Hvem gider hjælpe med mig med at hive brysterne frem fra armhulerne.

Det går tilbage for mig. Ikke bare lidt. Det går meget tilbage, RIGTIG meget. Det er lørdag aften og jeg keder mig, så det driver. Manden sidder henslængt i herrestolen ved siden af fordybet i en *nu*kommer*vi*og*smadrer*jer*med*store*maskuline*våben-film. Jeg flyder i sofaen med computeren på skødet, indtil flere ufærdige strikketøj omkring mig, mens jeg cruiser lidt rundt på sædet i forsøget på at undgå af få en strikkepind op mellem ballerne. Ryggen knaser som en grussti i regnvejr, jeg gnider øjnene og får sorte streger på fingrene, mens ansigtet skrider i retning af en hærget panda, jeg har mens og klemmer benene sammen om noget, der føles som en middelstor engelsk bøf. Det er lørdag for fanden og jeg er allerede iført nattøj og uldne tænder. Mens jeg så sidder her, kommer jeg til at kigge ned af mig selv. Noget mangler. En gang var det noget af det første jeg fik øje på, når jeg kiggede ned af mig selv. Og nu er det væk. Forsvundet. Og det eneste jeg har tilbage er minderne. Overvejer et kort øjeblik at melde mig til "Sporløs", men i samme sekund dukker noget op i den ydre vinkel af mit synsfelt. Og der er de squ. Mine bryster. De har taget flugten i hver deres retning og har nu slået lejr under dingleflæsket i mine armhuler. Ikke at jeg ikke forstår dem. Der er lunt, noget blødt langhåret at ligge på og vel egentligt forholdsvist komfortabelt. Men ville faktisk gerne have dem tilbage igen. Ikke nødvendigvis i Amalie-bungy-junk-style, men bare lige så de atter skjuler det direkte udsyn til fødedellen. Er det så meget at forlange her i livet?
Men back on track - har haft en alt for heftig uge. Det er lørdag, og jeg har lige knækket en negl.