Hvordan man nedbryder en supermor!

I kender godt de dage. De dage man skulle være blevet i sin seng. De dage hvor lige meget hvad man gør, så går der et eller andet galt. ALT hvad der kan gå galt, går galt.

Som når junior æder T og Q. Med sine små fedtede barnefingre graver han dem fri af tastaturet og inklusivt tastaturstøv gumler veltilfredst løs i flere minutter inden hans rådne mor opdager ugerningen. Sådan. Jeg har indrømmet det. Føler mig for gud ved hvilken gang som verdens dårligste mor, der ikke engang kan finde ud af at forhindre mit eget barn i at æde plastikdimser og få kroniske tarmskader i al fremtid.

Tre minutters uopmærksomhed, så er fanden løs. Forestiller mig allerede hvordan T og Q sejler rundt i systemet i en blandet sovs af mavesyre, sødmælk og meget politisk korrekt økologisk, parabene- og thalatfrit Max Havelaar havregrød. Selvfølgelig.
Her står man med sin allerførste lillebitte baby og alverdens forkromede ideer om at blive den mest perfekte overskudsagtige politisk korrekte supermor og diske op med hjemmelavet grød og mos fra egen køkkenhave, svanemærkede saltfri riskiks og biodynamiske heldragter og så ender man med en unge, som ikke vil æde andet end livstruende dippedutter og leverpostejsmadder. Fra dag et hviler jordemødres, lægers og sundhedsplejerskes kritiske øjne på én. Man dunkes i knolden med den ene monstertunge pjece efter den anden og forsøger at gøre alting så uendeligt godt. Det går bare ikke. For der går ikke ret lang tid fra juniors ankomst før man uforvarende bliver skyld i de første skader og overmandes af den ledeste, sorteste, ondeste samvittighed i hele verden. En ravnemor er født.

Det dumpe hule bump det giver, når et sovende barn dratter ud af dobbeltsengen er ikke til at tage fejl af. Ens hjerte brister et øjeblik indtil hylet skærer igennem stilheden, og man klynger sig til det lille væsen og presser nærmet al luft ud af det i overstrømmende kærlighed og olivensort samvittighed.
Sommetider har jeg taget mig selv i at tænke, hvis bare der dog fandtes en knap med ”gendan fabriksindstillinger” på sådan et kræ, så ville alt være så meget nemmere. Erase and rewind. Det er bare ikke fedt at forklare juniors afskallede blodtud og æggestore bule i panden med, at mor glemte at holde fast i flyverdragten, så han tog den på tuden ned af mindst femten kolonorme stentrin og landede på maven med knolden i fliserne. 10 cm fra kølerhjelmen på en nypoleret Audi A6.

Bare et lillebitte øjeblik vender man ryggen til dem. Kun lige den tid det tager at flå støvlerne af, rive trusserne ud af folderne i måsen eller slå en skid og sukke veltilfreds bagefter. Ikke mere end det, og så har de i mellemtiden nået at flytte rundt på stolene, så de stolt balancerer oppe på det store glasspisebord i stuen, fået ædt sig halvt igennem ledningen til farmands højtelskede bosehøjtalere og leget teselskab med indholdet i mors nyåbnede pakke med p-piller. Eller som nu grådigt fortæret det halve alfabet.

Jeg brøler op med en lyd som en halvdød hyæne, kaster mig gennem stuen i meget lidt dynamiske hjortespring og forsøger febrilsk at stoppe juniors køren taster ind som var det Haribo Matadormix. Først kigger afkommet lettere forbavset op på mig, mens han stædigt gnasker løs på dutterne, dernæst forvrænges hans ellers så uskyldige babyblødeansigt og han stikker i et øresønderrivende hyl, da mor propper klør fem i kæften af ham og forsøger at rage fangsten ud.
Så er helvedet løs. Jeg knokler rundt mellem savl og rester af et eller andet snasket, mens jeg forsøger at undgå de sylespidse tænder for at fiske knapperne ud, ungen skriger så snottet sprøjter og han nærmest kampbrækker sig, mens han kaster sig hæmningsløst væk fra mig og vrider hele sin bløde, buttede barnekrop som en larve i løbetid. Men mor er bestemt. Mor sætter grænser. Mor kommunikerer. Lige som jeg har læst ordentlige forældre skal gøre.

Og alligevel rammes jeg jævnligt af ”åh nej, nu kommer kommunen”-følelsen. Jeg halser konstant i hælene på afkommet for at holde det sikkert og veloverbeskyttet – det ene øjeblik for at afværge næste uundgåelige sammenstød med hjørne på ikke-afrundet højglanslakeret køkkenlåge, det andet for at undgå oralt indtag af flydende opvaskemiddel efterfulgt at sprøjt i øjnene med forbistret Hello Kitty-pink pletfjerner.
Tre minutter tager det, tre minutter. Det er alt hvad der skal til før den ene banker den anden i knolden med en kødhammer. I det splitsekund, hvor man tjekker indholdet af ens trusser, mens man tillader sig at kaste sin kummefryserblege røv i toilettet, har yngsten slikket på hunden og lavet sandslotte i kattebakken, og ældsten har drukket en halv flaske madkulør og smurt den anden halvdel ud over væggene.

Sådan føles det i hvert fald. Nogle dage er man bare ikke heldig.