Hvor skal moderskabet stå??

Det er søndag morgen - påskesøndag. Gemalen og ældstesønnen sover, yngsten tømmer husets skuffer og moderen har bænket sig ved computeren med en kop varm kakao i den musselmalede. Der har været et indlæg på vej i mit hoved de sidste dage. Egentlig nok en af den slags, som måske er lige en tand for personlige til så offentligt et sted som blogland, men jeg tænker lidt, at jeg ikke er den første med disse tanker og sikkert heller ikke den sidste. Så måske der er nogle derude, som forstår hvad jeg tænker og hvorfor. Og som vil dele deres tanker med mig, som jeg nu gør med jer. Det håber jeg.
Lille V. som lige er blevet et år, har haft en hård start på livet. Han har sovet ekstremt dårligt som i 2 x 10 min. om dagen og vågen 10-15 gange hver nat. Han har bare aldrig kunnet finde ro, og med tiden fandt vi ud af at det var ryggen, lænd og nakke den var helt galt med og vi gik til kiropraktor over en længere periode sideløbende med træning seks gange om dagen herhjemme. Desuden er han vaskeægte ørebarn med alt, hvad det fører med sig. Han har ikke villet tage sut, tage flaske, spise grød, sove og så har han nærmest hele tiden fejlet et eller andet. Snot, hoste, tænder, øre osv. osv. Så han er blevet ammet. Igen og igen, konstant og igen. For det var noget som fungerede. Alt andet kørte slet ikke efter bogen, og når læger og sundhedsplejersker kunne ikke putte ham i deres højtelskede kasser, ja, så kørte amningen alligevel. Og den kørte godt.
Alle de gange hvor jeg tog beslutninger for min søn og vores familie som omverden ikke forstod, og som til tider gav mig følelsen af at være en dårlig mor, der kunne jeg i det mindste amme. Der lå min sikkerhed. Alle de gange hvor jeg i afmagt har sagt grimme ting og taget nogle mindre politisk korrekte valg, der har amningen været min redningsplanke, for der var i det mindste noget som jeg som mor kunne finde ud af. Når alt andet fejlede, hvilket jeg egentlig tit følte at det gjorde, så kunne jeg trods alt amme.
Men nu er det slut. De sidste par måneder har jeg kun ammet nat, vi har hygget os med det begge to, men nu har jeg taget beslutningen og lukket ned for mors mælkebar. Farmand svæver på en lyserød sky over at han pludselig kan trøste V. om natten, vi har nu haft tre nætter i streg, hvor knægten trods mange opvågninger har sovet i sin egen seng hele natten og hvor far bare har været superhelt. Og så står jeg her tilbage og ved ikke rigtig, hvor jeg skal placere mit moderskab. Jeg ved udemærket godt at en god mor ikke er defineret af amning, men for mig har det bare været der, hvor jeg har følt har jeg været god for mit barn. Jeg har jo ikke kunnet få ret meget andet til at fungere.
Lille V. er en glad og velfungerende knægt. Elsker sin vuggestue, spiser godt, er vild med nye udfordringer, er glad for mennesker og trives i stor stil. Så noget må jeg have gjort rigtigt. Lige nu er det bare tid til at jeg skal opdatere skabet (måske tapesere lidt retro og følge tidens trend?) og finde ud af, hvor det nu skal stå. Og det er ikke let.