSletHold op, hvor er det godt skrevet! Og jeg kan fuldstændig leve mig ind i det. Ofte er jeg dog spejderman, som blever overfaldet og banket af en vild blæksprutte.....hvordan det så end hænger sammen. Jeg har en dreng, der lige er blevet 4. Datteren på 7 er slet ikke ligeså fantasifuld (eller også er hun det bare på en anden måde), hun bliver bare sur ;)
SvarSlet