Good stuff

Sommetider falder man over noget, som ændrer alting. Som gør det hele lidt mere.....mere. Det er lækkert, det er kvali, det er klasse. Behøver jeg sige mere?? Det er bare ... uhmm. Det er noget kun kvinder forstår. Det er nye sko.

Over and out...

...i hvert fald for nu. Om en time afgår toget til en uges lejrskole med min 5. klasse. Håber på bedre vejr end det der præsteres i skrivende stund, hvor regner siler ned og slår på ruden. I det fjerne kan jeg dog skimte enkelte lyseblå striber af himmel, det er lunt, fuglene synger og træerne suger vandet til sig og springer ud, som om det er deres fornemmeste opgave her i livet.

Pas godt på jer selv og jeres kære, mens jeg er væk. Der bliver lidt stille her på bloggen, så vær velkommen til at kigge forbi og læg en besked til mig til når jeg kommer hjem.

Over and out.

Skønne, skønne dag i skoven ved Marselisborg Slot. Høj sol, godt humør og løb i lækre omgivelser. Fed oplevelse at løbe sammen med SÅ mange mennesker på en gang, det gør jeg gerne en anden gang. Tiden er ikke at prale med, for hurtigt går det ski ikke med fødedelle blafrende i vinden og bryster, der efter et års konstant amning er så lange, at de kunne bindes i et råbåndsknop i nakken. Men hey, jeg farede da ikke vild eller gik kold i en eller anden halvroyal grøft. Thumbs up. Og så var der gaaaaaver. Løbe t-shirt og strømper, en pakke rugbrød (?) og diverse prøver på alt fra creme mod vaginal kløe over wokmarinade til Matas hårshampoo. Den med striberne. Så kan det da ikke blive meget bedre. Lidt shopping blev der også plads til - noget så ekstravagant som en pyjamas og et par gummistøvler. Til mig selv for engangs skyld. Sikke et outfit - i hvert fald hvis det skal bruges sammen. Kan dog forsikre om, at det IKKE er tilfældet.





Det blev ikke lige til de fabulous Ilse J-støvler, som jeg har gået og sukket efter, men til en meget mere nede på jorden fodformet husmodermodel. Hvad man dog ikke må gå igennem når man har for brede fødder til drømmestøvlerne. Kan I høre jeg synes det er bare lidt synd for mig???

Øv altså, jeg er bare ikke god til teknik som ikke virker. Havde siddet og skrevet et, synes jeg selv, ret godt indlæg, og så smutter det i svinget i forsøget på at oploade det.
Så nu må I nøjes med "de sørgelige rester." Lidt skræmmende hvor hurtigt ens tanker ryger ud af hovedet, når først de er skrevet ned.
Ville egentlig blot fortælle at jeg har købt en bunke garn i dag - så jeg kan hækle en ordentlig bunke oldemorfirkanter. Det blev ikke lige til det super lækre garn herfra som jeg drømmer, men mon ikke jeg kigger forbi en anden gang?? Det er i hvert fald et besøg værd om man så bor i nærheden eller som jeg må nøjes med www.

Jeg er begravet i planlægning i disse dage - næste uge står på lejrskole. Det bliver godt.

Oldemorfirkanter

Jeg imponeres hver dag af den kreativitet og ildhu, som jeg møder rundt om i blogland. Jævnligt forelsker jeg mig i skønne projekter, som jeg drømmer om at gå i gang med. Nye materialer giver kriller i fingrene og sender tankerne på langfart. Der er alt alt for få timer i et døgn til at jeg kan opfylde bare et lille udpluk af alle ideerne.

Sommetider bider noget sig fast, noget som jeg bare ved at jeg MÅ lære at lave. Sådan havde jeg det første gang jeg fik øjnene op for oldemorfirkanter. Og i dag fandt jeg endelig et mønster, som trods engelsk oprindelse var lige til at gå til. Så her kommer vidunderet - mon ikke det bliver til mange, mange flere af slagsen.

Søndag aften. Roen har sænket sig over matriklen, drengene sover, fjernsynet er slukket, manden halvsover i sin lænestol med en bog og jeg har sat mig i mit hjørne i sofaen med den bærbare og et halvt glas doven cola. Tænker at sådan en weekend går alt for hurtig, føler nærmest den er ovre inden den egetlig er kommet i gang. Men sådan er det jo når man er i godt selskab. Det er blevet forår i vores have. I går havde vi for første gang Victor med ude og kravle rundt. Sikke en kæmpe ny verden for en lille mand. Flere gange fik han plantet popo´en i græsset og bare sad og stirrede på det hele. Gustav var ellers sød til at køre rundt med ham i vognen bagpå pedaltraktoren, men lille V. mæglede ikke en lyd i al den tid, han var ude. Han havde dannet vacuum om sutten og tog alle indtrykkene ind. Vi fik slået græs, klippet roser ned (som jeg har hørt en klog rosenmand hævde man skal gøre til dronningens fødselsdag, så det var jo lige perfekt) og beundret alle de træer og buske, som igen i år på forunderligste vis springer ud og vidner om forårets komme.

Btw. så vil jeg gerne have en ny grill. Eller rettere sagt, en grill mere. Jeg er Webermenneske helt ind i hjertekulen og som sådan kan man da ikke nøjes med blot én grill. Må snarest skaffe en lille bord-gas-sag til hverdagens turbo-grillning. Det hjælper altsammen på det, når man er ejer af et tilgodebevis til lokalområdets førende Weberforhandler.

Jeg har opdaget, at jeg ofte af en eller anden mærkelig grund har skrevet om vores søndagsaftesmad. I dag er ingen undtagelse. Hjemmelavede burgere a la Trøffeltrunten og små kanariske kartofler. Så bliver det da ikke meget bedre.

Har været ude at løbe i dag. Deltog i et lokal motionsløb på 5 km. ruten. Løb og løb - ja, nu skal man jo ikke overdrive, tror nu nok nærmest farten ligger lige på niveauet over shoppegear, men jeg kommer fra det ene sted til det andet og jeg farer ikke vild undervejs. Men jeg har jo også et GPS-ur. Som min kære nørdede husbond forærede mig til min fødselsdag i december. Elsker det ur. Når det altså virker. Og så lige i dag, hvor jeg virkelig havde behov for at kunne følge hastighed og distance, ja, så stod det af inden start. En eller anden havde vist glemt at lade det op. Sådan en uskik.

Abeskønt

Så blev aben til Gittes lille Gustav færdig - han blev født en times tid efter jeg lavede første indlæg om hans lille abe. Bare dejligt. Inspirationen er som sagt hentet her - det ligner da meget godt, gør det ikke???

Tudeprins

Weekenden er over os, dejligt. Har siddet og fulgt Dronningens fødselsdag her til aften, kigget kjoler, sagt ååååhh og nååå de rigtige steder og også tørret lidt snot og tårer over Kronprinsens tale. Sikke en herlig aften. Alene hjemme med mini-menneskene og mit hækletøj. Nu meget rart, når man sidder her og vander høns. Jeg indrømmer det - jeg er en tudeprins. Hvad enten det drejer sig om 11 mænd og en læderkugle, et tv-program hvor der er nogle som taber sig rigtig, rigtig meget eller får et meget, meget stort hus, en kronprins der taler til sin kone eller sin mor, jaaaa, så vræler jeg. Det mest pinlige jeg indtil nu har tudet over, må være Disney Sjov. Men hey, den stakkels lille kylling KUNNE altså ikke finde sin mor, vel?? Og den var bare så helt alene og lille og endnu mere alene. Den dag var jeg så IKKE alene hjemme. Det er stadig en mobbeklassiker af dimenssioner herhjemme. Det er hårdt at være en tudeprins.

Kvajekage

Har lige bagt kage. Kvajekage. Men jeg er selv ude om det. Her går man hver dag og prædiker orden og ansvar. Og så kvajer man selv.

Kære 5.a - jeg lover aldrig mere at smide jeres papirer væk, når nu I har brugt tid på at lave dem. Mange hilsner jeres klasselærer.

Me lååååve.

Nogle vil nok kalde mig lidt på tværs, når det kommer til shopping. I hvert fald er jeg ikke altid helt gode venner med de butikker, som ligger i umiddelbar nærhed af hjemstavnen. Men nu rykker det endelig lidt, og vi har fået to fede, fede butikker, som jeg er noget så vild med. Tjek luxoliving med überskønne sager til indretningsfreaks og zycluz med lækkert tøj og tilbehør til poderne.

Der bliver blogget for lidt i disse dage - alt for lidt. Men det er ikke fordi, der ikke er noget at fortælle. Tværtimod. Det nye skoleår er i støbeskeen selvom vi stadig er i fuld gang med det nuværende. Jeg har bøger på hjernen, læser, overvejer, vurderer. Frem og tilbage og lidt frem igen. Samtidig er der totalt knald på planlægningen af vores lejrtur om en 1½ uges tid. Bliver supergodt, så nu krydser vi bare alt for godt vejr.

3 x K-salat

En af de rigtig gode.

En af de dage.....

.....hvor man virkelig mærker, hvor velsignet man er. Sådan en dag har jeg i dag. Helt igennem dejlig. Solen skinner, ungerne er sunde og raske, trives, udvikles, udfordres og elskes. Jeg har været i skoven og løbe og kom hjem med røde kinder, et smil på læben og en ny rekord i baglommen. Manden i huset er om os alle. I aften skal vi have den lækreste salat med kylling. Opskrift og billeder følger senere. Måtte bare glædes med jer.

Som det efterhånden er nogle bekendt, så jeg er begyndt på at hækle. Ikke i stort omfang, men sådan nogle småtterier. Det har vist sig at det der med at hækle passer rigtig godt til mit temperament - man får lavet en masse på ret kort tid. :o) Rundt omkring i blogland er der alverdens inspiration at hente - her har jeg forelsket mig i verdens sødeste abe, som den altid dygtige Mie har produceret. Men jeg ejer ikke et mønster på sådan et dyr, og den lokale bibber har desværre heller ikke ligget inde med en redningsplanke eller to til en total amatørhækler. Men er fordelen ikke ved hjemmelavede ting, at de aldrig er ens og ikke behøver at være perfekte??? Eller nåwet?? Om alting er så venter min søde blogveninde meget snart sin skønne søn nummer 2 - at være dobbeltdrengemor kan jeg jo skrive under på i sig selv er en ren velsignelse, men hvis man så samtidig får en abe, så kan det da kun blive godt. Eller hvad?? I hvert fald skal Gittes lille Gustav have en abe - som bliver noget ganske særligt. Det er nemlig min første, uden mønster, uden retningslinjer. Bare hækl.

Og så har jeg altså rodet mig ud i noget for mig totalt grænseoverskridende. Jeg er næsten mundlam af forbløffelse over, hvad jeg dog har gjort. Billedet må tale for sig selv.

Kokasse.

Den anden dag kom jeg halsende ind på lærerværelset og råbte bundfrustreret: "Er der nogle, der har set min kokasse??" Kollegerne fandt det vældigt morsomt, jeg selv fattede ikke umiddelbart humoren. Jeg var mest af alt grundigt irriteret over at jeg ikke kunne finde den store kasse med køer, som jeg havde bestilt til mine valghold i billedkunst. Efter en masse stæsen rundt fik jeg dog lokaliseret kokassen, og eleverne kunne få lov at gå i gang med projekt cowparade. Indtil nu har vi arbejdet med baggrunden for dette kulturelle fænomen samt været i gang med skitsearbejde. Nu er vi så nået til projekt Maling & Limpistol. Det er det rene "Shanes Verden". Her er et stemningsbillede fra gårsdagens arbejde - hold to knokler videre i dag.

Man må aldrig gå ned på udstyret...

..... eller nåwet.

Om 3 uger skal jeg på lejrskole med min skønne 5. klasse. Og det er jo nødvendigt at forberede sig til sådan en tur, ikke?? Vi skal ud og gå i Vadehavet og der må læreren jo gå foran som et godt eksempel. Iført lange, praktiske gummistøvler. Det er jo en absolut nødvendighed. Det MÅ det jo være. Sig nu ja.

Tidsforvirring

Så er det mandag. Eller dvs. ifølge den gregorianske kalender, som de fleste danskere trods alt bekender sig til, så er det nu engang tirsdag. Men når jeg tjekker den kalender, som jeg i hverdagen anvender mest i.e. kalenderen over dagligdagen i en dansk daginstitution, så er det altså mandag. For mandag er den dag hvor jeg troligt fremdrager min lille diskrete pink/lilla babushkahåndtaske med de modellignende mål 1x1 meter, og belæsset med ustyr som et andet parrettået hovdyr styrer forvildet mod en ny uge i den pædagogiske højborg som udgør mine sønners daglige opholds- og udviklingssted.

Jeg er overbevist om, at mine drenge har mere tøj og flere sko end selveste Paris Hilton. Om end stilen er en anelse mere offroader streetlike i et nutidigt mix af nedslidt flyverdragt, terrængående termostøvler og som levn fra fastelavn Fætter BR's allerbedste cowboyhat - selvfølgelig kækt placeret ovenpå uldelefanthuen, som moderen til stadighed påtvinger barnet under skrig og skrål. Alt dette skal nu fikst movereres fra den familiære matrikel til institutionen mens man på vanlig overskudsagtigt vis svæver ind på børnehavens område strålende af altfavnende moderlighed, empati og engagement. In my dreams. Jeg vælter traditionen tro på meget lidt elegant vis ud af bilen, får hevet to snottede unger ud samtidig med at jeg nedlægger alt i flere meters omkreds mens jeg svinger om mig med den førnævnte lille diskrete håndtaske. På vej hen mod porten skal der helst nærstuderes 1 stk. lastbil med fødevarer til institutionen - man er vel en del af den så velkendte madordning - et større og ikke nøjere planlagt udvalg af stationcars med nærmest fastgroede barnestole samt både regnorme, vandpytter og plastiktraktorer. Alt imens der tørres snot, jord og savl af i eget og andres (læs; moderens) tøj. Var der nogen, der snakkede om moderne??

Men inden vi overhovedet er nået så langt, så har vi allerede overkommet krisesituationer i hjemmet, som ville gøre Ulla Terkelsen og resten af TV2's Afghanistan-redaktion stolte. Men beretninger fra en morgen i Lillelyns verden må vente til en anden dag. Nu skal der puttes børn. Det er slut med snotangreb og tidsforvirring for i dag. Sikke en herlig mandag.

Mette Lynnerup - Bloggen - Livet.

Jeg har ryddet op. Sorteret, kategoriseret, smidt ud. Det giver overblik, energi og orden.

Har masser af ord på vej til jer, men lige nu kan de ikke komme ud gennem fingrene. Over and out.

Hvor skal moderskabet stå??

Det er søndag morgen - påskesøndag. Gemalen og ældstesønnen sover, yngsten tømmer husets skuffer og moderen har bænket sig ved computeren med en kop varm kakao i den musselmalede. Der har været et indlæg på vej i mit hoved de sidste dage. Egentlig nok en af den slags, som måske er lige en tand for personlige til så offentligt et sted som blogland, men jeg tænker lidt, at jeg ikke er den første med disse tanker og sikkert heller ikke den sidste. Så måske der er nogle derude, som forstår hvad jeg tænker og hvorfor. Og som vil dele deres tanker med mig, som jeg nu gør med jer. Det håber jeg.
Lille V. som lige er blevet et år, har haft en hård start på livet. Han har sovet ekstremt dårligt som i 2 x 10 min. om dagen og vågen 10-15 gange hver nat. Han har bare aldrig kunnet finde ro, og med tiden fandt vi ud af at det var ryggen, lænd og nakke den var helt galt med og vi gik til kiropraktor over en længere periode sideløbende med træning seks gange om dagen herhjemme. Desuden er han vaskeægte ørebarn med alt, hvad det fører med sig. Han har ikke villet tage sut, tage flaske, spise grød, sove og så har han nærmest hele tiden fejlet et eller andet. Snot, hoste, tænder, øre osv. osv. Så han er blevet ammet. Igen og igen, konstant og igen. For det var noget som fungerede. Alt andet kørte slet ikke efter bogen, og når læger og sundhedsplejersker kunne ikke putte ham i deres højtelskede kasser, ja, så kørte amningen alligevel. Og den kørte godt.
Alle de gange hvor jeg tog beslutninger for min søn og vores familie som omverden ikke forstod, og som til tider gav mig følelsen af at være en dårlig mor, der kunne jeg i det mindste amme. Der lå min sikkerhed. Alle de gange hvor jeg i afmagt har sagt grimme ting og taget nogle mindre politisk korrekte valg, der har amningen været min redningsplanke, for der var i det mindste noget som jeg som mor kunne finde ud af. Når alt andet fejlede, hvilket jeg egentlig tit følte at det gjorde, så kunne jeg trods alt amme.
Men nu er det slut. De sidste par måneder har jeg kun ammet nat, vi har hygget os med det begge to, men nu har jeg taget beslutningen og lukket ned for mors mælkebar. Farmand svæver på en lyserød sky over at han pludselig kan trøste V. om natten, vi har nu haft tre nætter i streg, hvor knægten trods mange opvågninger har sovet i sin egen seng hele natten og hvor far bare har været superhelt. Og så står jeg her tilbage og ved ikke rigtig, hvor jeg skal placere mit moderskab. Jeg ved udemærket godt at en god mor ikke er defineret af amning, men for mig har det bare været der, hvor jeg har følt har jeg været god for mit barn. Jeg har jo ikke kunnet få ret meget andet til at fungere.
Lille V. er en glad og velfungerende knægt. Elsker sin vuggestue, spiser godt, er vild med nye udfordringer, er glad for mennesker og trives i stor stil. Så noget må jeg have gjort rigtigt. Lige nu er det bare tid til at jeg skal opdatere skabet (måske tapesere lidt retro og følge tidens trend?) og finde ud af, hvor det nu skal stå. Og det er ikke let.

En lille drøm

Vil bare lige dele en lille drøm med jer på denne lørdag. Et billede siger mere end mange ord - i hvert fald lige i dag.

En dejlig dag.

Udenfor er mørket faldet på, det er blevet aften og roen har sænket sig over os efter en lang dag med fart på. Drengene sover endelig omend efter meget modstand. Man overgiver sig vel ikke så let, når man tror man går glip af en fest. Mor og far er gået kold i henholdsvis sofaen og herrestolen. Så må I selv gætte på, hvem der sidder hvor. Vi har holdt rigtig familien Danmark dag i dag med svoger, svigerinde, bullerbassen Hjalte og Pippipigen Ida. Legeland, madpakke og kakaobrik med knæksugerør. Kan det blive meget bedre?
I dag var også dagen, hvor jeg rundede 1000 hits på bloggen og fik min faste læser nr. 20 - velkommen her, Tina, og tak til jer alle fordi I læser med. Dejligt at der er nogle, som følger med i mine mange ord.
Inden længe vil jeg i seng - først skal jeg dog lige have kastet en gang dej i køleren, så der kan blive friske boller til morgenmad i morgen. Lun hygge.

Sov godt - Mette

Lidt godt.....

Vi er snart på vej til påskefrokost, og jeg har lovet at tage salat med. Lavet to forskellige; en kålsalat i cremet dessing og en bønnesalat med peberfrugt og cherrytomater i olieeddike-dressing. Men det er sådan set ikke salaterne, det her indlæg skal handle om. Det er topping til salat nummer et; den med kål. Skønne, skønne nødder ristet med soya og honning (eller i mit tilfælde ahornsirup, da honningkrukken var noget tom). En lille fin ting som bare er rigtig, rigtig god.