Manden har taget sønnerne med ud at sejle. Ikke moderens stærkeste side, så jeg er blevet på matriklen. Hvor tit får man lige 48 timer foræret til sig selv?
I dag er turen gået til Viborg. For at besøge garnbutikken Mathilde og købe en ny pind som erstatning for den, manden (eller ifølge ham; ungerne) har siddet i stykker i sofaen, og for at drikke en hyggelig kop kaffe med den skønne Dorte. Og så for at lege turist.
Besøge domkirken, latinerhaven og de gamle skæve huse med de toppede brostensgader. Ren feriestemning med solen bagende fra en skyfri himmel og et ukendt antal forskellige sproglige stemmer omkring mig. Slet og ret en god dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar