Huset er helt fyldt af stilhed. Ikke en lyd nogle steder fra. Solen skinner fra en forårsblå junihimmel og halvdelen af haven er allerede solbeskinnet og den sidste dug forsvundet. Manden er kørt i institution med ældsten og yngsten, morfars trailer og familien Danmark-bilen. Sådan er det, når det er Store Koordinationsdag. Og nu sidder jeg så her. Med min havregrød i skålen og gåsehud på armene - bare fordi jeg er for doven til at hente en trøje. Nyder bare øjeblikket og tænker på dagen forude. Om et kvarter går startskuddet. Så ser man mig cykle afsted til skole med tasken på ryggen og vinden i håret. Mette 7 år - plus det løse.
Min mormor ville have haft fødselsdag i dag, men selvom det efterhånden er ni år siden vi mistede hende, sender jeg alligevel en tanke til himlen i dag. Selvom hun ikke er her mere, er hun alligevel en del af min historie, min baggrund. Hun er "kvinden bag" min mor - og min mor er "kvinden bag" mig. Sådan indfældes vi i årenes gang og trækker bånd gennem generationer. Så tillykke med fødselsdagen, mormor - sikke et smukt vejr, du har givet os.
Jeg ønsker jer alle en dejlig 1. juni - det er NU sommeren starter.
Mange mange tak for den søde hilsen til min mor.Det er så smukt skrevet, at der faldt en tåre.
SvarSletKnus til dig min pige, fra din mor.