Lillelyns verden

Overvejer at gå over i et hjørne og skrige. Højt, længe og grimt. Jeg går åbenbart rundt med et enormt "Pil gerne ved mig"-skilt på ryggen. Et skilt jeg endnu ikke selv har opdaget. Men hey, så er det da godt andre kan hjælpe mig. Eller hvad??
Forklaring følger:
Tre gange indenfor de seneste fjorten dage er jeg blevet plukket i håret som en anden abe af det, jeg faktisk normalt anser som relativt fornuftige voksne mennesker. En pædagog i ældstens børnehave, en ældre mandlig kollega og en forældre til en af mine elever. Umiddelbart synes jeg ikke jeg render rundt med en stor rød bavianrøv, men jeg kan jo tage fejl. Hvad finder folk så i mit hår?? Havregrød, såmænd. Halvt stivnet, klattet havregrød. Sirligt står de og piller det ud. Ret svært når det på uforklaring vis har lagt sig ovenpå voksen, som skal forsøge at forhindre mit hår i at ligne Michael Jacksons dengang han var barn.
Ja, jeg VED godt at jeg nærmest ikke har været ren i tre år eller mere. Kommer jævnligt afsted med størknet snot på jakken, tandpasta i knæhaserne eller pizza-klørfem på det ene lår. Jeg VED godt at mine øjenbryn er så lange og pjuskede, at selv Mogens Glistrup ville have været stolt. Mit tøj ligner et udsnit af gadebilledet i en hvilken som helst mindre østeuropæisk provinsby og mit super-overskuds-mor-gen strækker sig til at bestikke Spilopperne i børnehaven med saltstænger og popcorn til den årlige børnefest. Med en totalt vattet følelse af middelmådighed kan jeg konstatere, at jeg ikke deltager i den obligatoriske arbejdslørdag. Ja, jeg er en af DEN SLAGS forældre. Jeg formår det simpelthen ikke. Men jeg er hammergod til at købe saltstænger og popcorn.Og bage pladekage.
Sociale sammenhænge skræmmer livet af mig. Hver gang jeg træder ind i et rum med en større forsamling ukendte ansigter, kan jeg prompte mærke de bedømmende blikke som falder på mig. Bryster så lange, at de burde bindes i et råbåndsknob i nakken, en røv så bred, at Norges-færgen overvejer at lægge til i revnen, en under tøjet baconstribet fødedelle som meget lidt elegangt vibrerer urytmisk ved hver bevægelse. Hvornår skal vi have noget melodi grand prix?, bræger jeg inden længe og vrider mit korpus i et Gry'sk rejehop. Tjek lige hende særlingen.
Den anden dag oplevede jeg enhver kvindes mareridt. At komme til en fest, hvor der snart træder én ind af døren i totalt samme outfit som mig selv. Og selvfølgelig skulle det nærmest lige være en 20 årig, 30 kilo tyndere medicinstuderende som burde klaskes på forsiden af fransk Vogue for at ligne en darling doll. Sikke noget smart tøj, grynter jeg i et plat forsøg på at virke overskudsagtig. Følte mig lige så spændende som en Marie kiks i en foodprocesser. Så meget for tre minutters følen sig lækker.
I aften står aftensmaden på rester til manden. Og kogt svin i tarm til sønnerne.
Jeg skal ud at løbe.