Ikke som de andre

Okay, jeg indrømmer det. Jeg elsker at kigge på mennesker, elsker at se deres valg af tøj, hår og handlemåde. På den ene side siger det en masse om dem, på den anden side ingenting. Og efterhånden er jeg kommet frem til en ting. Jeg er ikke helt som de andre er flest, når man nu bor på en mark hvor dilligencen kun kommer forbi hver tredje uge. Udvalget i børnehaven af klassiske nordiske mødre med lyst halvlangt hår, smalle hofter og udpræget veltrænet figur er stødt stigende og må jeg sige, stærkt i overtal. De medbringer kønne, lige så blonde hello kitty-lyserøde døtre og sønner iført spiderman og resten af superhelteklanen. Deres børn medbringer til legetøjsdag - og her kan jeg kun udtale mig om drengene, da ældstens stue kun består af hankønsvæsener - Bakugan, Gormiti, skydere og maskiner på hjul, på vinger og på propeller.
Og så er der sådan en som mig - vi er få, men vi er der. I øjeblikket er jeg i besiddelse af det korteste, mest strittende hår i en lad os sige ret rød nuance. Solbrillerne ville have gjort Tom Cruise og resten af hans Top Gun-crew stolt, dog uden diverse bling bling, er jeg ret sikker på. Skoene svinger mellem bubblegum-farvede sommercrocs, et bred udvalg af Angulus i diverse nuancer samt græsgrønne El Naturalista med halvhøj gummihæl. Tøjet er i en kategori for sig - følger dog sjældent den samme mode som de andre mødre. Har så dog ikke fattet hvem af os, som er outdatet. De fleste af de andre mødre er rolige og afbalancerede, venlige men distancerede, høflige, pæne og nydelige i alt hvad de siger og gør. Og så er der "min slags." Jeg larmer en del i både sind og adfærd, skræmmer dem sikkert næsten væk, når jeg åbner munden og snakker løs. Tror ikke jeg er så kompliceret endda - nærmere direkte. Jeg er egentlig ikke bange for at virke lidt åndsvag, det løb er vist kørt for længst. Og så jeg er vist ikke særlig afbalanceret, distanceret og nydelig. Men ved I hvad?? Det er også fint nok.
Og så er der mine drenge. Iført hjemmestrikkede sweatre og bukser i mors eget design kværnet igennem på den gamle Singer. Katvig, Danefæ og andet nice stuff som aldrig er nået helt herud. Til legetøjsdag medbringer ældsten......en dukke. Og han er fuldstændig romersk katolsk ligeglad med at han skiller sig ud fra de andre drenge. Jo jo, godt nok er den en Arnold Schwarzenegger look alike dukke med arme som kalkunlår og ben som husets gulvvase, men alligevel. Det rører ikke knægten. Han er mest af alt sig selv. Hviler så meget i sig selv at det er en fryd.
Her i huset er vi vist ikke som de andre. Hvem er du?