Lillelyns verden

Sundt. Det skulle være så sundt. At træne altså. Og efter sigende skulle Zumba så være in i disse tider. Jeg er egentlig sjældent sådan særligt in med noget som helst, men sommetider kan man jo godt i det mindste forsøge at være ung med de unge. Jeg har endda læste Twilight-sagaen, jo, kom ikke her da. Og nu kom tiden så til Zumba. Afsted med mig iført 3/4 lange løbetights, tre numre for små fitness-sko, svedtransporterende t-shirt og en vandflaske tyvstjålet fra ham, der lige meget hvor elendig jeg er, altid har flere skader end jeg. Mænd altså.
Første møde med Zumba er så en klassisk svedlugtende, skrækindjagende håndboldhal, som sender mareridtsagtige flashbacks gennem min hjerne, mens billeder af bomøvelser, lilla gymnastikdragt med flæser og en lektor Blomme-inspireret gynmastiklærer passerer for mit indre blik. Overvejer at sprinte storskrigende ud derfra - en ganske håbløs mission dog, da mine fødder har taget vand ind og det dermed kræver en skærebrænder at komme ud af de der sko.
Følger mit traditionelle mønster når det kommer til fysisk udfoldelse i grupper og placerer mit meget lidt fitnessramte korpus i yderste klitrække så langt nede bagved at jeg trods alt kan se, hvad jeg skal forestille at lave. Frygter allerede alt for mange øvelse og legemesdele, som skal koordineres på en gang. Det er min motorik bare ikke udviklet til. Har heldigvis søster med som uundværlig moralsk opbakning, også nødvendigt med én til at ringe til Kranringen, når resterne af mig skal slæbes ud derfra. Snart indtræder et styk instruktør, en meget mørk herre af udpræget anden etnisk baggrund end dansk som får mig til at følge mig maddikehvid og i stand til at styre min egen krop nogenlunde lige så meget som Pinnochio.
Den næste time skal der så trænes. Patrick Swayze-klonen vrider sig i stillinger og kombinationer som vi andre forgæves forsøger at følge med til. Det knager og brager i led og muskler - jeg burde være 85, have blåt hår og spise kærnemælkssuppe så stiv og ukontrolleret jeg formår at bevæge mig. Men hey, det er sku da sjovt. Især at se på alle de andre, som til min store altoverskyggende trøst ikke er svært meget bedre end jeg selv. Pludselig konstaterer dansedukken at timen er slut. Som de dygtige og velopdrage deltagere vi nu engang er, klapper vi høfligt og nærmest i takt, og jeg konstaterer at blodet stadig pulser i mine årer, og at jeg mod al forventning stadig er oprejst. Survival of the fattest.
Sidder nu og overvejer, om denne oplevelse den kommende tid vil traumatisere mig og indgå i den tidligere nævnte kavalkade af meget lidt vellykkede erfaringer fra håndboldhaller. Eller om jeg med årene er blevet mere afbalanceret, mere zen-agtig, mere i total overskudsagtig harmoni og kan ride på bølgen og tage det med ophøjet ro. Jeg tror bare lige jeg lader spørgsmålet hænge lidt i luften til fælles forundring og forvirring.

God søndag herfra. Zumbaaaaaaaa!