Bambi vs. Stampe

Man skulle have været en kanin. Lavt tyngdepunkt, flade fødder, korte ben - nøgleord for at overleve vinteren her på prærien. Det føles i hvert fald sådan. I går var jeg ude at løbe. Solen stod lavt og himlen var høj og vinterblå. Fantastisk tur i bidende frost - altså lige bortset fra underlaget. Jeg skøjtede rundt, og hvor jeg normalt ville blive ret så charmeret af at blive sammenlignet med Bambi, så er det her bare en af de situtuationer, hvor det ikke er fedt at være et dådyr.
Løb er måske også et overdrevet ord at bruge. For det går ikke ligefrem stærkt for mig. Men jeg bevæger mig. Fremad. I tempoet en tand over skildpadde. Men jeg elsker det. Elsker når benene bare tager over og går som trommestikker. Når hjernen slår fra og tankerne flyver langt langt væk. Så kan jeg mærke hjertet banke. At løbe derud af. Bare afsted. Bare sådan at få lov til at være Mette -Mette en gang imellem i stedet for mor-Mette smurt ind i grød, jord og snot, mad-Mette smurt ind i lasagne, tomatsovs og boller i karry, og kone/kæreste-Mette smurt ind i....ja, i vasketøj, rengøringsmidler og med gigantiske skraldesække under øjnene. På trods af fødedelle med multifarvede zebrastriber, der så fint vibrerer i takt med mine skridt og bryster så lange og slatne, at de kunne bindes i nakken med et råbåndsknob, så føler jeg mig levende når jeg løber. Så føler jeg mig fri.